Hyperrealistisk og
minimalistisk Idomeneo. Operaen d.
29. februar 2020
Man
kan godt (indrømmet: polemisk) få den tanke, at kritikere af det, de selv
kalder ’regiteater’, og andre operamimoser, drømmer sig tilbage til en
jomfruelig tid før teatrets syndefald, hvor det, der udspillede sig på scenen,
var 1:1 af virkeligheden. Problemet er, at sådan har teatret aldrig været. Teatret
er et magisk rum, hvor alt - i bedste fald - lader sig gøre. Antikkens
skuespillere bar masker i tragedien og enorme falloi (af stof) i komedien for at markere en forskel på scene og
virkelighed, og i renæssancen og barokkens klassicisme kunne illusionen om
virkelighed til enhver tid brydes, når en karakter på scenen henvendte sig direkte
til publikum. Efterligning - eller mimesis,
som Aristoteles kalder det - har aldrig været et mål for forfattere eller
komponister, de har aldrig blot villet kopiere, hvad de så. Kun naturalismen i sidste
halvdel af 1800-tallet og nogle årtier frem havde til hensigt at gengive
virkeligheden 1:1, hvorfor scenetæppet udgjorde en fjerde væg, som publikum
kunne kigge ind gennem for at se den forløjede og forlorne tilværelse, som
borgerskabet udlevede. Men det var kun for at kritisere det bestående. På samme
tid blev fotografiet og filmen til, og dermed mistede såvel teater som
billedkunst og litteratur enhver begrundelse for at gengive virkeligheden, som
den er, når film og fotografi viser det meget bedre.
Hvis man gerne vil opleve
en teaterforestilling, der gengiver virkeligheden (så vidt det nu er mulig) på
scenen, så skal man tage ind at se opsætningen af Mozarts første store opera, Idomeneo, på Den kgl. Opera på Holmen.
Robert Carsen står for iscenesættelsen, men denne opsætning er kommet i stand
pr. stedfortræder, Maria Lamont, og den kombinerer både kostumer og rekvisitter
hentet ud af nutiden og film: Bagtæppet er en projektion af videooptagelser af
himmel og hav eller en sønderskudt by. Det er dokumentar i sin reneste form,
den observerende dokumentar (fluen på væggen), og forestillingen kunne for så
vidt have haft titlen Et hav i krigstid.
Operaen begynder med flygtninge, der holdes tilbage af et hegn på stranden, og senere
er en mængde orange redningsveste - ja, læseren kender dem - skyllet op. Det er
opsætningens store styrke, at den omsætter den mytiske historie om kong
Idomenes’ hjemkomst fra den trojanske krig til en ikke bare nutidig, men en
meget konkret, håndgribelig og frem for alt ikkepolitiserende nutid. Det er dog
- som det ofte er i Carsens iscenesættelser - også en smule kedeligt, for der
er ikke meget ydre drama og det indre drama skinner i mindre grad igennem i det
ydre; det er overladt til de (symbolske) billeder af uvejrshimlen og det
frådende, oprørte hav. Kun få gange sker
der noget: Da et havuhyre truer kretenserne, er det kong Idomenes’ egen skygge,
der tårner sig op bag det skræmte folk, og da ypperstepræsten viser kongen
resultatet af uhyrets hærgen - den sønderskudte by, gaderne overstrøet med
soldaternes lig - rejser soldaterne sig og synger om kongens frygtelige
offergave og om døden, der nu regerer. Netop da får man kuldegysninger, for her udnyttes teatrets muligheder,
her sker det uventede, det magiske, der taler til os på en anden måde end blot
ved at kopiere.
Det indre drama træder dog
også frem gennem de fire sangere, hvoraf i alt fald to løfter opgaven med bravur.
Niels Jørgen Riis er i zenit af sin karriere i titelpartiet som den desperate konge
af Kreta. Hans tenor er smægtende og varm, den har en lyrisk, slidstærk styrke,
og det er paradoksalt nok denne styrke, der tillader ham at fremstille
nuancerne i Idomenes’ desperation og fortvivlelse; hvordan kan han som konge
tage livet fra en uskyldig, fordi han selv er reddet, og hvordan kan han som
far ofre sin egen søn? Det er en meget smuk præstation. Det gælder også for
Sine Bundgaards Elektra. Partiet er egentlig uden betydning for
hovedhandlingen, nemlig forholdet mellem far og søn, men hun skal være der, for
hun er den mulighed, Idomenes øjner for at undgå at ofre sin søn. (Han kan
arrangere et ægteskab med dem og sammen lade dem regne bort til borgen i
Mykene.) Alligevel - eller måske netop derfor - tvinges hendes karakter ud i de
mest ekstreme følelser fra ensom fortvivlelse til forventningsfuld glæde og
rasende afmagt, og Bundgaard favner dem alle og forlener dem med gribende,
scenisk nærvær - BRAVA! Margaux de Valensart, der er ny i Operaens ensemble, er
yndig og elskelig uden at forfalde til ynkelig selvmedlidenhed og dermed også
scenisk nærværende som Ilia, prinsessen fra det besejrede Troja (hun bærer navn
efter sin hjemby: Ilios), der til sidst gennem ægteskab med Idamante, prins af
Kreta, kan bilægge fjendtlighederne. Hun har også en stemme fuld af kraft og
vilje, men hendes timbre skurrer altså lidt i undertegnedes ører og forstyrrer
det ellers lyriske parti. Gert Henning-Jensen, den sidste af operaens solister,
er imidlertid ikke noget stærkt kort denne aften. Er han mon indisponeret, og
får vi det ikke at vide, fordi det ville slå skår i premierefesten? Hans timbre
og intonation dirrer, så man hele aftenen frygter, at hans stemme vil knække,
eller at han vil synge falsk, og selvom Idamante er en følsom, ung mand,
splittet mellem glæde, sorg og frygt, så er det ikke harmonisk. Han kan agere, det
ved vi; han kan være en fest på en scene, men han agerer her noget
underspillet.
Når forestillingen iblandt
er lidt kedelig, kan man passende kigge ned i orkestergraven og nyde ikke blot det
evigt velspillende Kgl. Kapel, men også dirigenten Julia Jones’ engagement. Hun
er en fornøjelse at se på! Her er der drama; hendes bevægelser er yndefulde og
subtile, og dog skarpe, stærke, kontrollerende. Hun ved, hvad hun vil; hun har
overblik, og forestillingens succes skyldes nok navnlig hende. Alligevel er hun
næsten ydmyg ved fremkaldelserne og står henne på kanten af graven og kigger
længe taknemmeligt ned på musikerne. På samme måde som et kamera kan registrere
hav og himmel og dermed det naturens drama, der danner baggrund for denne
operas undersøgelse af liv og død, kunne man forestille sig en film, der
dokumenterede virkningen af god direktion: En deus ex machina-stemme bryder til slut ind og reder trådene ud for
de fortvivlede mennesker på Kreta, og kommer den stemme end fra oven og
tilhører Morten Staugaard, så er det vel denne aften Julia Jones, der holder
alt og alle i sin hule hånd og råder over dem som en gud? En film med den
vinkel, kunne være spændende at se! Der er derfor aldrig en god undskyldning
for at blive væk fra en operaforestilling; er iscenesættelsen elendig eller -
som her - bare en lille smule kedelig indimellem, så kan man lukke øjnene og
nyde sang og musik, eller man kan vende blikket ned i orkestergraven og følge
med der. Dét er virkeligheden, det er her og nu og det er ganske uredigeret.
