Musikalsk triumf, dramatisk tragedie!

Rossinis mesterværk ”Semiramis” i Operaen d. 6. januar 2013

Gad vide, hvor mange operainstruktører der verden over sidder med knuste drømme om at blive billedkunstner? Der er i alt fald nogle instruktører, der IKKE er dramatikere eller har forståelse for dramatik, og en af dem er Nigel Lowery; hans opsætning af Rossinis mesterværk ”Semiramis” er derefter. Det, vi som publikum er vidne til, er IKKE en operaforestilling, det er en scenisk installation, der hører hjemme på et kunstmuseum – og det er endda en installation af den dårlige slags. Lowery vil alt og dermed ingenting på én gang: Amerikansk soap, civilisationskritik og et meget, meget forslidt romantisk og postmoderne metateater, der lader scenerummet fremstå som scenerum for os til sidst. Sidstnævnte har ingen relevans for dramaet, der udspiller sig, civilisationskritikken er begrænset til kulisserne og Dollars til kvindernes kostumer, og så spørger man undrende som publikum, om det giver dramaet nuance og dybde? NEJ! Drama er HANDLING udført af personer, der interagerer med hinanden, mens de lider alverdens følelser og tænker alverdens tanker, men her er ingen handling og ingen persontegning: At det ser sort ud for Babylon er der intet at sige til, når koret af anonyme embedsmænd kun stavrer rundt og bygger med klodser, og tronaspiranten Arsace er med skrårem og skjorte snarere en nazist in spe end den længe savnede arving. Den afdøede konges genfærd, der kunne have været ansatsen til at skabe spænding på scenen, er mystisk fordelt mellem en hvidhåret og forvildet Mr Scrooge, en herre i smoking, en videogengivelse af en antik, babylonisk statue, og det hele synges – bare for at gøre forvirringen total – af en af korets medlemmer! Mage til makværk har vi ikke været vidne til på Operaens store scene, siden ”Romeo og Julie” for et par sæsoner siden snurrede forvirret rundt mellem brændende biler og måtte holdes i snor, så der dog kunne siges at være en rød tråd.
                      Musikalsk er forestillingen imidlertid en triumf! I centrum stråler Henritte Bonde-Hansen retfærdigt forgyldt i titelpartiet; hvilken vidunderlig nytårsgave at få lov til at høre hende! Fra det første øjeblik, hvor hun lader sin perlende røst glide ubesværet op under loftet er man tryllebundet, og man kan se bort fra iscenesættelsens talentløshed. At hun flankeres af bassen Wojtek Gierlach og mezzosopranen Irina de Baghy i de to øvrige hovedpartier bidrager kun til det musikalske nytårsfyrværkeri, og Det kgl. Kapel er i graven elektrisk under Rani Calderons ledelse. Tenoren Barry Banks skal jeg ikke kunne udtale mig om, for han var indisponeret (sådan lød han nu ikke) og sang ikke sine to arier, men skal man klage over, at der snydes på vægten, når teatret i forvejen trakterer med en iscenesættelse af overkogte grøntsager, gammel fisk og billig vin? Man undres nok snarere over, at Olga Nikolskaja-Heikkilä skal figurere på rollelisten og ikke bare er en statist, for hører man hende? Nej! Men så har der da været én kvinde mere, som Lowery kunne kreere et 80’er-kostume til…
                      ”Midt i en sparetid”, skriver Politikens anmelder og giver forestillingen fem stjerner. Sædvanligvis bærer hans anmeldelser præg af, at han går i teatret med bind for øjnene og vat i ørerne, men denne gang har han dog taget vattet ud, for han hører begejstret det store opbud af musikalske stjerner, og dét skal vi selvfølgelig heller ikke klage over, dét er en gave, ligesom det er en gave, at ”Semiramis” endelig får en fortjent opførelse i Danmark. Men fem stjerner det ikke værd, hvis man mener, at man går i Operaen for at få den ekstatiske oplevelse, der indtræffer, når musik, sang, spil og scenografi smelter sammen i apoteose. Ville Operaen i disse onde sparetider virkelig spare, så fyrede man så uduelige iscenesættere som Nigel Lowery og sparede scenografi og scenearbejdere for i stedet blot at fremføre operaerne koncertant. Musikalsk ligger Den kgl. Opera stadig i verdensklasse, og Bonde-Hansen er et smukt eksempel på, at vi har store, danske stjerner også, men denne iscenesættelse afspejler en åndelig fattigdom, der kun højner forventningerne til den nyudnævnte operachef; hvis denne forestilling er, hvad Keith Warner ville præsentere det danske operapublikum for, så gudsketakoglov at han er gået!

