Selvfølgelig skyder man gråspurve med kanoner!

Händels pjattede Xerxes i Stefan Herheims levende - og vedkommende - iscenesættelse.

Hos historiens fader, Herodot (ca. 480-420 f. Kr.), er perserkongen Xerxes (d. 465 f. Kr.) eksemplet par excellence på den hovmodige, der rammes af gudernes nemesis. Xerxes’ hybris er - læser man mellem linjerne - at forsøge at undertvinge sig det unge, men dog stærke og modstandsdygtige atheniensiske demokrati, som Herodot levede under (hvilket viser, at historieskrivning aldrig har været objektiv). I Händels opera Xerxes er perserkongen lige så selvoptaget og egoistisk som hos Herodot, men udfaldet er et andet; Xerxes er en komisk opera, og Händel vender sig bevidst her væk fra den i London efterhånden gammeldags opera seria, så her er ingen arier, der varer ved og ved og ved, men større variation, flere dramatiske scener, mere dialog, flere ensembler. Librettoen, der er en ukendt forfatters bearbejdning af en libretto af Silvio Stampiglia, er stadig pjattet, fuld af misforståelser, forvekslinger og forstillelse. Men det ender lykkeligt, og ingen må lade livet, selvom truslerne er mange.

                      Xerxes er dog stadig svulmende barok og i Stefan Herheims iscenesættelse på Komische Oper Berlin og Deutsche Oper am Rhein er der barok, så det klodser: sætstykker og scenetæpper, kostumer inspireret af såvel 1700-tallets forestilling om antikke klædedragter (altså ikke autentiske) som af datidens egen smag og mode. Men det virkeligt barokke er ikke kun det umiddelbare, og det har Herheim - naturligvis - blik for: Har man været i Rom, har man - forhåbentlig - få meter fra Pantheon, et af de mest vidunderlige kirkerum i verden, besøgt et andet fantastisk kirkerum, nemlig Sant’ Ignazio di Loyola. Kirkeskibets loftsmaleri er så betagende, at man uforvarende næsten brækker nakken i et forsøg på at få alt med af scenen, der forestiller Sant Ignazios apoteose og allegoriske fremstillinger af de fire verdensdele. Hvad der imidlertid er langt mere interessant og ikke mindst barokt, er, at man tror, når man går ind i kirken, at denne har en kuppel ganske som Pantheon, men det er øjenbedrag; et rundt trompe l’oiel mellem skib og kor viser sig, når man kommer nærmere, netop at være falsk, at være kunstig og uvirkelig, for maleriet er skævt og fladt. Det er naturligvis et udsagn om, at kun Gud kan skabe det perfekte, mennesket er fejlbarligt, og samtidig er det er udsagn om barokkens smag for det iscenesatte, det kunstige, det fabulerende. Herheim mimer i sin iscenesættelse denne leg med sanserne, illusionen og kunsten, for dekorationen er ikke bare sætstykker, der snart forestiller en by, snart den frådende Hellespont eller Xerxes’ palads, dekorationen er et teater på drejescenen, og meget af handlingen udspiller sig i kulissen på dette teater, hvor karaktererne klæder sig om eller gemmer sig, alt som de nu lyver eller forklæder sig i det pjattede plot.

                      Denne dekoration skaber rum for utroligt morsomme situationer med dansende får, koret forklædt som fisk og muslinger mellem de vuggende (pap)bølger og grotesk morsomme situationer, som når perserkongen stripper af bare selvbegejstring (Rex Sex står bøjet i neon bag ham), eller den jaloux søster, Atalanta, opfordrer kongen til at skyde Romilda (så Atalanta selv kan få den mand, Romilda elsker, nemlig kongens bror, Arsamene) med først en kanon så en armbrøst. Det er overdrevet, men det er let og originalt, og man overgiver sig betaget og leende. Desuden får man den tanke - og her viser Herheims geni sig - at legen med fiktion, med stil og iscenesættelse måske slet ikke er barok. Måske er det et vink med en vognstang til vores - publikum og kunstnernes - samtid, for er vi ikke mere iscenesættende, overfladiske og sexfikserede end det 17. og 18. århundrede, hvor man trods alt ikke havde Facebook, Twitter og Instagram? Da tjeneren Elviro forklædt som blomstersælgerske (selvfølgelig) løfter op i kjolen for suffløsen, kan det kun afstedkomme nogle bemærkninger om #MeToo blandt medlemmerne af Neue Düsseldorfer Hofmusik i orkestergraven, og så er budskabet klart: Er sangerne blot karakterer i en skabagtig komedie, eller er de skabagtige personer i en iscenesat virkelighed? De er ikke begejstrede, da tæppet til slut går for, og de er næsten usmageligt begejstrede, da det atter går fra og lokker dem til frem til en velfortjent applaus.

