Donizettis Maria Stuarda for første gang i Danmark. Operaen d. 19. januar 2025
Gaetano
Donizetti skrev 65 operaer i sin korte levetid (1797-1848). Kun en håndfuld af
dem spilles endnu verden over, og onde tunger vil nok påstå, at har man hørt en
Donizetti-opera, har man hørt dem alle. Det er munter, melodiøs musik at nynne
med på, uanset hvor tragisk og dramatisk handlingen måtte være. Det er
selvfølgelig smag og behag. Undertegnede foretrækker Donizetti, Rossini og
Bellini frem for den tidlige Verdi, fordi melodierne og instrumentationen er
mere subtil og derfor mere elegant. Verdi kommer hurtigt til at lyde som et
militærorkester.
Men opera måtte der til i
Italien i første halvdel af 1800-tallet, og det var godt, at Donizetti kunne
skrive på samlebånd. Opera var datidens biografer, som Thomas Milholt skarpt
skriver i programhæftet til opførelsen af Maria Stuarda på Den kongelige
Opera, og selvom der er tale om en danmarkspremiere (ja, for én gangs skyld er
Operaen på Holmen ude før den Den jyske Opera), så er handlingen nok velkendt af
de fleste. Utallige film og tv-serier er lavet i løbet af det 20. og 21.
århundrede om Henrik VIII og de farverige intriger, der fulgte med og i
forlængelse af hans regeringstid. Reformationstidens England har alt, der skal
til for at fastholde også et nutidigt publikum: Sex, magtkampe og brutale
henrettelser. Det er bare mediet, der har ændret sig fra scenen til biografen
og nu tv-skærmen. Maria Stuarda er The Crown anno 1587.
Så handlingen holder.
Donizetti har brugt et skuespil af Schiller, som forlæg, og Schiller holdt sig
ikke for god til med sin geniale pen at opdigte et dramatisk møde mellem de to
dronninger, Elizabeth og Mary Stuart. Donizettis librettist, Giuseppe Bardari,
tilføjede en kærlighedsintrige, hvis kerne er, at begge dronninger er forelsket
i den samme mand, jarlen af Leicester. At han elsker Mary Stuart højere, afgør
hendes skæbne – og således møder The Crown singlelivsserien Sex and
the City. Men ønsker man at sætte en opera af Donizetti på scenen, kræver
det sangere, der kan løfte det svære bel canto-repertoire, og det er der til publikums
store overraskelse (næsten) på Holmen denne vinter. Man kan få den tanke, at
der skal et særligt let og ubekymret sydeuropæisk temperament til denne
sangstil, når det er så sjældent, at man oplever bel canto i det kolde nord, og
denne opsætning er tæt på at være den bedste Donizetti-opera på Det kgl. Teater i nyere tid. Det er også kun den
anden Donizetti-opera på Operaen i dens nu 20-årige historie, men lad dem
endelig komme i en lind strøm, Elisabeth Linton!
Sangerne er – med en enkelt undtagelse (og jeg
beklager denne personlige idiosynkrasi) – fremragende! At Elisabeth Jansson kan
synge, bekræftes man gang på gang i, uanset hvor bredt hendes repertoire så er,
men at hun kan synge bel canto så overbevisende, kommer bag på en. Hun
løfter sin kobberfarvede mezzosopran med lethed og stort dramatisk nærvær som
den plagede dronning Elizabeth. Hendes klang er næsten af forveksle med Eileen
Farrells i samme parti på Aldo Ceccatos indspilning med London Philharmonic
Orchestra, varm, fyldig og rig. Lord Leicester synges af mexicanske Galeano
Salas, og han er ikke bare en overraskelse, han er en triumf! Den unge mand,
der stod for dagens introduktion, kunne kun sige: ”Hold da op!” Men han havde af
ren nervøsitet også meget svært ved at sætte ord på forestillingen, og det er ellers
ikke svært at sætte ord på Salas: En slank, spændstig italienertenor; idel
vellyd; ren forkælelse af øregangene. Man kan kun opfordre operachefen til at
engagere ham igen – og igen og igen og igen mange år ud i fremtiden. En sanger
af hans karakter er vi ikke forvænt med i Danmark.
Titelpartiet synges af
Gisela Stille, og det forbigås helst – stille. Bel canto skal bæres af dygtige
sangere, ellers risikerer man i opsætningen af denne opera, at sidste akt, der
skulle være en gribende fremstilling af Mary Stuarts vej mod skafottet, bliver
langsommelig og tåkrummende. Man kommer kun til at længes efter, at øksen skal
falde.
