tirsdag den 8. januar 2013

Musikalsk triumf, dramatisk tragedie!


Rossinis mesterværk ”Semiramis” i Operaen d. 6. januar 2013
Gad vide, hvor mange operainstruktører der verden over sidder med knuste drømme om at blive billedkunstner? Der er i alt fald nogle instruktører, der IKKE er dramatikere eller har forståelse for dramatik, og en af dem er Nigel Lowery; hans opsætning af Rossinis mesterværk ”Semiramis” er derefter. Det, vi som publikum er vidne til, er IKKE en operaforestilling, det er en scenisk installation, der hører hjemme på et kunstmuseum – og det er endda en installation af den dårlige slags. Lowery vil alt og dermed ingenting på én gang: Amerikansk soap, civilisationskritik og et meget, meget forslidt romantisk og postmoderne metateater, der lader scenerummet fremstå som scenerum for os til sidst. Sidstnævnte har ingen relevans for dramaet, der udspiller sig, civilisationskritikken er begrænset til kulisserne og Dollars til kvindernes kostumer, og så spørger man undrende som publikum, om det giver dramaet nuance og dybde? NEJ! Drama er HANDLING udført af personer, der interagerer med hinanden, mens de lider alverdens følelser og tænker alverdens tanker, men her er ingen handling og ingen persontegning: At det ser sort ud for Babylon er der intet at sige til, når koret af anonyme embedsmænd kun stavrer rundt og bygger med klodser, og tronaspiranten Arsace er med skrårem og skjorte snarere en nazist in spe end den længe savnede arving. Den afdøede konges genfærd, der kunne have været ansatsen til at skabe spænding på scenen, er mystisk fordelt mellem en hvidhåret og forvildet Mr Scrooge, en herre i smoking, en videogengivelse af en antik, babylonisk statue, og det hele synges – bare for at gøre forvirringen total – af en af korets medlemmer! Mage til makværk har vi ikke været vidne til på Operaens store scene, siden ”Romeo og Julie” for et par sæsoner siden snurrede forvirret rundt mellem brændende biler og måtte holdes i snor, så der dog kunne siges at være en rød tråd.
                      Musikalsk er forestillingen imidlertid en triumf! I centrum stråler Henritte Bonde-Hansen retfærdigt forgyldt i titelpartiet; hvilken vidunderlig nytårsgave at få lov til at høre hende! Fra det første øjeblik, hvor hun lader sin perlende røst glide ubesværet op under loftet er man tryllebundet, og man kan se bort fra iscenesættelsens talentløshed. At hun flankeres af bassen Wojtek Gierlach og mezzosopranen Irina de Baghy i de to øvrige hovedpartier bidrager kun til det musikalske nytårsfyrværkeri, og Det kgl. Kapel er i graven elektrisk under Rani Calderons ledelse. Tenoren Barry Banks skal jeg ikke kunne udtale mig om, for han var indisponeret (sådan lød han nu ikke) og sang ikke sine to arier, men skal man klage over, at der snydes på vægten, når teatret i forvejen trakterer med en iscenesættelse af overkogte grøntsager, gammel fisk og billig vin? Man undres nok snarere over, at Olga Nikolskaja-Heikkilä skal figurere på rollelisten og ikke bare er en statist, for hører man hende? Nej! Men så har der da været én kvinde mere, som Lowery kunne kreere et 80’er-kostume til…
                      ”Midt i en sparetid”, skriver Politikens anmelder og giver forestillingen fem stjerner. Sædvanligvis bærer hans anmeldelser præg af, at han går i teatret med bind for øjnene og vat i ørerne, men denne gang har han dog taget vattet ud, for han hører begejstret det store opbud af musikalske stjerner, og dét skal vi selvfølgelig heller ikke klage over, dét er en gave, ligesom det er en gave, at ”Semiramis” endelig får en fortjent opførelse i Danmark. Men fem stjerner det ikke værd, hvis man mener, at man går i Operaen for at få den ekstatiske oplevelse, der indtræffer, når musik, sang, spil og scenografi smelter sammen i apoteose. Ville Operaen i disse onde sparetider virkelig spare, så fyrede man så uduelige iscenesættere som Nigel Lowery og sparede scenografi og scenearbejdere for i stedet blot at fremføre operaerne koncertant. Musikalsk ligger Den kgl. Opera stadig i verdensklasse, og Bonde-Hansen er et smukt eksempel på, at vi har store, danske stjerner også, men denne iscenesættelse afspejler en åndelig fattigdom, der kun højner forventningerne til den nyudnævnte operachef; hvis denne forestilling er, hvad Keith Warner ville præsentere det danske operapublikum for, så gudsketakoglov at han er gået!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar