Kærlighedscollage

Henry Purcells The Fairy Queen karesseret på Det kgl. Teater d. 25. september 2016

Egill Pálssons forvanskning af Hamlet er spillet til ende på Odense Teater, og man må håbe, den vil hvile i glemsel og ikke hjemsøge teatret med ønsket om hævn. På Det kgl. Teaters Gamle Scene spiller den kommende uge med et andet værk inspireret af William Shakespeare, nemlig semioperaen The Fairy Queen; den kan ikke siges at være skrevet over En Skærsommernatsdrøm, for den er oprindeligt tænkt som en række scener, der i sang, musik og dans kommenterer komediens handling. For ikke at invitere til en forestilling, hvor to timers skuespil suppleres af to timers opera, har instruktøren Aniara Amos valgt at skære Shakespeare-delen bort og kun præsentere publikum for Purcell. Således risikerer man ikke at tage livet af en Shakespeare-klassiker, som det er sket i Odense, men man står med en række orkesterspil, arier og ensembler uden noget handlingsskelet, og hvordan serverer man lige sådan en halv opera, så den ikke klasker sammen som en souffle på scenen?

                      At det ene og alene er Henry Purcells musik, der spilles, er både forestillingens styrke og svaghed; musikken er underdejlig og fortjener at blive spillet, men selvom forestillingen kun varer to timer plus pause, så føles det undervejs også som en sen forestilling, og der trædes indimellem vande på scenen. Det ændrer ikke ved, at det er en helstøbt iscenesættelse båret af modet til at være teatralsk og gammeldags, og at den ramme af ord og poesier af Cecilie Eken, som musikken sættes ind i, og som præsenteres af Ole Lemmeke som Puk, er både smuk, underfundig og charmerende altmodisch, og den falder ikke for fristelsen til at digte en handling. Det er en kærlighedscollage, en opvisning af kvindetyper fra luderen til Madonna og et scenisk lydmaleri, der i al sin selvberoende og barokke kunstighed ikke insisterer på andet end at underholde – så raffineret og tankevækkende som nu kun teater kan underholde: Teatret forfører ved i højere grad end filmen at pirre publikums fantasi med sit levende trylleri, her understreget af allegoriske figurer, snoretræk og naive papkulisser, der aktiverer såvel indlevelse som forstand. Undertiden er det morsomt; når det satte par i ægtesengen er to mænd, og den ene i falset synger: ”No, no, no, no, no; no kissing at all”, og undertiden er det hjerteskærende skønt og rørende, så publikum kryber sammen på gulvet med sopranen Maria Keohane: ”O let me weep!” Det er ægte og ukompliceret midt i sætstykkerne og illusionerne.

                      Få ville som Ole Lemmeke kunne være så meget til stede i en karakter, der egentlig bare har til formål at fremsige de tekststykker, der sættes mellem de musikalske tableauer. Han er overbevisende underspillet, når han pludseligt dumper ned på Gamle Scene og hiver tilsyneladende tilfældige personer blandt publikum på scenen, så man alligevel kan spille Purcells The Fairy Queen (Den kongelige Opera er nemlig sparet væk, så fik den krakilske kulturminister den!). Det bidrager en del til karakteren, at han ligner en krydsning mellem Peter Larsens tjener Frandsen og Fladmast fra 80’ernes børnefjernsyn, komplet med svalehale og kørebriller, men kigger man grundigt efter, er han også udstyret med to sigende gevækster i panden, og så accepterer man, at han blander sig og ikke viger tilbage for at gå i rette med både sangere og musikere. Sin helt egen tid i rampelyset får han også i anden akt, da han fortæller en smuk historie om en fisker og et kvindeskelet, og da denne historie folder sig ud i de resterende scener, viser forestillingens koncept for alvor, hvad den kan, og det er synd, at der forinden nu engang er de lakuner, der er i denne masque.

                      Lakuner er der ingen af musikalsk. Sangerne er fremragende, navnlig må de to sopraner, Sine Bundgaard og Maria Keohane, fremhæves for deres lyriske, skære stemme, der så udsøgt klæ’r Concerto Copenhagens sprøde klange fra orkestergraven, bassen Henning von Schulman og tenoren Ed Lyon for deres melodiske styrke og rene klang. Strenge-, taste- og strygeinstrumenter samt bløde blæsere og fejende baroktrompeter beherskes suverænt af CoCo’s ensemble; stramt, rytmisk og alligevel også energisk og følsomt er det spil, Lars Ulrik Mortensen dirigerer op til publikum, og som et bragende bifald fortæller, var voldsomt savnet i forrige sæson. Man er taknemmelig for denne eftermiddags Purcell – han er en fremragende komponist og skammeligt overset – men musikken giver kun smag for endnu mere barokmusik, og der er oversete komponister nok at tage af; både Rameau og Vivaldi har skrevet store, hele operaer, som vi ikke er forvænt med i det kolde nord. Det ønske brænder mere inderligt end noget andet, da man træder ud i efterårets varme sol, at næste sæson ikke må savne hverken barok eller Mozart; når man her oplever, hvad Den kongelige Opera trods alt kan i det små, hvad ville den så ikke kunne i den helt store barokopera?

Hamlet lukket på den lukkede

Shakespeares mesterværk de(kon)strueret på Odense Teater d. 14. september 2016

Det er det længste af alle mesterens dramaer, Shakespeares tragedie om den danske prins, Hamlet. Persongalleriet er alenlangt, monologer og scener, hvor der smedes rænker og lægges politiske kabaler, vokser til en stadigt større spiral, der som en tyfon ender med at opsluge og tilintetgøre alle, og den norske prins, Fontinbras, kan vandre ind på scenen, sætte sig på den danske trone og genskabe kosmos i det rådne Danmark. Det er derfor ganske almindeligt ved sceniske opførelser at skære i antallet af scener og karakterer, men Egill Pálssons iscenesættelse af Hamlet på Odense Teater beskærer tragedien så voldsomt, at det er ham, instruktøren, der til sidst ender med slå den unge prins af Danmark ihjel, skåret ned, snittet i stumper og stykker.

                      Det er en moderne, nutidig og æstetisk meget smuk iscenesættelse: Hele scenerummet er rammet ind af paneler i birketræsfinér, bagest er en pejs, to stole, der ikke er, men dog ligner PK22, og et stort portræt af monarken over pejsen. Hermetisk lukket er det, indtil Hamlet i sit forstilte vanvid bryder vægge ned og hugger huller med en økse, og selvom det kan ligne et direktionskontor i en hvilken som helst koncern, så kunne det lige så godt være en gummicelle på den lukkede afdeling. Martin Erikssons smukke scenografi projekterer endvidere drømmeagtige optagelser af eng og sommerskov op på bagvæggen og bidrager til Hamlets længsel efter at slippe fri og komme ud, mens Timo Kreuser på et flygel med dertil hørende slagtøj og udspændte strenge i scenerummets ene bageste hjørne skaber lydeffekter, der understreger det politiske dramas karakter af thriller. Det er alt sammen gode takter (men det er også en ironisk kommentar, for har man oplevet forestillingen ved man, at man først skal komme i sidste øjeblik og ikke sidde på sin plads i god tid; Kreusers indledende ouverture af infernalsk larm stemmer ikke sindet til hverken thriller eller personlig tragedie, og det havde man afgjort helst været fri for).

                      Rammerne fungerer med andre ord storartet, men hvad man fylder rammen ud med – dét er spørgsmålet. Forestillingen begynder med den afdøde konges ord, ”Jeg var Hamlet”, men lagt i munden på den unge prins Hamlet, som var det hele et tilbageblik, og resten af forestillingen igennem er spøgelsets ord lagt i munden på ham som et udtryk for dennes tvivl og tragiske mangel på evne til at handle. Det er ingen ny tolkning, også i originalstykket er det kun Hamlet, der ser sin fars genfærd, og man savner egentlig et mere modigt bud på et spøgelse. Modet til at tage livtag med Shakespeares fantastiske replikker savnes også, og det er ironisk, at Pálsson har skønnet det nødvendigt at inddrage hele tre oversættelser (navnlig når man betænker, hvor genial Niels Brunses nye gendigtninger er), for meget af forestillingen er ren pantomime, og der er flere ophold og pauser, der giver publikum den tanke, at en skuespiller har glemt sin replik. Således præsenteres man efter Hamlets indledende monolog for en ordløs præsentation af Hamlets spirende kærlighed til Ofelia og mordet på kong Hamlet, inden denne stedes til hvile på forscenen i flere trillebørfulde blød jord, som de medvirkende symbolsk kan vælte sig i resten af forestillingen. (Kun kong Claudius pisser åbenlyst på graven.) Næsten en halv time trædes der indledningsvis vande, og selvom Hamlet forcerer scenekanten og betror sig til publikum – Horatio er nemlig strøget af rollelisten – at han fra nu af vil spille vanvittig, så skal man være vel hjemme i Shakespeares drama for at kunne følge plottet, for at undres over og drages af spændingen mellem kroningsglæden og den mutte prins af Danmark, der skuler i hjørnet. Hvad er det, der er råddent i Danmark?, skal man helst spørge sig selv, men ikke her; her er Hamlet lukket og lukket inde på den lukkede.

                      Som Pálssons dramatiske valg undrer, undrer også hans personinstruktion. Morten Brovns titelrolle har han ofret tid og kræfter på, eller også er det bare Brovns gudbenådede talent, hvis kongelige aura overstråler alle andre på scenen. Brovns Hamlet er vild og tynget af sorg, fandenivoldsk, skræmt og frygtløs på én gang; han styrter omkring som et fanget vildt dyr og synker så sammen i jorddyngen så mærket af savnet efter en far, at det kalder tårer frem i øjnene. Det er mesterligt, men det kan man ikke sige om hverken Hanne Hedelunds Gertrud, Peter Gilsforts Claudius eller Christine Sønderris’ Ofelia. De efterlades alle i et underligt vankelmod, og publikum aner ikke, hvor man har dem, for enten kan ingen af dem spille skuespil (næppe!), eller også er Pálsson mere begejstret for sin magt som instruktør end han er for Shakespeares tragedie om magtmisbrug. Pálssons valg er mere radikale end Zenia Stampe; således ender dronning Gertrud i en uspillelig situation, hvor hun er vidne til mordet på kong Hamlet, men skal spille overrasket over sin søns afsløring af brodermordet, og dette resulterer i, at hun frivilligt og godvilligt tager den drik af Claudius’ hånd, som man skal kende sin Shakespeare for at vide, er forgiftet. Claudius er underligt kølig og upåvirket af sine gerninger (så entydig er ingen karakter hos Shakespeare!), og det samme er Ofelia, der her bevarer sin sunde fornuftigt, erkender modgangen, resignerer og uden betænkning hænger sig for øjnene af alle. Derved går den tragiske ironi tabt, at Hamlets tilsyneladende vanvid gør Ofelia vanvittig og langsomt tager livet af hende. Fokus er flyttet til den magtbegærlige ældre generations udnyttelse af de unge og uerfarne, Polonius tryner Ofelia, Claudius knækker Hamlet, men der er mere end denne ene ting på spil hos Shakespeare.

