Figaro går til filmen

Barberen i Sevilla som forkortet, men meget helstøbt (stum)film. Operaen d. 17. marts 2018

Om det er Chaplins berømte barber i The Great Dictator, der har inspireret instruktør Martin Lyngbo til at lade Rossinis berømte Barberen i Sevilla udspille sig i en sort/hvid stumfilmskulisse, er uvist, men referencerne er der: Figaro er en vagabond, der småfusker sig igennem livet for at have til dagen og vejen, og han tager kun den lokale barbers plads for at kunne hjælpe greven med at befri Rosina. Rikke Juellunds scenografi og kostumer er alle holdt i sort-hvide-brunlige nuancer, og cembalisten er placeret på en forhøjning nær scenen og illuderer pianisten, der stod for den ledsagende musik i biografteatrene i stumfilmens storhedstid. Det er gennemført og en dybt original idé, og det viser kun, at Al Jolsons mytiske replik i den første talefilm, The Jazz Singer, også fanger operagenrens bredde og styrke: ”You ain’t heard [or seen] nothin’ yet.”

                      Lyngbo lader dog aldrig den barberforklædte vagabond barbere nogen; med Chaplins iltre og energiske bevægelser i takt til Brahms ungarske dans i Diktatoren in mente kunne det ellers have medført megen morskab, men der er derudover rigeligt at se på, og Lyngbos baggrund som skuespilinstruktør fornægter sig ikke: Kulissen er et gadebillede med tre huse - ganske som i den ny komedie, der voksede frem i hellenistisk tid for 2300 år siden; i midten bor doktor Bartolo, til venstre barberen og til højre notaren. Facaden kan elegant skubbes til siden, så man kan følge med i, hvad der sker i husene, men handlingen udspiller sig ellers både ude og inde, og Lyngbo er i øvrigt så fuld af idéer, at der næsten sker for meget - i alt fald når sidehandlingerne truer med at tage fokus fra hovedhandlingen. Under terzetten, hvor greven forklædt som sanglærer sammen med Rosina forsøger at narre Bartolo, er Don Basilio på besøg hos barberen for at få en tatovering (!) på højre overarm, og Simon Duus’ lange ben strakt og spændt i smerte i de mest umulige stillinger er lige ved at løbe med al opmærksomheden. Mere harmonisk er scenegangen under bagtalelsesarien, hvor Don Basilio (igen den eminente Duus) giver den som den lille hjemmekemiker og fremstiller bomber, der sætter hele gaden på den anden ende. Det er dog aldrig negativt at have en instruktør, der ikke bare er fuld af idéer, der føjer sig smukt til handlingen og forøger publikums oplevelse - det kan højst blive en undskyldning for at se forestillingen to gange, at der sker meget - men det bedste er, at ikke kun Simon Duus, men hele ensemblet af sangere er med og lever sig ind de mange gags og gimmicks, så alt er ren fornøjelse.

                      Det er meget kompetente sangere, der udgør rygraden i opsætningen; ikke så store stemmer, at man væltes bagover af betagelse, men meget, meget dygtige sangere. Sydafrikanske Luthando Qave er sikker i titelpartiet, men lige så sikker en lurifax, der uset tiltusker sig til livets ophold. José Fardilha forlener doktor Bartolo med en flot, myndig røst og slesk, slibrig senex, der ikke holder sig tilbage fra bizarre stævnemøder med Elisabeth Hallings Berta, hvor hun maler ham! Matteo Macchionis grev Almaviva er denne aften indisponeret (undertegnedes held til at opleve en undskyldende forestillingsleder er åbenbart uden ende…), så vi får ikke den store, afsluttende tenorarie, vi ellers er blevet stillet i udsigt, og det ærgrer, for Macchioni har en smuk, rank tenor, der ikke knækker over og bliver skinger eller nasal. Anna Kasyan er opsætningens ubestridte stjerne; hendes sopran har en sprød, skær klang, der nåde både højt og dybt, og selvom hendes dybe toner ikke er de kraftigste, har hun et smukt glissando og fornemme koloraturer. Ud over dette er hendes spilleglæde smittende, hun er virkelig en heltinde med ben i næsen, der allerede under ouverturen er i færd med at svinge begge ben ud over balkonen for at slippe bort fra Bartolo, og da det opdages, giver hun ikke op, men spæner af sted!

