Hekseri III

Händels Alcina forløst til perfektion på Gamle Scene, 14. marts 2015

Apoteose! Om det er publikum, der hæves til Olympen, eller sangerne på scenen, der kigger ned til publikum fra tinderne, er svært at afgøre i teatrets magiske rum, når alt falder på plads, for i sidste ende er det alle, der forvandles, og alt faldt – endelig! – på plads i opsætningen af Händels Alcina på Gamle Scene lørdag d. 14. marts. Da var alle stemmer fri for vinterens dårligdomme, da fandt to af Den kongelige Operas fineste stemmer endelig sammen, nemlig Inger Dam-Jensen i titelpartiet og Tuva Semmingsen som troldkvindens seneste erobring, helten Ruggiero, så alt var lutter vellyd.

Lad mig blive i chokolademetaforikken fra forrige omtale, for Tuva Semmingsens stemme er om nogen lige så vanedannende som god chokolade: Hendes stemme har en mat strålende klang, et mørke og en organisk varme, der sammenholdt med hendes mesterlige koloraturer giver mindelser om nydelsen ved tæt, og dog fugtig chokoladekage. Arien ”Mi lusinga il dolce affetto” bliver pludselig en så intens dvælen i en følelse af længsel og vemod, at tiden sættes i stå, og terzetten ”Non è amor, né gelosia” får med Semmingsens glødende stemme den bund, der var fuldstændig fraværende søndagen før, så man til fulde forstår, hvor psykologisk kompliceret forholdet mellem de tre elskende trods brud og genfunden forelskelse er. Om det også skyldes Semmingsens tilstedeværelse på scenen, at Hyon Lee pludselig ranker sig og mister den sure klang, der søndag gjorde, at hun konstant var i fare for at synge falsk; her var ren velklang og elysisk fryd.

I bussen til banegården talte et ældre par bag mig om, at det – trods alt – havde været en lang aften, og at man gerne kunne have skåret en halv time fra. Det er mig ubegribeligt! Hvem forkorter af egen fri vilje sit ophold i Paradis? Med alle partier fordelt som denne aften kunne man lytte i al evighed uden at blive mæt!

Hekseri II

Fortryllende opsætning af Händels Alcina, Gamle Scene d. 8. marts 2015

Den første weekend i marts afvikledes Chokoladeselskabets Chokoladefestival i en af de nedlagte fabrikshaller på Carlsberg på Valby Bakke; landets fineste chocolatiérs imponerede med deres kunnen, overvældede smagsløgene med varme, søde og krydrede indtryk, og i forårssolen strålede de smukke historicistiske bygninger selv som konditorkunst med snirkler, krummelurer og snoninger. På Det kongelige Teaters Gamle Scene åbnedes søndag eftermiddag en endnu mere overdådig æske chokolade, nemlig Händels pragtopera Alcina, der (guderne må vide hvorfor!) aldrig tidligere har været spillet på nationalscenen, men modsat chokoladen på Carlsberg, hvis sukker og kakaoprocenter mætter på kort tid, kan man slet ikke få nok af den nektar og ambrosia, der lyder fra scenen og fra Concerto Copenhagen i orkestergraven på Kongens Nytorv.

                      Scenografen Louis Desiré har pakket Händels udsøgte chokoladearier ind i en magisk blå æske: Vi er på troldkvinden Alcinas forheksede ø, der er delt mellem naturens destruktive og blomstrende kræfter, nemlig en vulkan i baggrunden og frodig fantasi over bladvækst i damesiden, begge blå. Det er såre enkelt og stilsikkert gjort; midt på scenen er der plads til den tryllekreds, hvor de af Alcina forheksede elskere holdes fanget eller flyver omkring, alt rammet ind af et blot slør, der rives ned, efterhånden som Alcinas magt smuldrer gennem forestillingen. Hun er dog ikke nogen entydig karakter, for med sin vanligt sikre sans for psykologisk nuance tegner instruktøren Francisco Negrin et komplekst billede af en kvinde, der ikke bare holder mænd fanget i dyre- eller planteskikkelse, fordi hun har magten dertil, men fordi hun har lært af sine fejltagelser og nu blot beskytter sig selv. Hun bærer maske og én lang glacéhandske for at skjule de forfærdende ar, som man aner, at hun er blevet påført af et vilddyr (læs: mand), som hun siden da har sat sig for at styre og kontrollere med den magt, som naturen nu har givet hende. At det hele bare er (barok-)teater - sætstykker og faldlemme, snoretræk, tæpper og lyssætning - gør det ikke mindre forjættende, og det skjules lykkeligvis heller ikke, for den egentlige magi, der virkelig kan konkurrere med filmindustriens computeranimationer, findes i de stemmer, der befolker scenen. Og dansere, for Negrin har ladet sig inspirere af barokteatrets sansebombardement til at invitere seks gudesmukke parkourdansere til at agere de forvandlede elskere, som først er Alcinas lydige tjenere, senere hævngerrige ekskærester; man måber betaget over den lethed og styrke, hvormed de kaster sig rundt i virtuose trin og spring, der med traditionel teatertorden illustrerer, hvilke kræfter der kæmper på heksen Alcinas ø. Magien og heksekunstnerne slutter først, da Alcina, skamferet og uden maske,  står alene tilbage på scenen, og tæppet falder for sidste gang.