Farverig fortælling

Leos Janaceks ”Den fiffige lille ræven” i Operaen d. 5. januar 2013

Musikken af Leos Janacek (1854-1928) er strømmende og drømmende; den flyder som vandet i en å, som fuglesang eller som menneskets stemme, og i den fantastiske lille opera ”Den fiffige lille ræv” flyder mennesket og naturen sammen i en mere melodiøs enhed end i øvrigt hos Janacek, da skovfogeden erkender, at også mennesket er underlagt og en del af naturens cyklus. Selvom den sparsomme handling er baseret på en tegneserie, og operaen forsøges solgt som en familieforestilling, så er operaens filosofiske pointe nok snarere for et voksent, måske endda modent publikum. De mange børn, der var til stede ved forestillingen lørdag d. 5. januar, opførte sig ganske vist pænt, men der var småsnakken, mange havde svært ved at koncentrere sig halvanden time (nogle børn var også for små til at blive taget med!), og de fleste kedede sig tydeligvis i det lange løb. Et sted skal man imidlertid begynde, og jeg opmuntrer gerne forældre til at tage børn med til klassisk koncert og opera, men de kan være for små, og at lægge fødderne op på balkonens gelænder kan næppe kaldes god opførsel (selvom den er mindre forstyrrende end voksne, der hoster sig igennem en hel opera eller skramler med slikpapir), så forældrene bør nok overveje, hvornår poderne skal lære seriøs kultur at kende…
                      Ikke des mindre er Francisco Negrin og Es Devlins iscenesættelse fantasifuld og forunderligt eventyrlig; kontrasten mellem det organiske og det kantede – mellem natur og kultur – er til at tage at føle på, og kostumernes origami-inspiration appellerer til fantasien hos både børn og voksne. Det sidste måske i så høj grad, at det kan være svært at genkende de forskellige dyr – menneskerne er alle maskingrå og farveløse – men det gør måske ikke noget? Weekendavisens anmelder har foreslået, at handlingen kunne udspille sig i et kontorlandskab, og det er ikke forkert set, at en mindre bastant og voldsom scenografi havde givet større rum til karaktertegningen, for dyr eller menneske så er denne forestillingens achilleshæl: Forestillingen er smukt koreograferet, men at dyrene er sanselige, impulsive og nøgterne og menneskene depressive, mistrøstige og sorgfulde fremgår i højere grad af kostumer og replikker (Ursula Andkjær-Olsens oversættelse er fin og finurlig om end lidt glad for eden ”sgu”), ikke af personernes handling, og det lider dramaet under. Trods skud og en eksplosiv finale gribes man aldrig rigtig af figurerne, og det er synd, men Francisco Negrin er – til forskel fra andre instruktører – velkommen igen og igen.
                      Musikalsk er alt dog i de skønneste hænder og struber: Drenge- og børnekor, operakoret, solister og orkester lader sig ikke bremse af kuber og guirlander, de vil ud, de vil frem, og selvom overteksterne er på deres plads, så artikuleres der et forståeligt dansk. Thomas Søndergårds rytmisk sensitive og inderlige samspil med Kapellet hører vi gerne meget mere til i fremtiden, men størst indtryk gør John Lundgrens stadigt rundere, blødere og varme basbaryton. Det er en uhørt lykke at høre ham, og det samme gælder lørdagens hanræv, der ikke blev sunget af Anne Margrethe Dahl, men Det kgl. Teaters hjemmeside oplyser ikke, hvem den alternerende sopran var, der gjorde så stort indtryk med sin stemmes styrke og skønhed (hvorfor ikke?). Gisela Stille var for en gangs skyld glimrende castet til titelpartiet, men hendes sopran er stadig mere slidstærk end smuk. Når de øvrige småpartier bestrides af kompetente kræfter som Tuva Semmingsen, Johanne Bock, Jens Bruno Hansen, Sten Byriel og Bengt-Ola Morgny, så går man ikke skuffet hjem, tværtimod vidner de om, hvilken talentmasse Den kgl. Opera råder over og bør hente inspiration til sit repertoire fra – BRAVI!

