Hugo Wolfs Italienisches Liederbuch i Børssalen d.
2. august 2019
Christian
IV’s børs i København, der er opført 1619-1623, var oprindeligt noget mindre
prangende og meget mere anonym; uden kviste og uden tårnet med det smukke, karakteristiske
dragespir. Det var kongen selv, der gav arkitekterne, brødrene Lorenz og Hans
van Steenwinckel, påbud om at tilføje de nævnte dele, og det er således meget
bogstaveligt Christian IV’s bygninger, der i dag udgør en væsentlig del af
hovedstadens ikonografi. Børssalen, der denne dag danner ramme om en koncert
med Hugo Wolfs Italienisches Liederbuch,
har dog intet med Christian IV at gøre; den er først bygget i årene 1857-1859
af arkitekten Harald Stilling i mørk, mørk neorenæssance. Søjler, fyldingsloft
og paneler i mørkt træ, store, allegoriske (og slørede) kultegninger af Lorenz
Frølich og gyldenlædertapet (der efter tidens smag sandsynligvis kun er papir
og giver sig ud for at være noget andet, for - helt barokt - at blære sig med,
hvad man kunne fremstille kunstigt) lukker ikke meget af den lune, lyse
sommeraften ind, og salen står i skærende kontrast til Wolfs sange. Med J. P.
Jacobsens ord: ”Der burde have været Roser. Af de store, blege Gule. Og de
burde have hængt ud over Havemuren i en overdaadig Klynge, ligegyldigt
dryssende de sarte Blade ned i Hjulsporene paa Vejen: et fornemt Glimt af al
den yppige Blomsterrigdom derinde.”
Selvom Hugo Wolf
(1860-1903) ikke var anerkendt i sin levetid og - fordi denne var så kort - måske
ofte er overset i eftertiden, så er der dog netop blomsterrigdom og klynger af
store, bleggule blomsterblade i hans musik. At kalde ham senromantiker, som
forskellige leksika gør, er nok korrekt, men hans sange skiller sig ud og lader
sig ikke sammenligne med hverken Wagner, Wolfs store idol, eller Richard
Strauss. Wolfs sange peger profetisk frem og minder snarere om den stil, der
omkring år 1900 forsøgte at gøre op med den tunge historicisme, nemlig art
nouveau eller jugendstil - på dansk: skønvirke. Sangene slynger og snor sig organiske
gennem subtilt melodiøse linjer, der karakteristisk altid følger teksten, ikke
omvendt; her er ingen unødige gentagelser, musikken fanger i nuet digtets
indhold, og skulle Wolf være inspireret yderligere til at understrege
stemningen i digtet - kirkeklokker, uvejr og andet vejrlig - sker det i et
post- eller præludium i klaverstemmen. Det er besnærende enkel og rigt
blomstrende musik.
Digtene til Italienisches Liederbuch er - som
værkets titel siger - en række italienske folkedigte oversat til tysk. Det er
ikke en episk digtsamling, og hvor tilhøreren fornemmer en sammenhæng eller et
forløb, så skyldes det udelukkende digtenes stemmer og tematikker, der
behandler alt fra barndom til alderdom, ungdom, jalousi og forelskelse. Kort og
godt er der tale om en række hverdagsscener, hvis stemning derfor også varierer
fra alvor over inderlighed til sorg og humor. Ved denne koncert er det Bo
Skovhus og Kari Postma (afløser for stjernefrøet Elsa Dreisig, som mange nok
ellers havde glædet sig til at høre), der giver scenerne liv og sjæl - og de kan sangene, ingen af dem har noder
foran sig! Hans mørke, maskuline, altid karakteristisk flotte baryton klinger
kraftfuldt, og måske derfor også lidt tørt, mens der i Postmas lyse, lyriske
sopran er toner af frisk, grøn græs, som får en til at synes, at de små scener
snarere udspiller sig på frisk, norsk sæter end i det solbeskinnede, hede
Italien. Med improviseret mimik og gestik - en berøring på armen, et
overbærende blik - forsøger de to at tilføje liv til de små scener fra en
landlig hverdag, og selvom der virkelig er morsomme situationer i digtene
undervejs, så er der nu ingen grund til at le højt, som nogle publikummer gør,
over spillet mellem de to sangere; man trækker på smilebåndet, det er nok. Hvad
der behøves for at betone en replik, en frase eller et billede, ligger nemlig i
klaverstemmen, og pianist Christian Westergaard har blik for selv den mindste
detalje. I hans mesterlige spil folder de 46 sange sig ud i rigt flor; hans
anslag er følsomt, men sikkert, og hvor der er for- eller efterspil viser han
sig som fuldblods solist. Han har den energi, som man - til trods for deres
professionelle, sikre og udtryksfulde stemmer - savner hos sangerne; modet til
at give los og blomstre vildt!
Efter koncerten har himlen
uden for Børsen den samme sart gule farve som Jacobsens roser. Det er og har
været en pragtfuld aften. Måske var det blot det dunkle rum, der lagde sig
tungt over sangerne eller måske snarere over undertegnede? Der burde have været
roser - i alt fald i børssalen, for de var trods alt i koncerten.