De øvrige mindre partier
er fremragende besat med sangere fra Den kgl. Operas ensemble: Theodore Platt
synger lord Cecil, dronning Elizabeths rådgiver, der med troværdig pondus og
ædel styrke plæderer for, at Mary Stuart må dø. Henning von Schulman er en mørk
og myndig Talbot, der trækker i trådene for at redde Mary Stuart – hvis ikke i
dette liv så i efterlivet – og Johanne Bock er lindrende, moderlig Anna
Kennedy, Mary Stuarts kammerjomfru. I hænderne – struberne – på dem er
forestillingen snublende nær at være en fuldtonet triumf, for i spidsen for Det
kgl. Kapel favner Paolo Arrivabeni alle sangerne med præcision og respekt,
samtidig med at han lader musikerne træde frem som de fremragende solister, de
er, og forløser dermed Donizettis partitur på smukkeste måde.
Det ærgrer des mere, at sangerbesætningen
ikke er skarp, for instruktøren, franske Mariame Clément (her
genopsætningsinstruktøren Jean-Michel Criqui) har begået en enkel
iscenesættelse, der med få og enkle virkemidler lodder dybder i intriger og psykologi,
der kun forstærker indtrykket af tv-serie: Elisabeth Janssons Elisabetta
flankeres af to statister, dronning Elizabeth som barn og som gammel, således
at handlingsforløbet udvides: I operaens nu ser den unge dronning tilbage på sin
egen mors henrettelse, Henrik VIII’s anden dronning, Anne Boleyn, og inden hun
underskriver Mary Stuarts dødsdom ser hun lord Cecil for sig i sin fars
skikkelse, men det er den aldrende dronning, der overhører korets skræk for
Mary Stuarts skafot, så scenen bliver Elisabettas flashback til Mary Stuarts
henrettelse. Gjorde hun det rigtige? Hun er i tvivl, om hun skal underskrive
dødsdommen, for den samme overgik hendes mor, og hun er stadig i tvivl mange år
senere.
Et andet element, der
bidrager til Elizabeths usikkerhed, er, at hun er kvinde i en mandsdomineret æra.
Hun er klædt som en mand i bukser og brystpanser, men forholdet til Leicester
er også en magtkamp, og sex er våbnet. Her udnytter hun sit køn og lader ham
tilfredsstille sig, selvom (eller fordi?) han taler for Mary Stuarts løsladelse.
Så kompleks er psykologien i Sex and the City ikke!
Mary Stuart fremstilles
modsat meget kvindelig; feminint og let klædt er hun og en omsorgsfuld, kærlig
mor for sin søn, den senere Jakob VI af Skotland/ I af England. Men hun er ikke
så uskyldig, som hun gerne vil give udseende af, og i ellevte time brænder hun
med Annas bistand de mest belastende papirer. Talbot sørger desuden for, at de
rullende kameraer fanger hende på vej til skafottet som uskyldsrent offer. Scenograf
og kostumier Julia Hansens kostumer er stilrene og imiterer renæssancesnit, og
man tænker ikke over brillerne med stålstel og Elizabeths bukser, før man
lægger mærke til kameraerne i slutscenen, lighteren, der antænder dokumenterne,
og telefonen, der forestillingen igennem står på Elizabeths skrivebord på
forscenen. Ser man bort fra det æstetisk uskønne i dette postmoderne stilmiks,
er det en enkel, diskret måde at markere, hvordan magthavere gennem menneskehedens
historie har forsøgt at føre folk bag lyset og binde befolkningen en historie
på ærmet. Det er så skræmmende aktuelt i skrivende stund, at det ikke behøver
at uddybes; det skriger til himlen (og det er ganske simpelt uhyggeligt, at
nogle anmeldere ikke bemærker denne pointe).
Hansens scenografi
understreger også forskellene hos de to dronninger. Elizabeth er altid fanget i
magtens rum og ser gennem scenografiens store vinduer den friske skov udenfor, mens
Mary Stuart er ude, lykkelig og fri. Når man vandrer fra Operaen gennem den
smukke, om end nøgne Operapark, er man også lykkelig over at have været vidne
til dette bel canto-mirakel. Man ønsker kun, at Maria Stuarda havde været
forlenet med en fri, frygtløs sopran – men man kan ikke få alt. Det er på sin
vis også operaens pointe.