Krig og kærlighed

Mozarts vidunderlige ”Cosi fan tutte” på Den fynske Opera 4. september 2012

Kærligheden har mange facetter, og det er dens brede palet af farver, der igen og igen inspirerer kunstnere til nye værker. Når den pjattede forvekslingskomedie i Mozart og da Pontes Cosi fan tutte, hvor to søstre forføres af den andens kæreste i albaner-forklædning, har sin berettigelse, så er det, fordi den sætter fokus på én af disse facetter, nemlig den hede, pludseligt opflammende forelskelse. Lyt til Mozarts geniale musik for at forstå det; den er aldrig i ro, altid i bevægelse, hele tiden skifter den retning. Der er enkelte øer af underskøn, blid og sart musik i dette oprørte hav, men det er arier, duetter eller terzetter, der udelukkende handler om drømme og længsler, de tilhører ikke realiteternes verden, og det var både Mozart og da Ponte alt for selvbevidst et menneske og for stor en menneskekender til at ignorere. Det siger noget, at operaen var dømt ude af romantikerne, men det var Richard Strauss’ yndlingsopera.

                      Det er dog ikke de impulsive, omskiftelige følelser, der er fokus i opsætningen, der er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Sommeropera og Den fynske Opera. Instruktøren Christopher Cowell griber fat i en anden tråd, nemlig at de to førsteelskere, Ferrando og Guglielmo, er soldater, og rask flyttes hele handlingen i den mundrette og nutidige, danske gendigtning af teksten til en krigszone, hvor heltinderne, søstrene Fiordiligi og Dorabella, er sygeplejersker og don Alfonso krigskorrespondent. Det er mageløst godt skåret, for alle kneb gælder som bekendt i krig og kærlighed, og hvis ikke forvekslingshistorien er en afledningsmanøvre af de helt store, så er strategien slået helt fejl! Det er en omsiggribende metafor at bruge, og der rettes mange skarpladte våben mod de agerende i opsætningen, og det er også ganske på sin plads, for de to søstre vil ikke overgive sig til deres drifter og sanser, de vil være standhaftige og tro mod deres kæreste på patrulje. (Operaen er virkelig et produkt af sin tid; et oplysningsværk, der udstiller menneskets splittelse mellem at tænke selvstændigt og fornuftigt og dog være et væsen med drifter og instinkter.) Den sensationshungrende korrespondent er naturligvis den, der sætter gang i krigsmaskineriet, men hvad driver egentlig don Alfonso? Hvorfor nægter han at tro, at nogen kvinde kan være tro? Det lader de fleste opsætninger os kun gisne om, men helt galt er det, at Jens Bruno Hansen synes helt uden interesse for den intrige, han sætter i gang, han tager kun lidt fotografier for at have bare lidt dokumentation, men interesseret eller oprigtig virker han aldrig. Han er forestillingens svageste kort, og det er overraskende, at han har overlevet så længe i Camp Kærlighed.

                      Man kan ikke beskylde hverken Elsebeth Dreisig, Maria Kontra, Dominique Moralez, Thomas Storm Hansen eller Randers Kammerorkester for at mangle energi eller passion! Der synges af de fire elskende og spilles af det lille orkester med en dynamik, præcision og energi, som var stort set fraværende i opsætningen af samme opera i efteråret 2011 på Operaen i København, og det kræver nu engang sin elendige dirigent at lede et verdensorkester som Det kgl. Kapel sådan på afveje (sic!). Dét er meget smittende, når man skal spille, synge og musicere under de miserable, fysiske rammer, hvor Den fynske Opera holder så tappert stand, og der er både ”bravo”, ”brava” og ”bravi” undervejs. Lise-Lotte Nielsens gesjæftige sygehjælper er også helt oppe på beatet! Igen overraskes man af, at der bag hendes stålsikre, om end lidt vage, stemme er et kæmpe skuespilhjerte, der muligvis banker mest for komikken, men på et øjeblik kan hun skifte fra en cool, langskægget feltpræst med håndtegn til en virkelig vred og forurettet kvinde. Her ulmer en ild, som man kort tror, skal antænde krudttønden af lidenskaber, men det sker ikke. Den tilgivende slutning, som Mozart og da Ponte vidste, var den eneste fornuftige løsning på forviklingerne, kan vi i dag have svært ved at goutere. Så mange våben og så ikke et eneste affyret skud?! Det er romantikken, Rossini, Verdi, Wagner og Puccini, der har lært os, at kærligheden er uregerlig og uhåndterlig, og vi har glemt, at 1700-tallets oplysning og klassicisme forsøgte at opdrage os til fornuftig tankegang. Måske fungerer den lykkelige slutning heller ikke dramaturgisk bedst, og et skud bag scenen havde været nok til at efterlade publikum med en sitrende, sød gysen, men det var ikke, hvad Mozart og da Ponte ville. Desuden har den mislykkede transplantation under ouverturen lært os, at operationer, der vedrører hjertet, ikke altid går godt – operationen lykkedes, patienten døde! – og resten af forestillingen igennem bruges køletaskerne mærket ”Human Organ” kun til at holde øl kølige i varmen. Dét er også en morale!