                      Enhver der har forsøgt sig som alkymist og eksperimenteret med chokolade i køkkenet, ved, hvor svær en råvare chokolade er at arbejde med. Chokoladens sammensætning af sukkerkrystaller og kakaosmør gør den svær at håndtere, og den kan kun kontrolleres i de rette temperaturer, ganske som det på sin vis også gør sig gældende for den menneskelige stemme - i alt fald sangerens stemme; den er sårbar. Opsætningen af Alcina har været ramt af sygdom; allerede fra premieren var alternerende sangere tilkaldt, og så sent som denne søndag d. 8. marts var det endnu ikke overstået, da Tuva Semmingsen - igen - blev erstattet af Itziar Lesaka. Enkelte anmeldere så af den grund skævt til opsætningen ved premieren, men det er dybt uretfærdigt og kan kun ses som surhed (hvilket bliver mere og mere udtalt hos Berlingskes Søren Kassebeer) eller nedsat hørelse, for bortset fra de to hovedpartier har sangerne forestillingerne igennem været de samme - og hvilke sangere: Norske Marius Roth Christensen giver fangevogteren Oronte en smældende høj og sikker tenor af de helt sjældne; her er kakaoprocenten høj, stærk og maskulin! Ruxandra Donoses forladte, men stålsatte og tilgivende Bradamante hører også til blandt de mørke chokolader, men i hendes stemme er også stærke, kraftige krydderier af kaffe og chili. Helt anderledes let, fortryllende og sødt smeltende er Anke Briegels Morgana; hun er sød som hvid chokolade, når hun på én gang uskyldigt drillende og pågående agerer Alcinas (teenage-)søster, der har ambitioner om at følge i storesøsters fodspor, men der er også mørke, bitre nuancer at spore - nougat og karamel - når hun taber spillet og må bede om tilgivelse hos Oronte. Den største vokale eksplosion af smagsindtryk tilhører dog Inger Dam-Jensen i titelpartiet; alternerende Nicole Heaston skulle angiveligt ikke stå tilbage for hende, men hvilken fortryllerske får man ikke med Dam-Jensen? Hun er sopran, men afgjort mørk og dog samtidig sød; her er et stærkt og sikkert knæk i chokoladen og indeni er fra arie til arie (hun har syv gennem hele operaen!) alt fra bitter orange og kraftig mint til stærk spiritus og sød, blød karamel. Hun er svær at konkurrere med, men alligevel er Itziar Lesakas Ruggiero en slem skuffelse i chokoladeæsken; hun er blød og kedelig, som har hun står for længe i solen, hendes koloraturer mangler smidighed, hendes dybe register styrke, og klangen er ganske enkelt smagsløs. Tuva Semmingsen var virkelig savnet, denne solskinssøndag!

                      Over hvert enkelt stykke, ja, over hele chokoladeæsken, væver Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen det mest spindelvævsfine guldfiligran. Hver tone sættes sikkert an, hver detalje markeres sikkert og lydhørt, men hele tiden diskret, hele tiden med øre for sangerne og deres behov, hele tiden et mesterligt overblik hos Mortensen. Hans hænder bevæger sig lynhurtigt, elegant og sikkert, og man får den tanke, om han ikke er den egentlige mester denne dag, om ikke det er ham, der støber chokoladeskallerne, som sangerne så leverer fyldet til (uden at det forklejner deres kunst!) efter Händels opskrift? Det er i alt fald umuligt at huske, om C(h)oCo nogensinde har spillet bedre end til denne opsætning! Publikum reagerer også spontant jublende - som forhekset! - og så kan anmelderne herefterdags godt lade sig nøje med vekaoprodukter, når de så skammeligt forsmår en overdådig anretning som denne!

Hekseri I

Arthur Millers Heksejagt forhekser – men forkortet – i Skuespilhuset, 7. marts 2015

Fra 1692 fandt en skræmmende omfattende hekseproces sted i Massachusetts, der 260 år senere inspirerede Arthur Miller til at skrive et sindsoprivende drama som et billede på de processer, som forfærdede i hans egen samtid: Folk blev da ikke forfulgt for ikke at følge den herskende religions dogmer, men for angiveligt at have politiske holdninger, som man frygtede ville omstøde samfundet. Frygt er således omdrejningspunktet i dramaet, frygt for det ukendte og det, som man ikke har mod til at se i øjnene, og som Miller brugte det sene 1600-tal som ramme for en fortælling om sin egen tid, således lader instruktøren Roger Vontobel sin iscenesættelse af dramaet i Skuespilhuset udspille sig i rammer, der til forveksling ligner Millers egen tid, nemlig 1950’erne. Ikke for at understrege forbindelsen mellem hekseprocesser og mccarthytidens frygt for kommunister, men for at påpege forbindelserne til den frygt, der til tider bemægtiger sig samtiden, når terroren pludseligt og voldsomt slår ned.