                      Værst af alt er dog Pálssons forsøg på at runde forestillingen af. Det papir, der gør det ud for program, oplyser, at forestillingen varer 2½ time, men da der er tyve minutter tilbage, er femte akts dramatiske klimaks endnu ikke påbegyndt, intrigernes urværk endnu ikke sat i gang. Så kommer Laertes styrtende ind i tilskuerrummet, Mikkel Reenberg kan hverken fylde rollen ud eller overbevise om sin sorg og sin vrede, han er der kun for med en lydeffekt at tage livet af Danmarks prins Hamlet. Inden da har Hamlet selv gjort det af med Gyldenstjerne og Rosenkrans, der her agerer Claudius’ personlige håndlangere og lejemordere alt efter behov, dronning Gertrud har drukket gift (det skal man som sagt vide for at kunne se det), og efterfølgende tager Laertes livet af sig ved at kvæle sig med en mikrofon, mere er der ikke i ham... Rent vrøvl og halsstarrige beslutninger i elvte time er det. Kong Claudius overlever endda og får af Pálsson lov til at udsige en tåkrummende  morale, der revolutionromantisk belærer publikum om, at despoter og tyranner bliver siddende på den magt, de har taget med vold, så længe de formår at gøre gode mine til slet spil. Her er det snarere omvendt, og det er til at brække sig over. Undertegnede fortrød ikke at være gået i pausen, mens forestillingen endnu viste mod og idérigdom og ikke henviste Shakespeare til kulissen. Her står han og ser til som Lars Simonsens Polonius, hvis rolle også er kraftigt beskåret, men Simonsens talent lader sig ikke knægte, det overstråler langt de bidder, der er blevet ham til dels, og man kan kun håbe, at han med Brunses oversættelse af Bardens Hamlet under armen vil genopstå fra de døde og mere handlekraftig end Hamlet selv hævne det unaturlige mord, der her begås på Odense Teaters Store Scene. The rest is silence. 

Moden kærlighed

GuidOpera med Rossinis Barberen i (Sevil)L.A. på Den fynske Opera d. 7. september 2016

Siden Den fynske Operas dannelse for tyve år siden har operaen med de beskedne fysiske rammer været garant for intime opførelser af såvel klassiske som nyskrevne operaer. Kvaliteten har måske været svingende (som den er det i alle operahuse), men det har altid været en kvalitet i sig selv, at man her kommer tæt på sangerne og oplever partituret på en helt ny måde, fordi orkesteret i en stor opera har været reduceret til et kammerorkester og i nogle tilfælde til et flygel og en pianist med en stor opgave.

                      De samme forhold gør sig gældende for Guido Paevatalus iscenesættelse af Rossinis Barberen i Sevilla, der havde premiere onsdag d. 7. september; orkesteret er en klavertrio, og man kommer helt tæt på sangerne. På godt og ondt. Paevatalu fortæller i sin introduktion til forestillingen, at han har fået lov til at bruge ”cremekongen” Ole Henriksen som model for barberen, måske inspireret af Paevatalus solbrændte, slanke lighed med Henriksen. Handlingen er derfor flyttet til L.A., soldaterne er CIA- og FBI-agenter, og ganske få steder er recitativerne skrevet om, så de passer hertil, men ellers er det den gode, gamle, velkendte Barber, publikum præsenteres for. Idéen med at gøre karaktererne til nutidige kendisser er ellers forestillingens bedste, for de er jo – hvad Paevatalu selv understreger – snarere typer end individer: den unge mand vil ha’ den unge kvinde, den gamle mand vil også have hende, og den snedige tjener (her barberen) hjælper det unge par. Det mønster kendes fra antikkens Ny Komedie, og hverken Holberg, farcer eller nutidige sit-coms har kunnet slide det op.

                      Sangerholdet er på ingen måde antikt, men det er modne, erfarne sangere, der synger. Det er en selvironisk pointe, at det unge par er i deres bedste alder, når de synger så smukt som Signe Asmussen og Niels Jørgen Riis gør. Hans varme tenor står sig fint med hans stærke, bamsede og runde ydre, og hendes stærke, sprøde sopran tillader hende med et glimt i øjet at vise sine mormorarme frem, når barberen giver hende en omgang med sine hudcremer. Det er ret sjovt, og de agerer godt. Det gælder desværre hverken Guido Paevatalu som Figaro, Christian Christiansen som Basilio og Anders Jakobsson som don Bartolo. Selvom Paevatalu vokalt udfylder partiet som den snu barber smukt, og Christiansens bas indimellem imponerer med sin stærke, smukke dybde, så er deres stemmer kun en afglans af, hvad de engang var; indimellem taber Christiansen vejret, og Jakobssons bas er flosset i kanterne. Det er i sig selv helt naturligt og ikke ment som en kritik, for de har smukke stemmer. Til gengæld er Paevatalus personinstruktion dybt kritisabel, for de tre sangere og Jasia Julia Nielsens Berta går på scenen tilsyneladende med en overbevisning om, at de kan rollerne på rygraden og derfor bare kan spille på rutinen. Det kan de ikke, og der er megen formålsløs sjosken omkring og mange flove, overgjorte grimasser, der måske understregede den rablende komik i operaen, da de var dugfriske, men det er længe siden, de har været det, og nu virker det alt bare uorganiseret og rodet. Derfor bliver idéen med Ole Henriksen og at flytte handlingen til L. A. den eneste gode og virkeligt originale påfund ved opsætningen.

                      Det er dog stadig en meget charmerende forestilling, og man trækker jævnligt på smilebåndet over viljen til at glæde og underholde. Dertil kommer, at det er en udsøgt fornøjelse at lytte til den klavertrio, der ledsager sangerne: Carol Conrad, Anton Lasine og Tobias Kruse Lautrup er meget morsomt og meget passende iført badekåbe, og de spiller fremragende. Det klæder desuden Rossinis sprælske musik at blive kogt ned til tre musikere, og det minder en om, at selvom Rossini pludselig og brat holdt inde med at komponere operaer, så skrev han i moden alder smuk kammermusik og beherskede også denne genre. De tre musikere er alene grund nok til at lægge vejen forbi på turnéen og opleve Barberen i (Sevil)L.A.

Ex libris eller hvad man kan hitte på

Mungo Park underholder stort med H. C. Andersens samlede eventyr på Teater Momentum

Kan man tillade sig at skalte og valte med en klassiker, som man vil? Klippe den i stykker, sætte den sammen på ny, klippe ud og lappe sammen? Ja, de store, dybe værker kan tåle at blive udlagt på alle måder, mishandlet og vanrøgtet, men kun talent vil afgøre, om resultatet bliver godt eller ej. Dilettantskuespillere kan sagtens give en underholdende, flot opførelse af en klassiker, mens professionelle skuespillere kan få publikum til at krumme tæer eller forlade teatret i pausen, fordi de ingen ærefrygt har for forlægget, eller fordi de netop tit frygter en klassiker og fremsiger Shakespeares vers i udramatisk, tung staccato. Det er desværre set før.

                      Et eksempel på en klassikerforvaltning, der mislykkedes, fordi talentet simpelthen ikke var der, kunne være Teatret Slotsgårdens forestilling sommeren 2016: Molières Don Juan. Resultatet var lutter karakterer uden hverken kontur eller klangbund, alle over- eller underspillede, og Fyens Stiftstidendes anmelder digtede en rosende anmeldelse, der var lige så fjern fra forestillingen og grebet ud af den blå luft som skuespillernes pjatteri og halvhjertede forsøg på nytolkning. Ikke et ondt ord om revy, men hvis det er det, man vil, så lav dog en revy! Der var for meget af den unge mand i H. C. Andersens ”Hvad man kan hitte paa” over det; han vil være digter, men beklager sig over, at ”nu er Verden digtet ud”, og han kan ikke se det store i noget som helst – og så bliver han kritiker og ”slog … af Tønde hver anden Poet, da han ikke selv kunne blive Poet.” De store digtere overlevede nok, ganske som Molière overlever at være pjattet i stumper og stykker af talentløse skuespillere i gården på Odense Slot; det er som sommervejret 2016 hurtigt glemt.

                      Bedre held med at genfortolke og dramatisere klassikere er Mungo Parks H. C. Andersens samlede eventyr, der i anledning af H. C. Andersen Festivals 2016 gæstespillede på Teater Momentum i den lune sensommer. Det eneste overmodige ved denne forestilling er titlen, for ganske vist kommer man omkring Andersens samlede eventyr, men det er for det meste tale om ren opremsning og givetvis et forsøg på at dupere publikum med titler, som de næppe kendte. F. eks. ”Hvad man kan hitte paa”. Forestillingen, der udspiller sig på den kombination af folkebibliotek og borgerservice, der er blevet almindelige landet over, tager udgangspunkt i det miskendte, glemte menneske (Andersen), og publikum får ikke lov til at svare, da den stramknoldede bibliotekar spørger, om vi kan nævne et digt, en roman eller et drama af Andersen. (De fleste kan nok nævne ”I Danmark er jeg født”, de bare lidt belæste kender også gennembruddet Improvisatoren og Mit Livs Eventyr.) På dette bibliotek/denne borgerservice henslæber tre undselige mennesker deres triste hverdag: Nanna Christine Morks spiller bibliotekaren Karen (hø-hø), Mads Hjulmand er servicemedarbejderen Leif Arne kaldet Leffe (og hvem ville ikke foretrække det kælenavn?), og Thomas Bang er det, man på uformelt dansk kalder dum i arbejde. Den ene er mere forsagt, genert, indestængt eller bare simpelthen lettere naiv end den anden, og i skuffelse over, at ingen kommer for at se nyåbnede udstilling om nationalskjalden, giver de sig i kast med at genfortælle, agere og fortolke Andersens samlede eventyr. Det fører pinlige episoder med sig, men det bringer også ukendte sider af forfatterskabet og skjulte sider af de tre plagede sjæle for en dag. Karen er muligvis en parodi på en grå og kedelig bibliotekar med en undertrykt libido (der folder sig ud, da Leffe giver den som kejseren uden klæder), men hun er også en habil læser, der giver publikum en forrygende feministisk læsning af centrale, velkendte eventyr. Leffe er muligvis voldsomt veltrænet under sit nørdede, vandkæmmede og triste ydre, men han er også både energisk og inderligt følsom, ganske som tredjemanden i jobtilskud viser sig at være mere mærket af baggrund og opvækst end bare at være dum i arbejde. Han har svært ved at begå sig blandt andre, og det er både komisk og dybt rørende at se.

                      I mellem de scener, som instruktør og dramatiker Heinrich Christensen har skabt ud af det bare ingenting (han kan altså hitte på!), fremfører de tre skuespillere små kommenterende popsange i et enkelt og ærligt arrangement. Som små oaser vederkvæger de publikum i den varme teatersal (Mads Hjulmand sveder tran på scenen og er uden tvivl lykkelig over at skulle smide tøjet) og skaber ro i den til tider larmende og lidt overgjorte farce, men forestillingen står ved at bruge farcen, og det er ærligt og ægte, når det virker som her og indimellem finder dybde og alvor i Andersens tekster. Lidt forudsigeligt slutter forestillingen med ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, hvis pastiche og sentimentalitet de færreste desværre gennemskuer, men til gengæld får vi også den mere ukendte historie ”Noget” serveret i næsten fuld længde, og det er noget at gå hjem med. Christensen & Co. serverer ikke bare let underholdning eller ude på at provokere publikum, de vil noget, og de har både hjerne og hjerte med. Jo, nogle ting er stereotype og forudsigelige, ja, Hjulmand smider tøjet, men der kommer mere morskab ud af, at publikum hele tiden ikke ser hans ædlere dele, end når en instruktør vil forarge ved at vise nøgenhed, og idéen er original, og moralen dybfølt, for hvis man kan hitte på alt dette, så er verden jo stor og forunderlig. Det er en stille invitation til både at komme hinanden nærmere og besøge det lokale bibliotek noget oftere – for bøgernes skyld.