lørdag den 26. august 2023

Livets aften

 Fejring af Det kgl. Kapels 575-års jubilæum. Operaen d. 25. august 2023

 

Det virker paradoksalt: at fejre et jubilæum med et requiem? En dødsmesse? Og så for et så spillevende orkester som Det kgl. Kapel, der denne sæson markerer et enestående 575-års jubilæum? Der er kun 25 år til, at det fejrer svimlende 600-års jubilæum?!

                      På den anden side er det Verdis Requiem, der er på plakaten, af mange med et underfundigt og måske ironisk smil kaldet ”Verdis bedste opera” (jeg selv mener nu, det er hans sidste opus, den hvirvlende komedie Falstaff med den gamle mesters store menneskeforstand), fordi der både er stort drama og smægtende inderlighed. Måske også fordi dette requiem med sine dommedagstrompeter, med sine trusler om dom, død og helvede er svært - i alt fald for os kølige, protestantiske nordboere - at forholde sig til som andet end et drama, man kommer aristotelisk renset ud fra. Som refleksion over dødens store mysterium passer den inderlige ro i Brahms’ Ein deutsches Requiem eller de kølige, klassiske harmonier i Mozarts Requiem nok bedre vores sagtmodige, introverte gemyt. Måske.

                      Den franske dirigent Bertrand de Billy leder Det kgl. Kapel, Det kgl. Operakor, Malmø Operakor og fire solister med suverænt overblik, men også med en helt egen vilje og en helt egen vision for, hvordan requiet skal formes, og det kommer der overraskelser og øjenåbnende fortolkninger ud af: De Billy dæmper tempoet en anelse, og chokeffekten i Dies irae-satsen udebliver, så ”Vredens dag” nedtones - uden dog at miste sin plads. Til gengæld svulmer Tuba mirum-satsen i massiv messingklang; den breder sig fra scenen og bagscenen, som en flod, der går over sine bredder og truer med at drukne os i mesterligt spil. Strygerne - og kapellets strygere er som bekendt nogle af de mest sublime i verden - tøjles og aves til diskrete, næsten tøvende, men inderlige indsatser, inden også de får lov til at bruse og beruse i smægtende passager. Koret, det til lejligheden forøgede Kongelige Operakor (det er til stadighed pinligt, at teatret var tvunget til at afskedige, fordi politikerne er så tåbelige at tro, at besparelser på kulturområdet, der i sidste ende kun er lønninger og levebrød, nytter noget i det store budget) tordner som sagt ikke ”Dies irae”, men løfter sig samlet i et bønfaldende, bragende ”Salva me”:

 

Rex tremendae majestatis,

qui salvandos salvas gratis,

salva me, fons pietatis![1]

Ved denne anråbelse rejser hårene sig på ens arme, ikke i frygt, men i medfølelse, og tårerne står en i øjnene.

                      De fire solister synes at være en symbolsk fejring af Det kgl. Kapel fra hele den store verden: Sopranen Guanqun Yu er fra Kina, mezzosopranen Judit Kutasi er rumænsk-ungarsk, bassen Alexander Vinogradov er født i Moskva, og tenoren SeokJong Baek er sydkoreaner, men alle har de verdens store scener som deres hjem. Om prøvetiden har været kort, skal jeg ikke kunne sige, for da de fire først rejser sig og synger ”Kyrie eleison”/”Herre, forbarm dig”, virker de alle en anelse klemt, som skal de finde hinanden eller forstå rummet, men straks efter er det ovre, og resten er idel skønsang. Yus sopran er angelisk tindrende, og Kutasi låner hende de skyggefulde klange, hun måske mangler, når de synger duet i f.eks. Agnus dei-satsen, og de er perfekte sammen. Baek har en flot, om end klangligt lidt anonym stemme, mens Vinogradov smelter alle med sin varme, bløde bas. Offertorie-satsen er et højdepunkt denne aften; anråbelsen af Jesus om at frelse de døde, som det er blevet lovet Abraham og hans slægt, klinger i så fuldendt harmoni, at der ingen dødsfrygt er.

                      I det hele taget formår Bertrand de Billy at gøre Verdis Requiem til en musikalsk fest, ikke til en gudfrygtig dødsmesse. De fire solister sidder til højre foran korene, men bag kapellet, for det er aftenens virkelige stjerne. Der er ingen tvivl om, at Det kgl. Kapel nyder at spille værket, at de måske selv af ren kærlighed til musikken har valgt at markere jubilæet med dette værk, og de Billy lader dem svælge i vellyd, mens han selv sørger for, at kontraster i partituret, der måske drukner i optagelser, nu træder lysende frem. Det 575 år gamle Kongelige Kapel er virkelig spillevende, og aftenen er i den grad livets aften.



[1] Du konge af skælvende højhed,/som frelser dem, der skal frelses,/ frels mig, du væld af barmhjertighed!

fredag den 18. august 2023

Poesiens blå blomst

 Benjamin Appl i Tivoli d. 17. august

 

Den danske sommer har ikke just været blå. Snarere grå - i alt fald juli og ferien - og denne aften i august er ingen undtagelse: En perlegrå himmel sender enkelte dryp ned, som overvejer den, om Danmark nu snart behøver mere regn. Men det bliver ikke til mere, og i Tivoli kan alting ske; indendøre springer poesiens blå blomst ud midt i den grå sommer i struben på en af verdens førende liedsangere, tysk-britiske Benjamin Appl. Et mageløst mirakel at opleve Schumanns Dichterliebe, György Kurtágs ekvilibristiske og ekstremt krævende Hölderlin-sange og så - til nordisk husvalelse - Griegs Seks tyske sange. Et ekstranummer kan det blive til, men mere behøver man ikke; man er allerede lykkelig.