                      Dramaets aktualitet understreges – enkelt og smukt – af scenografien, der giver publikum plads som en del af forestillingen: Scenen er som boven på et skib rykket frem i salen, og bagvæggens farver og former falder sammen med scenerummets opmurede klippevæg. Frem til retssagen sidder publikum i mørke, men da Henning Jensens sammenbidte og (udadtil) selvhøjtidelige viceguvernør Danforth træder ind, træder han ind i salen og bevæger sig rundt mellem publikum, der nu er badet i lyset fra talrige projektører. Anne Birgitte Lind og Tom Jensen sidder som Ann og Thomas Putnam på første balkon og kommer med tilråb under processen, men da dramaets hovedperson, John Proctor, fortvivlet råber ud til publikum, om det ikke er sandt, at alle anklagerne er baseret på simpelt had og billig misundelse, er der trods alt ingen, der svarer. Måske fordi man – publikum – trods alt er mærket af det centrifugale hysteri, der spreder frygt på scenen, hvor bagvæggen gradvist skydes længere bag ud og højere op, indtil den åbner sig ud mod et stort og mørkt, tåget og diset intet.

                      Hvor smukt og enkelt end dette folder sig ud, bevæger iscenesættelsen sig her på en knivsæg, for hvad var der sket, hvis nogen blandt publikum havde haft modet til at svare på Proctors spørgsmål? Så havde illusionen været brudt, og det kan fungere, men ikke her. Parábasis hører komedien til, for komedien vokser af at bryde ned, degradere og udstille, tragedien gør krav på pathos for at kunne føres til ende, og det er her publikum, der bevarer troen på en katharsisk slutning på dramaet - for på scenen findes den ikke. Igennem det meste af forestillingen er antydningen af en forbindelse mellem anklager for hekseri og hele den spegede debat om nutidens terrorisme ganske subtil og fungerer, men Vontobels ambition om at aktualisere dramaet ved at skære fra, så forestillingen får en spilletid på to timer uden pause, overskrider en grænse mellem fiktion og virkelighed, der fungerer bedst, hvis den ikke markeres. Dramaet er bearbejdet og forkortet, Kirsten Olesens Rebecca Nurse forsvinder således ud af dramaet efter kun at have været på scenen i første akt, og slutningen, hvor John Proctor føres bort for at blive hængt for sine principper, er katastrofalt skåret bort. I stedet bliver man spist af med en slutning, der postulerer at være åben, men som i virkeligheden er politiserende, da John Proctor – iført lænker – spørger: ”Hvem er John Proctor? Hvem er jeg?” Tydeligvis vil Vontobel, at publikum selv besvarer dette spørgsmål og dermed tager aktivt stilling, men tragedien er baseret på en kamp mellem kaos og kosmos, ikke på et valg mellem kaos og kosmos.

                      Uanset om Melpomene eller Thalia er taget i ed som muse, skal skuespillerne vise genkendelige handlinger, tanker og følelser bag deres handlinger (dét, Aristoteles kalder mimesis), og det gør de (fleste) - i alt fald i det omfang, at der er materiale til dem at bearbejde. Førnævnte Tom Jensen har man således svært ved at tro på, og hans hustru virker mere hævngerrig end sørgende i sin kamp for at finde en forklaring på sine syv børns død, men ellers er der primært positive bemærkninger til rollelisten: Benedikte Hansens Elizabeth Proctor er en stærk kvinde, stærk selv i frygten og i resignationen over sin skæbne og stærk over for ægtemanden, så hos hende finder han ingen svar. Det betyder dog ikke, at John Proctor fremstilles som nogen svag karakter, han er netop et smukt portræt af et menneske splittet af sine følelser – harmen over de uretfærdige anklager, samvittigheden over sit forbudte begær og kærligheden til sin familie – og Olaf Johannessen behersker alle nuancer, så han havde fortjent at være blevet ført hele vejen til galgen. Helle Fragralids fremstilling af Mary Warrens opløsning, da løgnens konsekvenser går op for hende, er meget gribende, langt mere gribende end Sara Hjort Ditlevsens Abigail Williams, som på grund af sin forelskelse i Proctor er den, der skubbes ud over kanten og sætter lavinen af løgne og beskyldninger i skred; hun virker mere kold og ufølsom end plausibelt er. Morten Suurballes frygtsomme pastor Parris mumler mere, end hvad kan tilskrives karakterens manglende selvtillid og tro, men Henning Jensen har (naturligvis fristes man til at sige!) som Danforth en stentors røst og en myndighed, der forhindrer enhver tvivl at rodfæste sig i hans sjæl; han er helt uberørt – undtagen af stanken fra misrøgtede, døde husdyr. Henrik Jandorf præsterer meget med den sammenbidte håndlanger Ezekiel Cheevers ganske få replikker, og Rasmus Bjerg formår at formidle en djævelsk energi både som – først – energisk djævlefordriver og – siden – fornuftens forkæmper. Det er således svært ikke at blive berørt og forhekset – men forløst bliver man ikke. Ikke medmindre man som jeg var i selskab med en kollega, der efter forestillingen med et glimt i øjet kunne bemærke, at så anklagende som dramaets hysteriske teenagere er vores elever trods alt ikke…