Teatermagi

”Nissebanden” på Odense Teater og ”Fanny og Alexander” i Skuespilhuset

Meget passende spiller to forestillinger med barnet i centrum her op til jul: På Odense Teater er det traditionen tro en børnevenlig forestilling, og på nationalscenen har handlingen både børn som hovedpersoner og som synsvinkel – men ellers er ”Fanny og Alexander” sandelig ikke en forestilling for børn på trods af sin humor og sin magi!
                      Magi er der dog også at finde på Odense Teater, for med en let genkendelig, forholdsvis naiv historie i simpelt udformede rammer lykkes det Flemming Jensen at ramme os lige i hjertekulen med sin delvist ny historie om Nissebanden. Det handler (igen) om at finde sit indre barn eller sin indre nisse frem (for sådan er det her, hvor nissen og pigen Puk er den samme) og om at værdsætte glæden ved at give frem for glæden ved at få. Midt i en fortsat økonomisk krise (hvor meget ville se anderledes ud, hvis folk rent faktisk fik tegnebogen op af lommen) er det næsten for belærende at høre på, men indpakningen og præsentationen gør, at denne politisk korrekte gave alligevel får tårerne frem i øjenkrogen. For det første er det en fryd blot at se forestillingen; scenografi fungerer med festligt fejende koste og lignende, og kulisserne er helt enkelt klassiske sætstykker skåret ud i finér: Holme-Olstrup står lyslevende for os, det samme gør julemandens kongsgård og legetøjsmaskinen (der nu KUN laver små gaver). Mest betagende er dog det glitrende isbjerg, Fiffig-Jørgensens Morris, der har en ganske særlig mekanisme til at rulle vinduet ned, og luftballonen, der flyver gennem luften. Det hele er meget passende rammet ind af gaver i massevis, for alene den vidunderlige magi, der ligger i endelig at få lov til at opleve dukketeaterscenografi, er en gave.
                      Værd at nævne er dog også skuespillet! Skulle man af veneration frygte, at det ville være mærkeligt at opleve julekalenderenes kendte og elskede skikkelser i andre personer og på scenen, så er der kun at sige: Frygt ikke, for jeg forkynder jer en stor glæde, nemlig at ingen er i tvivl om, at det ER Nissebanden, der er på scenen. Mikkel Bay Mortensens Skipper og Lars Simonsens Hr. Mortensen er helt eminente, Anders Momme er en fortrinlig Lunte, og selv Natalí Vallespir Sand er for en gangs skyld i en rolle, hvor hun blomstrer og trives smukt. Måske ligger det i Flemming Jensens instruktion; de er alle hans figurer, han kender dem, og hver især er skuespillernes karaktertegning forlenet med netop den skarpe tegneseriestreg, der giver dem hver deres helt eget liv.
                      Stiller man sig mere stædigt an og lader sig ikke overbevise af nisser og andet godfolk, men fordrer man – egentlig lidt snobbet, for julen er trods alt hjerternes og barnesindets fest – mere intellektuel dybde, så spiller Det kongelige Teater igen Ingmar Bergmans ”Fanny og Alexander”. Her skal man som sagt bare ikke tage børnene med, for godt nok er her også teatermagi i kulisserne af bølgende tæpper og møbler, der trækkes ind og ud på pinde som i et dukketeater, men historiens magi er af den mystiske og dunkle slags. Hvordan skal man nemlig forsvare en historie, hvor et barns mørke fantasier om død og ødelæggelse går i opfyldelse? Lyset vender tilbage, men mørket holdes stangen af et flammende bål, og flammer er også destruktive. Julens barnlige uskyld bliver aldrig den samme efter mødet med alvoren og døden, og moralen er ikke for de sarte: Der er store, fantastiske og uforståelige ting til på den scene, hvor vi spiller, så luk lyset ind!
                      Lyst er der hos familien Ekdahl, mørkt er der hos biskop Vergerus. Det handler om at træffe et velovervejet valg mellem disse to yderpoler, ikke lade sig styre af blind lyst, for ikke alt er lutter glæde i det ekdahlske hjem, og man må spørge sig selv, hvilken uudgrundelig sorg og medynkvækkende smerte der skjuler sig slet under biskoppens kolde, strenge ydre, når han slår Alexander med sådan en afmagt og desperation. Man må vælge, om man ser lyst på sin mands utroskab eller ej, man må vælge, om man vil være en glad eller en tungsindig farmor, og om man vil elske sin hustru med kærtegn eller med skænd. Således har både Melpomene og Thalia stået faddere ved fødslen af ”Fanny og Alexander”, og det formidles smukt af den alenlange rolleliste: Ghita Nørbys sørgmuntre matriark liver altid lidt mere op ved tanken om en cognac, Henrik Kofoed er formidabel som den alvorligt muntre, men talentløse teaterdirektør, børnenes elskede far. Sofie Gråbøl er skøn i et og alt; hun lever fuldt ud som Emilie Ekdahl i både sorg, afsavn, raseri og glæde. Bodil Jørgensen og Mikael Birkkjær som Alma og Gustav Adolf Ekdahl ler så overstrømmende let af hverdagens små sorger og uheld, at man ønsker, de var i familie med en, og som den tredje bror, Carl, er Peter Gilsfort så lattervækkende ynkelig og selvmedlidende, at man udmærket forstår, hvorfor Søs Egelinds sublimt tragikomiske hustru elsker ham. Hvorfor er hun ikke fastansat ved nationalscenen? Det er i sandhed et kongeligt ensemble, når kræfter som Benedikte Hansen og Sonja Richter løfter småbitte roller som henholdsvis biskoppens medlidenhedsvækkende djævelske tjenestepige, Justina, og den skræmmende fantasifulde Ismael, og at de flankeres af Kirsten Peüliche, Søren Spanning, Ole Ernst, Julie Agnete Vang, Anne Birgitte Lind og mange, mange flere, bidrager i sandhed til magien. Det mest magiske er måske, at Nickolas Due Feit og Sofya Rose Johnsen agerer så hjemmevant og naturligt i denne stjernevrimmel, så deres sammenbidte sorg, smerte og frygte rammer os og minder os om, at også vi har været uskyldige, glade børn.