                      Det er fremragende kunstnere, der er med til at gøre forestillingen til et triumftog, der er en persisk konge værdig. Neue Düsseldorfer Hofmusik under Konrad Junghänels ledelse forlener musikkens udtryk med den lethed og skarpe præcision, iscenesættelsen kræver. Valer Sabadus’ Xerxes og Heidi Elisabeth Meiers Romilda er fremragende, men det er også Anke Krabbes jaloux Atalante og Katarina Bradics Amastre; alle har de halsbrækkende koloraturer, og som koloraturer er født som unødvendig, overdreven udsmykning, så får de her lov at overdrive endnu mere og lege med pauser og tonernes længde for komikkens skyld. Igen er det også Herheims finger på nutidens mest ømme punkt, nemlig at det er nødvendigt at overdrive for at blive hørt eller forstået. Tænk blot på tidens politiske debatter fulde af newspeek (læs: sort snak) og lefleri, tænk på de allerede nævnte sociale medier, og tænk på talentkonkurrencerne i TV; kun det uventede trænger igennem mediesumpen. Når Herheim vækker barokkens teaterstil til live for os, er det som et spørgsmål, om det er barokken eller nutiden, der har den dybere indsigt, den større alvor og den renere etik, og svaret må næsten være: Barokken. Formuleret som et andet spørgsmål, der afslører nutidens absurde logik: Skyder man gråspurve med kanoner? Kunstneren Herheims svar er: Selvfølgelig! Ellers kan man jo ikke råbe nogen op.

Hedeslag

Ensemble Jupiter på Hindsgavl d. 12. juli 2019

Landets bønder istemmer vist frejdigt versene ”Alle gode gaver/de kommer ovenned” fra Jakob Knudsens ”Vi pløjed og vi så’de” disse dage. Efter sidste års uendelige sommer uden skyggen af regn og med bragende sol fra morgen til aften må vi i år tage til takke med den velkendte danske vekslen mellem sol, blæst og regn, men det er åbenbart til glæde for landmændene, for der er udsigt til en god høst. Denne fredag regner det, så mennesker og katte holder sig inden døre, indtil det er nødvendigt at gå ud: Hindsgavl Festival lokker med unge, energiske talenter.

                      Om eftermiddagen er det tørvejr, selvom det drypper fra parkens træer, og i Laden titter solen frem bag skyerne: Violinisten Anna Egholm, pianisten Gustav Piekut og cellisten Jonathan Swensen - ingen af dem er endnu fyldt 25 - tænder smil på læben og får øjne til at stråle med Shostakovitch’ klavertrio nr. 1 og Schuberts klavertrio nr. 2. Shostakovitch’ trio er et ungdomsværk - han var yngre end nogen af de tre musikere, da han skrev det - mens Schubert var døende - og dog kun godt fem år ældre end de tre - da han skrev sit (andet) monumentale værk for besætningen. Alderen er dog ikke afgørende, og selvom det lykkes den unge trio at forløse Shostakovitch’ ungdomsværk inspireret af såvel følelser som ustyrlige hormoner, og inderligheden og udtrykket måske nok mangler for at stå mål med Schuberts modne geni, så er der en energi og ustyrlig spilleglæde hos de tre. Deres evne til at spille sammen er formidabel! Det er hjertevarmende, at de ud over at beherske de komplicerede noder lytter så opmærksomt til hinanden, at de så hensynsfuldt, ja, næsten ydmygt giver hinanden plads til at brillere. At nogle finker ryger af panden undervejs, at de nuancer og detaljer, der griber hjertet, mangler, dét er ikke afgørende; her tæller fremtidens perspektiv, og man kan kun glæde sig til at følge dem og høre dem om fem, ti, femten år. Det bliver solskinsdage!

                      Samme aften står det musikalske barometer allerede på ”Smukt”: Det franske Ensemble Jupiter i et program, der udelukkende byder på musik, koncerter og arier, af Vivaldi. Ensemblets musikere er også unge, og selvom de kun er få år ældre end eftermiddagens trio, er de alle - alle - modne kunstnere. Et ensemble, hvor alle er solister, intet mindre! Kun ganske få takter af den første arie, ”Vedrò con mio deletto”, er spillet, før en tæt, varm bølge af vellyd rammer publikum. Anført af Lea Desandres smukke, glødende mezzosopran lægger Vivaldis toner sig over salen, og tag endelig ikke fejl; Vivaldi er ikke kun hektisk og udadvendt eller inderlig og indadvendt, nuancerne og variationerne er utallige, det må virkelig have været en myretue af idéer under præstens røde hår! Og hver tone dirrer mættet og varmt i hænderne - eller struben - på de ni musikere, det er virtuost spil. De tre koncerter lader tre af ensemblets musikere træde helt frem (selvom alle bliver siddende eller stående på deres plads, ingen rykker frem som solist), og navnlig ensemblelederen Thomas Dunford på lut og cellisten Bruno Philippe får blodet til at rulle heftigere i årerne på publikum. Stemningen er ekstatisk efter cellokoncerten i g-mol, RV 416, så elektrisk er Philippes spil. Rytme, melodi, alt smelter sammen, men giver plads til den enkeltes talent. Bifaldet er varmt, nej, brændende hedt, og det belønnes med et ekstranummer; åbenbart holder Dunford og kontrabassisten Jérôme van Waerbeke sig ikke til den klassiske musik, de jammer også (og deres fornemmelse for rytme har aftenen igennem haft et subtilt, delikat præg af jazz over sig). Det er der kommet et pop-blues-klassisk nummer ud af, hvis omkvæd lyder: ”We are an ocean/each one a drop”. Det poppede er i denne sammenhæng ikke negativt. Det er et glimrende nummer - kan det være andet med de musikere?! - og end ikke sangens ocean er nok til at dæmpe det hedeslag, ensemblet har ramt publikum med. Det er med blussende kinder, man går ud i den kølige, lyse sommeraften - sikken en koncert!

Edderkoppen

Arcadi Volodos på Hindsgavl d. 8. juli 2019

Hindsgavl Slot er atter verdens centrum. Fra øst og vest, fra syd og nord indfanger lindetræernes duft, Lillebælts bølgeskvulp og den lune(fulde) danske sommer verdensnavne i den klassiske musik som et stort spindelvæv. Metaforen er slet ikke så dårlig, som den umiddelbart kunne lyde, for Laden, der vitterligt er en lade ombygget til koncertsal, er tro mod sit oprindelige udseende; rummet rejser sig op i kip, så spær og hanebånd er synlige. De illuderer vitterligt trådene i et spindelvæv, der holder publikum fast, og midt i det hele sidder edderkoppen selv. Mandag d. 8. juli var det den russiske pianist Arcadi Volodos.

                      Volodos er en stor, statelig mand, og helt klædt i sort kunne han godt gå for at være en edderkop - men ikke af den slags, der indfanger sit bytte for at æde det; hans spind er anderledes sart og smukt. Desuden er der noget jovialt over ham; selvom han træder frem fuld af alvor og koncentration, aner man bag denne facade et smil og en smittende livslyst, og den bryder frem gennem hans spil: Først spiller han Schuberts ufuldendte ungdomssonate i E-dur, D. 157. Han forlener fornemt sonaten med den bravur og den eksalterede idérigdom, som teenageren her forsøger at imponere med, selvom det egentlig ikke er et særligt spændende værk. Det er til gengæld de seks Moments musicaux op. 94, som Volodos herefter spiller. Schubert er her en fuldmoden, men også allerede døende kunstner, selvom han kun var 30, da han skrev de seks stykker, og Volodos understreger Schuberts geni ved at løfte ham ud af romantikken og bære ham ind i moderniteten. Hans anslag er blødt og sart, spindelvævsfint, hans præcision knivskarp, og hans tempo så udtryksfuldt, at hver ny tone bliver et udsagn, et værk, i sin helt egen ret. Den inderlige fornemmelse for følsomhed, længsel og splittelse taler direkte til det desillusionerede menneske anno 2019, så man røres dybt. Det er magisk som den lyse sommeraften uden for Ladens vinduer.

                      Efter pausen lægges den umiddelbare inderlighed og skønhed lidt væk i værker af Rachmaninov og Skrjabin, og alligevel er den der og løber som en rød tråd i Volodos’ spil. Rachmaninov spiller han med det overskud, som kun dyb fortrolighed med værkerne giver; ubesværet, legende, besnærende. De seks små værker spilles i forlængelse af hinanden i en slags crescendo, der er lige ved at tage vejret fra publikum, og så dukker den smukke Romance op. 21, nr. 7 pludselig op som for at minde om, at inderligheden er grundtonen i Volodos’ spil, selv når der er tale om ekvilibristiske stykker som Rachmaninovs. Intensiteten stiger yderligere i fem små værker af Skrjabin. De fleste af disse har titel af dans, og der er en heftig, fyrig, overrumplende hvirvelvind, publikum gribes af. Pludselig er man spundet ind, fanget i Volodos’ net, men man ønsker ikke at komme fri, nej, publikum klapper ekstatisk, og der er mere: Hele fire ekstranumre giver Arcadi Volodos, inden han lader koncerten slutte, og han smiler nu, varmt og tydeligt, fordi han har fanget publikum. Han er ingen farlig edderkop, han er mild, venlig og overmåde generøs.