                      Der er fart over feltet i denne opsætning, og man vil kun glæde sig over at vende tilbage til den og se den igen og igen i årene frem over. Kun i orkestergraven jager Vincenzo Milletarì ikke afsted, i stedet styrer han det eminente Kongelige Kapel med stor indsigt, og han følger hele tiden sangerne på scenen og Lyngbos alsidige instruktion. Det er en fornem produktion, langt den bedste denne sæson på Den kongelige Opera, for her føjer alle lag sig smukt til hinanden i en helhed, så man kan kun lykønske Martin Lyngbo med sin debut som operainstruktør. Han må gerne komme igen, ja, han måtte gerne fortsætte i samme spor, for hvem kunne ikke se fortsættelsen, Figaros bryllup, for sig iscenesat som Natten før brylluppet? Philip Barrys komedie og Mozarts opera har begge bevidste så vel som ubevidste forvekslinger og forviklinger og en underliggende strøm af uforløst erotik til fælles, og der er ikke den store forskel på en sydstatsmansion og et greveslot. Jeg ville købe billet! Men det ville jeg nok, uanset hvad Lyngbo måtte blive sat til at instruere for Operaen næste gang - også selvom jeg giver meget for hans (radigale) overbevisning om, at langt er lig med kedeligt, for lad gå med de få beskæringer, der er i denne opsætning, men det må ikke blive normen at lefle for laveste fællesnævner.

Swinging doors!

Festlig fart over feltet i henrykkende Catch me if you can på Odense Teater d. 1. marts 2018.

Betegnelsen barok er egentlig eftertidens nedsættende dom over en tid og en stil, der ikke levede op til eftertidens eget ideal om (rationel) klarhed og enkelhed. Barokkens egen intention var at imponere, at overvælde og gribe tilskueren og opstod egentlig som den katolske kirkes forsøg på at vinde de vildfarne tilbage fra den kolde og golde protestantisme. Ud over dette udvendige, populistiske greb var barokken filosofisk dyb og eksistentielt moderne, for de imponerende facader og svimlende loftsmalerier vidner jo blot om, at verden vil bedrages; farver, pragt og kunstnerisk kunnen dækker over, at livet er kort og derfor uden betydning, så man bør vende sin tanke mod hinsidige: det evige liv i Paradis. At barokken stadig betager, og at katolske kirker og enevældige paladser tiltrækker turister i tusindvis uden at forbindes med alvorlige efterkrigstænkere som Camus og Sartre (det ville også være paradoksalt, eftersom Sartre var erklæret ateist), skyldes udelukkende, at barokkens bygninger, malerier og øvrige kunstgenstande er af så høj kvalitet, at selv en mindre tænksom eller troende tid med begejstring og udbytte kan hengive sig i undersøgelser heraf. Komposition, perspektiv, sammensætning af farver eller toner, ingeniør- og billedhuggerkunst, alle kunstarter og håndværk kan stå ved sig selv og tale til eftertiden, hvis de er ordentligt udført.

                      Man kan let komme til at gøre disse overvejelser, når man én uge oplever Glucks Orfeus og Eurydike sovset til i syntetisk lyd og lag af effekter, der alle er dårligt udført, og den næste uge får serveret et spillevende bigbandorkester samt meget dygtige sangere og skuespillere i en velsmurt scenegang i musicalen Catch me if you can. Måske er Glucks værk ikke barokopera, men det er ikke pointen; man er en tåbelig snob, hvis man tror, at én genre er finere og bedre end en anden, for det afgørende er altid værkets - forestillingens - kvalitet, og kvaliteten på de danske operascener er denne sæson (Den jyske Operas turné med La Traviata er ingen undtagelse) sørgeligt lav. Musicalen blomstrer til gengæld, og publikum strømmer til, så der er indtil videre to ekstraforestillinger af Catch me if you can på Odense Teater, og de er nok også udsolgt ret hurtigt, hvis der er rimelighed til.