Shakespeare i lyst og nød til døden os skiller

Tragisk opsætning af ”Romeo og Julie” på Folketeatret og underskøn poesi i ”Sonetter” på Det Kgl.

Folketeatret turnerer for øjeblikket riget rundt med en opsætning af Shakespeares udødelige tragedie om de unge døde, ”Romeo og Julie”. Det er næppe velovervejet gjort, for tilsyneladende er truppen savnet i Nørregade og har lovet at være hurtigt hjemme igen. At få Niels Brunses underskønne nyoversættelse serveret i så hæsblæsende og forjaget et tempo gør i alt fald ikke tragedien gribende, snarere pinlig og akavet, og det høres af den spredte, tilfældige latter rundt om i teatersalen. Skulle der egentlig grines her? Ikke i Shakespeares manuskript, men pinlighederne står i kø på scenen, og man kan kun lægge afstand til dem ved at grine.
                      Instruktøren Jens August Wille skriver i sin kommentar i programmet (alene at en kommentar er nødvendig viser, at man har dødsdømt opsætningen på forhånd), at han har lagt fokus på slægtsfejden og i mindre grad på kærligheden. Dermed kaster han, inden tæppet går, håndklædet i ringen. Ikke at kærligheden mellem de to titelpersoner er noget exceptionelt, for det er den ikke, men nedtoner man kærligheden som drivkraft for handlingen, så svigter man karakterernes psykologi, og uden troværdige karakterer kæntrer et hvilket som helst drama. Bevares, Neel Rønholt er yndig og pigelig som Julie, men hun har fået fortalt, at man bliver en trodsig teenager ved at råbe, og det gør man ikke. Anders Juuls Romeo er først klædeligt tungsindig, men en halv time inde i forestillingen bliver denne tungsindighed monoton. Ditte Gråbøl er med sin jævne og djærve geskæftighed perfekt castet til rollen som Julies amme, men hvad hjælper det, når hun kun bliver bedt om at hente vasketøj ind og tage en sorgfuld maske på, når der ikke er flere replikker? Kun Benjamin Kitter som Mercutio leverer skuespil, der er Shakespeares replikker værdigt; han er på én gang rablende vanvittig og sjofel, poetisk tænksom og oprigtig, hadefuld og opgivende. Som bekendt dræbes Mercutio i tredje akt af Tybalt, så allerede inden ankomsten til sygehuset, er forestillingen erklæret død.

