Fejring af Det kgl. Kapels 575-års jubilæum. Operaen d. 25. august 2023
Det
virker paradoksalt: at fejre et jubilæum med et requiem? En dødsmesse? Og så
for et så spillevende orkester som Det kgl. Kapel, der denne sæson markerer et
enestående 575-års jubilæum? Der er kun 25 år til, at det fejrer svimlende 600-års
jubilæum?!
På den anden side er det
Verdis Requiem, der er på plakaten, af mange med et underfundigt og måske
ironisk smil kaldet ”Verdis bedste opera” (jeg selv mener nu, det er hans
sidste opus, den hvirvlende komedie Falstaff med den gamle mesters store
menneskeforstand), fordi der både er stort drama og smægtende inderlighed.
Måske også fordi dette requiem med sine dommedagstrompeter, med sine trusler om
dom, død og helvede er svært - i alt fald for os kølige, protestantiske
nordboere - at forholde sig til som andet end et drama, man kommer aristotelisk
renset ud fra. Som refleksion over dødens store mysterium passer den inderlige
ro i Brahms’ Ein deutsches Requiem eller de kølige, klassiske harmonier
i Mozarts Requiem nok bedre vores sagtmodige, introverte gemyt. Måske.
Den franske dirigent
Bertrand de Billy leder Det kgl. Kapel, Det kgl. Operakor, Malmø Operakor og fire
solister med suverænt overblik, men også med en helt egen vilje og en helt egen
vision for, hvordan requiet skal formes, og det kommer der overraskelser og
øjenåbnende fortolkninger ud af: De Billy dæmper tempoet en anelse, og
chokeffekten i Dies irae-satsen udebliver, så ”Vredens dag” nedtones - uden dog
at miste sin plads. Til gengæld svulmer Tuba mirum-satsen i massiv messingklang;
den breder sig fra scenen og bagscenen, som en flod, der går over sine bredder
og truer med at drukne os i mesterligt spil. Strygerne - og kapellets strygere
er som bekendt nogle af de mest sublime i verden - tøjles og aves til diskrete,
næsten tøvende, men inderlige indsatser, inden også de får lov til at bruse og
beruse i smægtende passager. Koret, det til lejligheden forøgede Kongelige
Operakor (det er til stadighed pinligt, at teatret var tvunget til at
afskedige, fordi politikerne er så tåbelige at tro, at besparelser på kulturområdet,
der i sidste ende kun er lønninger og levebrød, nytter noget i det store
budget) tordner som sagt ikke ”Dies irae”, men løfter sig samlet i et
bønfaldende, bragende ”Salva me”:
Rex tremendae majestatis,
qui salvandos salvas gratis,
salva me, fons pietatis![1]
Ved
denne anråbelse rejser hårene sig på ens arme, ikke i frygt, men i medfølelse,
og tårerne står en i øjnene.
De fire solister synes at
være en symbolsk fejring af Det kgl. Kapel fra hele den store verden: Sopranen Guanqun
Yu er fra Kina, mezzosopranen Judit Kutasi er rumænsk-ungarsk, bassen Alexander
Vinogradov er født i Moskva, og tenoren SeokJong Baek er sydkoreaner, men alle
har de verdens store scener som deres hjem. Om prøvetiden har været kort, skal
jeg ikke kunne sige, for da de fire først rejser sig og synger ”Kyrie eleison”/”Herre,
forbarm dig”, virker de alle en anelse klemt, som skal de finde hinanden eller forstå
rummet, men straks efter er det ovre, og resten er idel skønsang. Yus sopran er
angelisk tindrende, og Kutasi låner hende de skyggefulde klange, hun måske
mangler, når de synger duet i f.eks. Agnus dei-satsen, og de er perfekte
sammen. Baek har en flot, om end klangligt lidt anonym stemme, mens Vinogradov
smelter alle med sin varme, bløde bas. Offertorie-satsen er et højdepunkt denne
aften; anråbelsen af Jesus om at frelse de døde, som det er blevet lovet
Abraham og hans slægt, klinger i så fuldendt harmoni, at der ingen dødsfrygt
er.
I det hele taget formår
Bertrand de Billy at gøre Verdis Requiem til en musikalsk fest, ikke til en
gudfrygtig dødsmesse. De fire solister sidder til højre foran korene, men bag
kapellet, for det er aftenens virkelige stjerne. Der er ingen tvivl om, at Det
kgl. Kapel nyder at spille værket, at de måske selv af ren kærlighed til
musikken har valgt at markere jubilæet med dette værk, og de Billy lader dem
svælge i vellyd, mens han selv sørger for, at kontraster i partituret, der
måske drukner i optagelser, nu træder lysende frem. Det 575 år gamle Kongelige
Kapel er virkelig spillevende, og aftenen er i den grad livets aften.
[1]
Du konge af skælvende
højhed,/som frelser dem, der skal frelses,/ frels mig, du væld af barmhjertighed!
