LIGHT - Bach dances er en forløsning. Operaen, Kristi Himmelfartsdag, d. 13. maj 2021
Forestillingen
LIGHT - Bach dances har været fire år undervejs. Alene derfor er der grund
til at glæde sig over, at det blev muligt at opføre den for publikum, og at det
sker netop nu, hvor landet åbner sig tillige med det kølige, tilbageholdende
forår, er smukt. Det kunne ligne en tanke, men er det altså ikke, fordi
skabelsesprocessen begyndte før pandemier og politiske indgreb, ved hjælp af
Bachs musik netop nu at skabe en forestilling, der tematiserer døden, når denne
pludseligt og uventet træder frem og ser os dybt i øjnene - og vi ved mødet
træder forskrækkede tilbage, kigger på hinanden og trækker os forlegne og
skræmt tilbage. Nej, alene fordi døden er det eneste uafvendelige, afslutningen
og forgængeligheden, som møder os alle, har operachef John Fulljames, dirigent
Lars Ulrik Mortensen og koreograf Hofesh Schechter skabt denne forestilling, og
det er smukt gjort.
Måske nogen stadig synes,
det er morbidt at skabe en hel forestilling om døden, mens pandemien stadig
raser uden for teatrets mure, men ikke hvis man husker Aristoteles’ begreb katharsis,
renselse. Katharsis er der des større behov for i netop nu. Aristoteles bruger begrebet
i to sammenhænge: I Poetikken bruges det om den terapeutiske renselse,
der finder sted, når publikum gennem tragediens forløb føler frygt og medlidenhed
med karaktererne på scenen, i Politikken bruges begrebet om den
samfundsopdragende effekt, musik kan have, når den fjerner de uønskede følelser
hos borgeren, altså de følelser, der måtte vende borgeren væk fra hensynet til
samfundet. Det sidste giver stalinistiske associationer (og man kan kun frygte,
hvilken musik en dåsemakrelspisende statsleder ville passivisere befolkningen
med!), og selvom musikken - her Bachs mediterende, suggestive toner - står i
centrum i denne forestilling, er det den æstetiske renselse gennem dans og sang
og musik, man forlader Operaen med. Man går ikke fra Holmen som en bedre
borger, man er en smuk oplevelse rigere og klogere på, hvad det er at være
menneske. Kombinationen af sang, dans og barokmusik giver mindelser om
opsætningen af Tidens og Visdommens triumf af Händel forrige sæson, og
den var en triumf, fordi instruktøren formåede at skabe et eksistentielt drama,
hvis forskellige og modsatrettede følelser rev publikum med i et overraskende
forløb, men her er ingen handling, og det er det eneste lille minus ved
forestillingen.
Forestillingen er bygget
op om udvalgte arier og kor, hvis tekst tematiserer livet og døden, og
instrumentalsatser, alle af Johann Sebastian Bach. Som supplement hertil er
Hofesh Scechters dansekompagni i en umiddelbar, ukunstlet og plastisk koreografi.
De elleve dansere bevæger sig i mønstre, figurer og bevægelser, der ligger
langt fra den klassiske ballets udtryk; snart danser de tæt sammen, snart bærer
og løfter de hinanden, snart løber de ekstatisk afsted, snart styrter de og må
løftes og bæres af de andre. Det er genialt, fordi den dansende krop er
ekspressiv, og dog uden evne til andet end at kunne illustrere eller eftergøre netop
det, at kroppen må dø. De følelser, dansen formidler om det store intet,
hvorfra ingen er vendt tilbage, er abstrakte og slår ikke til. Dansen giver
ikke ét svar på, hvad døden mon er. Det gør de vidnesbyrd, uddrag af samtaler
med terminalt syge, mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper, der afspilles
mellem musik og dans, heller ikke, men enkelte af dem holdes fast på et
neonskilt som et spinkelt forsøg på bedre at forstå. ”If I do die”, lyder et af
dem, og det er lige så uudgrundeligt og smukt som John Donnes berømte sonet ”Death,
be not proud”, der slutter med ordene: ”Death, thou shalt die.” Døden er så uforståelig
og mystisk, at man næsten kan tvivle på den, hvad enten man nu tror på et evigt
liv, eller man blot mener det som en påmindelse om at leve og ikke lade døden
tage fokus fra livet. Selv ikke hvis døden bliver følgesvend gennem et svært sygdomsforløb.
Døden
var dog så allestedsnærværende i 1700-tallet, hvor sygdomme sjældent kunne
kureres, børnedødeligheden var høj, og krig rasede, at Bach hver uge måtte
skrive nye kantater til gudstjenesterne i Leipzig, så menigheden kunne grunde
over spørgsmålene om liv og død. Også det var en renselse, og barokken
afspejler sig i Tom Scutts scenografi og ikke mindst Paule Constables smukke
lyssætning: Til højre på scenen sidder Concerto Copenhagen, til venstre et
podie omhængt med et sort slør, og om dette tager dansere og sangere først
plads på stolerækker, som var forestillingen en art andagt eller gudstjeneste. Undervejs
flyttes stolene rundt, der skubbes til dem og kastes med dem, og danserne
indtager podiet, hvor ellers kun neonskiltet med brudstykker af de forskellige
vidnesbyrd har hængt. Det hele belyses, så scenen henligger i et chiaroscuro,
som var den et maleri af Caravaggio, dramatisk og følsomt på samme tid. At det
tomme podium bag forhænget er det store, gådefulde intet, vi kalder døden, som
sangere, dansere og musikere er kommet for om ikke at tilbede, så dog at
undersøge, står klart hele tiden, men det kan kun udfyldes af de levende, først
danserne, siden musikerne, sidst i forestillingen. På samme måde fortæller de
døendes stemmer nok om frygt, desperation og smerte, men der er også humor -
f.eks. i beretningen om at vælge det rigtige gravsted til sig selv - og fyndige
opfordringer om at gribe dagen: ”Livet er kort. Spis kagen. Køb skoene.” Døden,
det store fravær, forstås måske bedst som sin modsætning, nemlig at leve livet,
mens man er i live, og er døden da ikke død?
Forestillingen har som
sagt intet forløb; stemninger og følelser afløser hinanden i smuk lys-skygge-virkning,
men vilkårligt. Man gribes undervejs - mest over kontrasten mellem tonefaldet i
vidnesbyrdene og Bachs klare tone - og man tænker efter, men man rykker ikke
frem på sædet, fordi spændingskurven og medfølelsen for karakterer, der ligner
en selv, river en med. Den egentlige renselse og forløsning finder sted i moralen,
carpe diem, hvorfor forestillingen slutter i rørende, barnlig jubel: Først
med en opfordring fra de otte sangere, ”Wachet, betet, seid bereit!” fra
kantaten med BWV 70, og til sidst med den selvstændige sinfonia, BWV 1045, der virtuost
og festligt synes at blive ved og ved, indtil den dog slutter brat og uventet. Og
publikum er begejstret; bifaldet og jublen holder længere på sangere, musikere
og dansere, end de synes tidligere at have oplevet, og lige dér føler man sig så
meget i live efter vinterens lange dvale. Den fælles glæde, begejstringen og
festen, er lige så overvældende som det spirende græs og de nyudsprungne
blomster og træer, og man ved, at det er det, man har savnet. Man er helt
sikker i sin sag: Death, thou shalt die.
