Shakespeares
udødelige poesi i En Skærsommernatsdrøm
negligeret på Odense Teater
At Felix Mendelssohn
kun var 17 år, da han skrev sit måske største mesterværk, ouverturen til
Shakespeares komedie En
Skærsommernatsdrøm, er i sig selv en bedrift. Ikke blot er musikken
sprudlende og idérig, fuld af alfemusik, æselskryden og måneskin, der ingen
ende synes at have, men som blot går i ring og begynder forfra igen og igen,
den har en lethed og et overbærende smil, som man kun kan have, når man i en
erfaren alder tænker tilbage på eller blot betragter ungdommens latterligt
komplicerede kærlighedsforviklinger og intriger. De fire unge, Hermia, Helena,
Lysander og Demetrius, der begiver sig ud i den underfulde sommernat for at
finde kærligheden eller flygte fra den brutale virkelighed og de uforstående
faderskikkelser i Athen, er helt i deres følelser og hormoners magt, og det er
denne alferus, Mendelssohn giver liv i sin ouverture og Shakespeare i sine
vers. Denne dobbelthed, ungdommens voldsomme alvor og erfaringens overbærende
latter, er komediens kerne, og at forløse den på scenen, er en stor
instruktørbedrift.
Instruktøren Alexa Ther evner bare ikke at
løfte Shakespeares uforlignelige poesi frem til triumf i Odense Teaters åbning
på sæsonen 2014/2015 – i alt fald for så vidt som en instruktør er ansvarlig
for skuespillernes diktion. Hun og scenografen Carsten Burke Kristensen skaber
ellers et enkelt, stort set nøgent teaterrum som på Shakespeares egen tid –
medmindre man selvfølgelig synes, at gummislanger i metermål, grønt lys og
kasser med mønstret velour er påtaget uprætentiøst (og det er let at synes det)
– der føres up to date med enerverende hårde elektroniske rytmer og
hippieinspireret new age-musik, men kulisserne er netop helt uden betydning for
Shakespeares dramaer og behøver ingen anden opdatering end Niels Brunses
simpelthen uforlignelige nyoversættelse. Shakespeares vers er som musik, der i
modsætning til den elektroniske pumpen, der ledsager blomstersaftens trylleri, ikke har rytmen som det bærende element;
den skal netop flyde og strømme naturligt som en pludrende bæk eller hvislende
vind, og man kunne måske fordomsfyldt mene, at det skyldes Thers tyske
oprindelse, at hun ikke har sans for det danske sprog, men det falder primært
tilbage på skuespillerne.
Værst er måske de to hovedrolleindehavere,
Ellen Hillingsø som Hippolyta/Titania og Anders Gjellerup Koch som
Theseus/Oberon. Bevares, hun er først klædt som den mandhaftige amazone, hun
er, siden som en skønt frodig alfedronning, men hun fremsiger versene uskønt og
med staccato, og han, der ellers altid formår at nuancere sine roller helt
sublimt, han er nu en frustreret råbende ægtemand, ingen myndig og værdig
konge. Bedre går det for Klaus T. Søndergaard, der er et noget usædvanligt valg
til rollen som drillealfen Puk, men hans stemme er dog frisk og flyver frit,
ligesom hans adrætte krop bevæger sig smidigt, selvom der intet let og
drilagtigt er over hverken hans påklædning eller væsen iøvrigt. Lars Lønnerup
er som Hermias ublide fader kort for hovedet, dog undskylder det heller ikke
hans umelodiske hakken. Bedst klarer sig nok de to unge elskere: Jakob Randrup
vinder ved at lade stemmen følge sin adrætte, stærke og slanke skikkelse – dét
klæ’r Shakespeares blankvers – og Morten Brovn mestrer som Lysander at skifte
ubemærket mellem trofast og snarrådig til troløs og muntert spottende markeret
kun af en dirren i stemmen, hvilket vidner om hans musikalske forståelse af
versene. At de to elsker Sofia Saaby Mehlum som Helena og Lila Nobel Mehabil
som Hermia er dog utroværdigt. Ganske vist er Mehlum pigelig og køn, men hun
har kun den samme opadgående, klagende tone at udstøde, og Mehabil bliver måske
skønt komisk i sin stædige tro på at være set ned på, fordi hun er lille, men
at hun viser sin mistanke om Lysanders død med så stor ligegyldighed, får en
til at tvivle på, om hun overhovedet forstår sine replikker. Måske det lyder
hårdt – alle skuespillerne har trods alt tidligere vist deres store talent –
men her evner de fleste kun at vække en skuffelse hos publikum over, at versene
ikke letter, at de ikke får plads, og at Shakespeares mange muntre ordspil
falder til jorden og trampes ned, fordi skuespillerne simpelthen ikke tror på,
at humlebien virkelig kan flyve!
De fem håndværkere, der repræsenterer den
lagkagekomik og de sjofelheder, der altid er hos Shakespeare side om side med
poesien, skiller sig ud. De taler heller ikke på vers, de repræsenterer trods
alt et andet socialt lag, men også her svigtes replikkerne, og det komiske
flyttes til rekvisitterne, når Peder Dahlgaards Nikolaj Balle ikke kun
forvandles og udstyres med æselører, men også står med gylpen åben og en
monstrøst stor attrap hængende ud. Så er det bedre, at Dahlgaard allerede inden
forvandlingen med sin storskrydende latter markerer, hvilket æsel Balle er,
ganske som Githa Lehrmann løfter sin forsagte og skræmte Kirsten
Krumnål/Måneskinnet til højder, der helt overstiger rollen og de få replikkers
format, alene med sin mimik og gestik. Jacob Moth-Poulsen som Sven
Snude/Muren/Løven og Emil Bodenhoff-Larsen som Poul Pivert/ er castet perfekt –
de falder i alt fald fint i et med deres karakterer og agerer helt ukunstlede –
men det er næppe Mikkel Bay Mortensens Peter Pære, der har castet dem, for at
han udstyres med en tyk, tysk instruktøraccent, vidner kun om Thers evne til at
ændre, ikke til at fremhæve, hvad Shakespeare gør så udmærket selv. Publikum
ler ganske vist hjerteligt og til tider højt af det naragtige amatørteater, der
minder os om spillet i spillet, og at komedien faktisk vil sige noget om
virkeligheden, det er bare aldrig nogen opløftende, katharsisk latter.
Shakespeare hører sammen med Molière, Holberg,
Tjekhov og Beckett til hofleverandørerne af de komiske delikatesser, der
virkelig gør teatret værd at gæste. Det kræver naturligvis en høflig, servil og
nænsom servering, men Alexa Ther lader skuespillerne prange blankvers ud over
scenekanten som varer i en snusket sortbørshandel, og man føler uden at være
blevet pirret eller være blevet mæt, at man er blevet spist af med det
tilbageværende i en blandet atheniensisk landhandel.
