Mozarts vidunderlige ”Cosi fan
tutte” på Den fynske Opera 4. september 2012
Kærligheden har mange facetter, og
det er dens brede palet af farver, der igen og igen inspirerer kunstnere til
nye værker. Når den pjattede forvekslingskomedie i Mozart og da Pontes
Cosi fan tutte, hvor to søstre forføres
af den andens kæreste i albaner-forklædning, har sin berettigelse, så er det,
fordi den sætter fokus på én af disse facetter, nemlig den hede, pludseligt
opflammende forelskelse. Lyt til Mozarts geniale musik for at forstå det; den
er aldrig i ro, altid i bevægelse, hele tiden skifter den retning. Der er
enkelte øer af underskøn, blid og sart musik i dette oprørte hav, men det er
arier, duetter eller terzetter, der udelukkende handler om drømme og længsler,
de tilhører ikke realiteternes verden, og det var både Mozart og da Ponte alt
for selvbevidst et menneske og for stor en menneskekender til at ignorere. Det
siger noget, at operaen var dømt ude af romantikerne, men det var Richard
Strauss’ yndlingsopera.
Det
er dog ikke de impulsive, omskiftelige følelser, der er fokus i opsætningen, der
er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Sommeropera og Den fynske Opera.
Instruktøren Christopher Cowell griber fat i en anden tråd, nemlig at de to
førsteelskere, Ferrando og Guglielmo, er soldater, og rask flyttes hele
handlingen i den mundrette og nutidige, danske gendigtning af teksten til en
krigszone, hvor heltinderne, søstrene Fiordiligi og Dorabella, er
sygeplejersker og don Alfonso krigskorrespondent. Det er mageløst godt skåret,
for alle kneb gælder som bekendt i krig og kærlighed, og hvis ikke
forvekslingshistorien er en afledningsmanøvre af de helt store, så er
strategien slået helt fejl! Det er en omsiggribende metafor at bruge, og der
rettes mange skarpladte våben mod de agerende i opsætningen, og det er også
ganske på sin plads, for de to søstre vil ikke overgive sig til deres drifter
og sanser, de vil være standhaftige og tro mod deres kæreste på patrulje.
(Operaen er virkelig et produkt af sin tid; et oplysningsværk, der udstiller
menneskets splittelse mellem at tænke selvstændigt og fornuftigt og dog være et
væsen med drifter og instinkter.) Den sensationshungrende korrespondent er
naturligvis den, der sætter gang i krigsmaskineriet, men hvad driver egentlig
don Alfonso? Hvorfor nægter han at tro, at nogen kvinde kan være tro? Det lader
de fleste opsætninger os kun gisne om, men helt galt er det, at Jens Bruno
Hansen synes helt uden interesse for den intrige, han sætter i gang, han tager
kun lidt fotografier for at have bare lidt dokumentation, men interesseret
eller oprigtig virker han aldrig. Han er forestillingens svageste kort, og det
er overraskende, at han har overlevet så længe i Camp Kærlighed.
Man
kan ikke beskylde hverken Elsebeth Dreisig, Maria Kontra, Dominique Moralez,
Thomas Storm Hansen eller Randers Kammerorkester for at mangle energi eller
passion! Der synges af de fire elskende og spilles af det lille orkester med en
dynamik, præcision og energi, som var stort set fraværende i opsætningen af
samme opera i efteråret 2011 på Operaen i København, og det kræver nu engang
sin elendige dirigent at lede et verdensorkester som Det kgl. Kapel sådan på
afveje (sic!). Dét er meget smittende, når man skal spille, synge og musicere
under de miserable, fysiske rammer, hvor Den fynske Opera holder så tappert
stand, og der er både ”bravo”, ”brava” og ”bravi” undervejs. Lise-Lotte
Nielsens gesjæftige sygehjælper er også helt oppe på beatet! Igen overraskes
man af, at der bag hendes stålsikre, om end lidt vage, stemme er et kæmpe
skuespilhjerte, der muligvis banker mest for komikken, men på et øjeblik kan
hun skifte fra en cool, langskægget feltpræst med håndtegn til en virkelig vred
og forurettet kvinde. Her ulmer en ild, som man kort tror, skal antænde
krudttønden af lidenskaber, men det sker ikke. Den tilgivende slutning, som
Mozart og da Ponte vidste, var den eneste fornuftige løsning på forviklingerne,
kan vi i dag have svært ved at goutere. Så mange våben og så ikke et eneste
affyret skud?! Det er romantikken, Rossini, Verdi, Wagner og Puccini, der har
lært os, at kærligheden er uregerlig og uhåndterlig, og vi har glemt, at
1700-tallets oplysning og klassicisme forsøgte at opdrage os til fornuftig
tankegang. Måske fungerer den lykkelige slutning heller ikke dramaturgisk
bedst, og et skud bag scenen havde været nok til at efterlade publikum med en
sitrende, sød gysen, men det var ikke, hvad Mozart og da Ponte ville. Desuden
har den mislykkede transplantation under ouverturen lært os, at operationer,
der vedrører hjertet, ikke altid går godt – operationen lykkedes, patienten
døde! – og resten af forestillingen igennem bruges køletaskerne mærket ”Human
Organ” kun til at holde øl kølige i varmen. Dét er også en morale!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar