Hamlet lukket på den lukkede

Shakespeares mesterværk de(kon)strueret på Odense Teater d. 14. september 2016

Det er det længste af alle mesterens dramaer, Shakespeares tragedie om den danske prins, Hamlet. Persongalleriet er alenlangt, monologer og scener, hvor der smedes rænker og lægges politiske kabaler, vokser til en stadigt større spiral, der som en tyfon ender med at opsluge og tilintetgøre alle, og den norske prins, Fontinbras, kan vandre ind på scenen, sætte sig på den danske trone og genskabe kosmos i det rådne Danmark. Det er derfor ganske almindeligt ved sceniske opførelser at skære i antallet af scener og karakterer, men Egill Pálssons iscenesættelse af Hamlet på Odense Teater beskærer tragedien så voldsomt, at det er ham, instruktøren, der til sidst ender med slå den unge prins af Danmark ihjel, skåret ned, snittet i stumper og stykker.

                      Det er en moderne, nutidig og æstetisk meget smuk iscenesættelse: Hele scenerummet er rammet ind af paneler i birketræsfinér, bagest er en pejs, to stole, der ikke er, men dog ligner PK22, og et stort portræt af monarken over pejsen. Hermetisk lukket er det, indtil Hamlet i sit forstilte vanvid bryder vægge ned og hugger huller med en økse, og selvom det kan ligne et direktionskontor i en hvilken som helst koncern, så kunne det lige så godt være en gummicelle på den lukkede afdeling. Martin Erikssons smukke scenografi projekterer endvidere drømmeagtige optagelser af eng og sommerskov op på bagvæggen og bidrager til Hamlets længsel efter at slippe fri og komme ud, mens Timo Kreuser på et flygel med dertil hørende slagtøj og udspændte strenge i scenerummets ene bageste hjørne skaber lydeffekter, der understreger det politiske dramas karakter af thriller. Det er alt sammen gode takter (men det er også en ironisk kommentar, for har man oplevet forestillingen ved man, at man først skal komme i sidste øjeblik og ikke sidde på sin plads i god tid; Kreusers indledende ouverture af infernalsk larm stemmer ikke sindet til hverken thriller eller personlig tragedie, og det havde man afgjort helst været fri for).

                      Rammerne fungerer med andre ord storartet, men hvad man fylder rammen ud med – dét er spørgsmålet. Forestillingen begynder med den afdøde konges ord, ”Jeg var Hamlet”, men lagt i munden på den unge prins Hamlet, som var det hele et tilbageblik, og resten af forestillingen igennem er spøgelsets ord lagt i munden på ham som et udtryk for dennes tvivl og tragiske mangel på evne til at handle. Det er ingen ny tolkning, også i originalstykket er det kun Hamlet, der ser sin fars genfærd, og man savner egentlig et mere modigt bud på et spøgelse. Modet til at tage livtag med Shakespeares fantastiske replikker savnes også, og det er ironisk, at Pálsson har skønnet det nødvendigt at inddrage hele tre oversættelser (navnlig når man betænker, hvor genial Niels Brunses nye gendigtninger er), for meget af forestillingen er ren pantomime, og der er flere ophold og pauser, der giver publikum den tanke, at en skuespiller har glemt sin replik. Således præsenteres man efter Hamlets indledende monolog for en ordløs præsentation af Hamlets spirende kærlighed til Ofelia og mordet på kong Hamlet, inden denne stedes til hvile på forscenen i flere trillebørfulde blød jord, som de medvirkende symbolsk kan vælte sig i resten af forestillingen. (Kun kong Claudius pisser åbenlyst på graven.) Næsten en halv time trædes der indledningsvis vande, og selvom Hamlet forcerer scenekanten og betror sig til publikum – Horatio er nemlig strøget af rollelisten – at han fra nu af vil spille vanvittig, så skal man være vel hjemme i Shakespeares drama for at kunne følge plottet, for at undres over og drages af spændingen mellem kroningsglæden og den mutte prins af Danmark, der skuler i hjørnet. Hvad er det, der er råddent i Danmark?, skal man helst spørge sig selv, men ikke her; her er Hamlet lukket og lukket inde på den lukkede.

                      Som Pálssons dramatiske valg undrer, undrer også hans personinstruktion. Morten Brovns titelrolle har han ofret tid og kræfter på, eller også er det bare Brovns gudbenådede talent, hvis kongelige aura overstråler alle andre på scenen. Brovns Hamlet er vild og tynget af sorg, fandenivoldsk, skræmt og frygtløs på én gang; han styrter omkring som et fanget vildt dyr og synker så sammen i jorddyngen så mærket af savnet efter en far, at det kalder tårer frem i øjnene. Det er mesterligt, men det kan man ikke sige om hverken Hanne Hedelunds Gertrud, Peter Gilsforts Claudius eller Christine Sønderris’ Ofelia. De efterlades alle i et underligt vankelmod, og publikum aner ikke, hvor man har dem, for enten kan ingen af dem spille skuespil (næppe!), eller også er Pálsson mere begejstret for sin magt som instruktør end han er for Shakespeares tragedie om magtmisbrug. Pálssons valg er mere radikale end Zenia Stampe; således ender dronning Gertrud i en uspillelig situation, hvor hun er vidne til mordet på kong Hamlet, men skal spille overrasket over sin søns afsløring af brodermordet, og dette resulterer i, at hun frivilligt og godvilligt tager den drik af Claudius’ hånd, som man skal kende sin Shakespeare for at vide, er forgiftet. Claudius er underligt kølig og upåvirket af sine gerninger (så entydig er ingen karakter hos Shakespeare!), og det samme er Ofelia, der her bevarer sin sunde fornuftigt, erkender modgangen, resignerer og uden betænkning hænger sig for øjnene af alle. Derved går den tragiske ironi tabt, at Hamlets tilsyneladende vanvid gør Ofelia vanvittig og langsomt tager livet af hende. Fokus er flyttet til den magtbegærlige ældre generations udnyttelse af de unge og uerfarne, Polonius tryner Ofelia, Claudius knækker Hamlet, men der er mere end denne ene ting på spil hos Shakespeare.

                      Værst af alt er dog Pálssons forsøg på at runde forestillingen af. Det papir, der gør det ud for program, oplyser, at forestillingen varer 2½ time, men da der er tyve minutter tilbage, er femte akts dramatiske klimaks endnu ikke påbegyndt, intrigernes urværk endnu ikke sat i gang. Så kommer Laertes styrtende ind i tilskuerrummet, Mikkel Reenberg kan hverken fylde rollen ud eller overbevise om sin sorg og sin vrede, han er der kun for med en lydeffekt at tage livet af Danmarks prins Hamlet. Inden da har Hamlet selv gjort det af med Gyldenstjerne og Rosenkrans, der her agerer Claudius’ personlige håndlangere og lejemordere alt efter behov, dronning Gertrud har drukket gift (det skal man som sagt vide for at kunne se det), og efterfølgende tager Laertes livet af sig ved at kvæle sig med en mikrofon, mere er der ikke i ham... Rent vrøvl og halsstarrige beslutninger i elvte time er det. Kong Claudius overlever endda og får af Pálsson lov til at udsige en tåkrummende  morale, der revolutionromantisk belærer publikum om, at despoter og tyranner bliver siddende på den magt, de har taget med vold, så længe de formår at gøre gode mine til slet spil. Her er det snarere omvendt, og det er til at brække sig over. Undertegnede fortrød ikke at være gået i pausen, mens forestillingen endnu viste mod og idérigdom og ikke henviste Shakespeare til kulissen. Her står han og ser til som Lars Simonsens Polonius, hvis rolle også er kraftigt beskåret, men Simonsens talent lader sig ikke knægte, det overstråler langt de bidder, der er blevet ham til dels, og man kan kun håbe, at han med Brunses oversættelse af Bardens Hamlet under armen vil genopstå fra de døde og mere handlekraftig end Hamlet selv hævne det unaturlige mord, der her begås på Odense Teaters Store Scene. The rest is silence.