                      Det exceptionelle ved Romeo og Julies kærlighed er, at det er Shakespeare, der har sat ord på den, og Niels Brunses nye oversættelse står fuldt mål med det udødelige forlæg. Det hjælper bare ikke, når der råbes og jappes, som der gør; replikkerne flyver hurtigere end de medvirkende kan komme ind og ud af scenen, og tro mig, det er et renderi af den anden verden! Mest grel er Henrik Birch som Capulet; er han rablende vanvittig, rasende eller overstadig? Rollen har det hele, et komiske og det tragiske, det er bare aldrig til at finde ud af, hvilken sindstilstand han er, for Birch spytter replikkerne ud i samme tonefald og overspiller, så man har lyst til at rejse sig og råbe: BUUUUH! (Han er passende parret med Julie Carlsen som fru Capulet, for det er svært at finde endnu en skuespiller med samme mangel på indlevelse som hun.) Kærlighedsscenerne mellem de unge elskende er kendt af de fleste, så publikum får sikkert, hvad de kommer for, men er man en elsker af Shakespeare, så bliv væk! Det er tragisk at se ham maltrakteret sligt!

Anderledes følt og indlevet præsenteres Shakespeare for os i Det røde Rum på Det kgl. Teater, hvor Elisa Kragerups kongeniale iscenesættelse af ”Sonetter” lykkeligvis spiller igen. Selvom scenografi og kostumer symbolsk kun spænder over yderpolerne, sort og hvid, så fyldes rummet af en palet af farver, når sonetternes brydes af Kragerups prisme.
                      Der er ikke nogen handling, det er scener fra hverdagslivet, vi præsenteres for, og Shakespeare har ord for dem alle! De fem skuespillere bevæger sig ukunstlet rundt mellem hinanden, mødes og skilles og lader sød musik opstå – eller bitter ditto. To og to, trekanter og firkanter, homo- og heteroseksuelle, for sonetterne kan nemlig det hele: Inderligheden og ømheden, hadet og sorgen, liderligheden og troløsheden, ærligheden og naiviteten – ja, endda på underspillet jysk! Adskilte elskende genforenes, der kurtiseres og fries, forbandes og forenes, skilles – med samme strofer. Sigende er det, at Kragerup lader flere sonetter gå igen som baggrund for vidt forskellige situationer, og således kan Peter Plaugborg med den berømte sonet 116 først forenes på lejet med Thomas Hwan og derefter forlade samme med de samme ord på læben, da Hwan vender sig om mod Johanne Louise Schmidt. Alle sonetter balancerer på en knivsæg, og det er denne linedans, der griber os! Skulle vi forsøge at lyve for os selv ved at påstå, at vi ikke genkender os selv i denne kærlighedens cirkus, så er scenens bagvæg beklædt med spejle, og sonet 15 åbner og lukker forestillingen med sin evige sandhed om, at kærligheden og skønheden er flygtig og kort. Derfor: Bed til, at forestillingen genopstår år efter år, for der er desværre allerede udsolgt til de resterende forestillinger.

Mysteriespil

Händels ”Messias” på Det kongelige Teater søndag d. 30. september.

