Eksistentielt sjæledrama
af Händel på Gamle Scene. Søndag d. 7. april i strålende sol.
Det
smukke Nivågård i Nordsjælland danner i foråret rammen om en fin lille
udstilling om den banebrydende engelske forfatter, trendsætter, designer og
socialist William Morris. Han var - om end han og hans ligesindede venner og
kolleger lod sig drage og inspirere af middelalderen - et rigtigt
renæssancemenneske, og kendte samtiden ham først og fremmest som forfatter og
digter, har eftertiden husket ham for hans designs af tæpper, tapeter, stoftryk
og kakler, hvis motiver har været genbrugt igen og igen gennem det 20. årh.
Mindre kendt er det, at han trods sin opvækst i den velhavende overklasse blev
en af socialismens grundlæggere i England; han læste Marx og ønskede med sit
virke først og fremmest at sikre den store arbejderklasse et liv og en hverdag,
der også kunne rumme skønhed. Har en genstand ikke skønhed eller funktion,
sagde han, har den ingen berettigelse, og det er da et motto med fynd og klem
til nutidens køb-og-smid-væk-mentalitet. Skulle dette ideal imidlertid kunne
udleves, var han pinligt bevidst om, at arbejderklassen måtte sikres bedre
levevilkår, så den kunne få råd til at have skønne ting om sig; i hans egen
levetid var det kun overklassen, der havde råd til at købe hans produkter.
Overskriften for
Morris-udstillingen er ”Al magt til skønheden!” Nåede Morris ikke at se denne
ambition ført ud i livet (er den blevet det endnu?), så er skønheden centrum
for al opmærksomhed i disse dage på Det kgl. Teaters Gamle Scene. Her fører
Concerto Copenhagen og fire internationale stjernesangere Händels ungdomsværk Il trionfo del Tempo e del Disinganno
til triumf, men om forestillingen virkelig er Tidens og Visdommens triumf - sådan er titlen oversat til dansk -
er tvivlsomt, for det er skønheden ved forestillingen, der stjæler al
opmærksomhed og bliver siddende i en (medmindre man er Politikens selvindbildt
tænkende anmelder). Værket er egentlig et oratorium og ikke et scenisk værk,
men i hænderne på den amerikanske instruktør Ted Huffman bliver det et sjæledrama
af en kvalitet, man ikke længe har set på Det kgl. Teater. Flere instruktører
kæmper desperat med at skabe en ramme om kendte operaer - Rigoletto i sidste sæson, Turandot
i denne (tror jeg nok…) - med det påståede formål at sætte fornyet fokus på
karakterernes indre liv, men talentet rækker ikke til det, og det bliver
villet, forceret, rodet og hæsligt. Her giver det sig selv, for de fire
medvirkende er ikke karakterer, de er allegoriske figurer: Skønheden, Nydelsen,
Tiden og Visdommen. Skønheden er hovedpersonen, med hende åbner forestillingen,
og at hun indledningsvis fejrer og nyder sin egen (ydre) skønhed, viser sig
snart at være et desperat skalkeskjul, for i hende kæmper Nydelsen med Tiden og
Visdommen om hendes gunst.
Nydelsen, Piacere, synges
af australske Caitlin Hulcup, og hun er
en nydelse at lytte til; hendes mezzosopran er mørk og fyldig som god chokolade,
den er sexet og fuld af overlegen vilje. Hun er veninden, der i gyldent skrud
med skarpe skuldre er på vej til at lokke Skønheden til et liv fuld af dans og
erotik; det illustrerer Huffman ved at lade fire ansigtsløse dansere - to mænd,
to kvinder - klædt som Skønheden vride og vugge og vende sig i næsten det bare
ingenting. De rocker ikke bare i frihjul til Händels spændstige rytmer, som det
ofte sker, for koreografen Jannik Elkær har arrangeret minutiøse trin og
langsomme bevægelser for at understrege det sensuelle i såvel dans som musik. Imens
glider en uendeligt lang, midnatsblå sofa, som scenografen Andrew Lieberman har
sørget for, hen over scenen. Den er ikke kun tiden, der uafvendeligt går, den
er også en påmindelse om, at vi stadig er i samme rum, at vi stadig er i
Skønhedens tanker - og hvilke tanker…
Så
bryder Tiden, Tempo - den engelske tenor Joshua Ellicott, ind: ”Folle!” -
Fjols! - tordner han med fyldig, varm stemme. Tror Skønheden virkelig, at netop
skønheden og nydelsen ved skønhed varer ved? Visdommen, den italienske
mezzosopran Sonia Prina, støtter ham med sin krydrede, til tider lidt skarpe, dog
altid vedholdende, smukke stemme, men det er Tiden, der rækker Skønheden en
pistol, som hun skyder Nydelsen med, netop som tæppet falder.
Gennem anden del ligger
Nydelsen såret, måske døende, mens Skønheden angrer, hvad hun har gjort. Nu
opmuntrer Tiden og Visdommen hende, forsikrer hende om, at alt ikke at tabt, at
der er en smuk og lysende fremtid, men hun vægrer sig længe. Der er meget lidt
ydre drama, men i orkestergraven lodder Concerto Copenhagen under Lars Ulrik
Mortensens eminente direktion dybder i partituret og maner nuancer frem, der
blotlægger alt hos de fire sangere på scenen. CoCo har aldrig været bedre; det
strømmer og vugger, bruser rytmisk og taktfast og iblandt hvisker det som ømme,
inderlige kærtegn. Sådan slutter forestillingen også: Nydelsen forsvinder med
det sidste af den alenlange sofa, mens hun synger ”Lascia la Spina” - lad
tornen sidde - og straks efter forlader også Tiden og Visdommen Skønheden. Hun
har erkendt, at der fortsat er nydelse og ikke mindst skønhed til, og med sin
skære, rene og milde stemme lokker sopranen Mary Bevan med ”Tu del Ciel
ministro eletto” sofaen og den sovende familieidyl ind. Hun er hjemme.
Skønheden sejrer altså på
Gamle Scene; det er virkelig en inderligt smuk forestilling, og slutningen er slet ikke så banal, som den
kan lyde. Det sikrer såvel Händels vidunderlige musik (og han var kun 22!) som
Huffmans intense personinstruktion og Liebermans smukke, smukke lys. Publikum
er bjergtaget, ikke én klapper undervejs for ikke at sprænge den glitrende
sæbeboble, man befinder sig i, og tæppet får også lov til at falde helt tyst,
inden jublen bryder ud. Det er en forestilling så smuk, som man ikke har set på
Det kgl. Teater i umindelige tider, en fejring af skønheden, som man kun kan
ønske må blive en del af teatrets repertoire. Jeg havde tårer i øjnene til
sidst og har købt billet til næste søndag; skønheden er en sjælden gæst og gives
sjældent, hvad hun fortjener, så hun må fejres, når hun er her.