Når jeg tør kritisere en række anmeldere i danske dagblade for hykleri og mangel på konsekvens, så skyldes det, at hvad mange anmeldere med ualmindelig stor fantasiløshed, dumhed og intellektuelt snobberi efterspørger i operaiscenesættelser, nemlig aktualitet, det har jeg aldrig selv efterspurgt. Det er dramaet, følelserne og psykologien i musikken og handlingen, der skal gribe publikum; man bliver ikke grebet af, at de ydre rammer og scenografien taler til os ved at illustrere vores egen tid. Dét er teater for dummies! De græske tragedier behandlede myter, der i forvejen var kendt af teatergængerne, og det interessante var derfor ikke det ydre, men netop hvordan personernes psykologi præsenteredes. Anmeldernes fantasiløshed, dumhed og intellektuelle overmod afsløres derfor grelt, når der pludselig er en iscenesættelse, som er mere højaktuel end nogen opsætning før, som angribes og nedgøres for ikke at være en opera og ingen ydre handling at have. Händels ”Messias” er rettelig et oratorium, der hjemsøger landets kirker op mod jul, fordi Halleluja-koret er så festligt, men historien, der danner skelet for værket, er jo hele Jesu liv fra fødsel til død, og har der nogensinde levet et menneske, som i så høj grad endnu præger den politiske og kulturelle dagsorden i dag som Jesus Kristus? Er anmelderne virkelig så dumme, at de midt i vores sekulariserede verden ikke blot underkender, men ignorerer troens fortsatte eksistens, dens trøst, forløsninger og forbandelser?
                      Den region, hvor Messias levede og virkede, står fortsat i flammer, er præget af uro og terror, frygt og lidelse, og det er derfor denne region, der afspejler sig i David Rogers scenografi: En krigshærget, udbombet landsby, som korets landsbybeboere i frygt søger tilbage til under ouverturen. Det er al den handling, der er, og det er al den handling, som Jesu liv fordrer; resten af forestillingen former sig som en diskussion af Messias, hans rolle, hans betydning, troen på genopstandelsen, og kun en virkelig kultur- og rodløs anmelder kan ikke indse, hvor vigtig denne diskussion er i dag – uanset om man er religiøs eller ej. Koret, der spiller en lige så stor rolle (hvis ikke større) som de solister, der bevæger sig rundt mellem koret, fremstiller levende den sorg, den fortvivlelse, det had, det spinkle håb og det mismod, der må præge en krigsramt befolkning, og uanset hvor pacifistisk indstillet man måtte være, så kan man ikke lukke øjnene for krigens realitet og gru. Man sidder tryllebundet og fanget i sædet i den time og tre kvarter, forestillingen varer, og man kunne have siddet der en time mere uden pause, fordi det mysteriespil, som man er vidne til, ikke er en dum, handlingsmættet fremstilling af den kristne tros grundmyte, men en række billeder, som man skal forholde sig naivt og undrende til. Landsbyboerne gennemspiller Jesu fødsel julenat, hans forhånelse og korsfæstelse, men også hans genopstandelse, da en bombe rammer ned i Halleluja-koret og vælter de få stående murbrokker. Men forstår de så nu deres liv, deres håb og fremtid? Intellektet rækker her ikke, men uden intellekt er mange anmeldere ingenting, kun farisærer og filistre, der ikke sanser, føler og mærker. De tænker kun i nytteværdi, og derfor har de måttet renoncere over for denne vigtige, modige iscenesættelse af David Freeman.
                      Hvad tanken imidlertid kan forstå, er den millimeterpræcision hvormed forestillingen ledes musikalsk. Hvilken solist skal man fremhæve? Inger Dam-Jensen eller Sine Bundgaard for deres angelisk rene røst? Hanne Fischer for hendes uudtømmelige urkraft, eller Elisabeth Jansson for en fuldstændig ubegribelig styrke midt i smerten? Åh, hendes stemme er vederkvægende som en oase, men den fortæller samtidig, at ørkenrejsen endnu ikke er afsluttet, det er virkelig stort. Florian Plock har en næsten skræmmende kraft i sin tordnende stemme, og Johannes Chum synger krystallinsk klart og tindrende som den, der sætter hele diskussionen i gang med sin fremskridtstro og sit mod, det er alt sammen et musikalsk mirakel! Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen skaber et diskret, silkeblankt bagtæppe for billeddannelserne på scenen, snart køligt og læskende, snart viltert og heftigt, som det skal være. Der var en lang, taktfast applaus, da fortryllelsen til sidst blev brudt; denne søndag eftermiddag var publikum tydeligt mere rørt end anmelderkorpsets mange toldere.