                      Handlingens store kvalitet består i, at den er så enkel. Det mest komplicerede greb er nok, at den fortælles i flashback, så uopdagede og ikke-erkendte lag anes, for det handler kort og godt om forholdet mellem fædre og sønner, om forbilleder og rollemodeller, der måske/måske ikke er værd at følge: Frank Abagnale Jr. beundrer den romantiske myte, som faren, Frank Abagnale Sr., formår at spinde sig selv ind i. Farens eneste talent er evnen til at fortrylle, forføre og svindle, og følgerne heraf er naturligvis negative, men forestillingen dvæler aldrig ved konsekvenserne - druk, ensomhed, skilsmisse - den viser dem, men viser dem ærligt gennem stærke skuespilpræstationer. I centrum står Laus Høybye som Abagnale Jr. og fortryller selv alt og alle omkring sig med sin umiddelbare charme, sit store sangtalent og sin troskyldige ungdom (selvom han nærmer sig de 40 som visse andre…). Anders Gjellerup Koch forlener Abagnale Sr.’s tragiske skikkelse med så skæbneblind naivitet, at man bestandig røres, men uden at forfalde til tårer; hans talent er virkelig uden lige i dansk teater. Claus Riis Østergaard er FBI-agenten, der med indædt iver sætter alt ind på at standse Abagnale Jr.’s falsknerier og svindelnumre, og selvom det nok gør karakteren morsom og latterlig, så er han også ægte, og man forstår, hvorfor Abagnale Jr. føler sig draget til at give sig selv til kende. Cecilie Gerberg er ualmindelig fortryllende som Brenda Strong, der slår benene væk under Abagnale Jr. og bliver hans achilleshæl; hun er på en gang en stærk, selvstændig kvinde (der lever op til sit emblematiske efternavn) og umiddelbart blondinedum, men dog ikke så meget, at hun bliver hængende, til storsvindleren er ude af fængslet igen. Gerberg må dog meget gerne blive hængende på Odense Teater i fremtiden!

                      Alle andre mindre roller og ensemblet af dansere er smidige, spillevende brikker i instruktøren Rolf Heims hænder. Der bruges stort set ingen rekvisitter i Sisse G. Jørgensens enkle scenografi, der hæver Tiptoe Bigband op bag en evigt roterende svingdør midt på scenen; hver gang den drejer, skifter scenen hurtigt og elegant i samme rappe, rytmiske og skarpe tempo som bigbandet spiller. Hvad der måtte mangle af effekter, dem agerer skuespillere og ensemble selv. En trappe på hver side af svingdøren skaber rum for ensembleoptrin i den store, klassiske musicaltradition, og det er betagende, henrykkende og imponerende flot, når alle stemmer i eller kaster sig ud i Peter Friis’ velkoreograferede tableauer. Det er så enkelt og dog så ægte, at det står i grel kontrast til Lothar Krauses fortænkte indfald i Den jyske Operas opsætning af La Traviata, for om end de var få, så er skuffelsen herover svær at glemme i mødet med så forrygende teater som på Store Scene i Odense. Måske burde Odense Teater for at tilføre lidt glamour og mytisk mystik begynde at kalde Store Scene for Gamle Scene, nu hvor det rædselsfulde indkøbscenter Odéon er kommet til med nye scener? Det var da en tanke; fortsætter teatret næste sæson med et repertoire af lige så højt niveau som denne - Den indbildt syge og Macbeth sidder stadig i én - så er kvaliteten tårnhøj i sammenligning med nationalscenen, der synes at stå i stampe, og publikum vil strømme til, så teatret må sætte svingdøre op for at kunne håndtere efterspørgslen!

Den i sneen vildfarne

Den jyske Opera på turné med en jævn opsætning af Verdis La Traviata. Odéon d. 27. februar

Kong Vinter gæster landet i disse dage med hele sit følge! Sneen drysser og fyger, kulden bider, eller ”det skrubknager” i én, ”så dejligt koldt er det”, som Andersens ”Snemanden” siger. Selv på scenen i Den jyske Operas turnéopsætning af La Traviata sner det; i anden akt drysser sneen ned uden for vinduerne, i tredje akt lader scenografen Annette Mahlendorf og instruktøren Lothar Krause det sne over Violettas seng. Det er et poetisk tableau, men også et symbolsk billede, for i modsætning til publikum i salen er Violetta ikke udsat i kulden: Hun er ikke tuberkuløs, men stiknarkoman og sniffer baner af sne og altså mere afhængig af sne snarere end faret vild i den. Det er fint set af instruktøren at lade den kvindelige hovedkarakter være så mærket af sin tilværelse som prostitueret (om end i luksusklassen), at hun må ty til narkotika for at kunne være til. Det er i alt fald bedre gennemtænkt end at godt 1700 publikummer skal i den samme garderobe efter forestillingen for at hente sit overtøj, og overtøj er nødvendigt i disse dage.

                      Problemet er ikke sne i lange baner (the pun is intended), problemet er mangel på takt og omtanke. Den manglende takt skal forstås bogstaveligt for samspillet mellem sangere på scenen og Odense Symfoniorkester i graven, for ja, Odeons store sal egner sig glimrende til opera, der er en fremragende akustik, men det gør det kun tydeligere, når musikere og sangere ikke formår at følges ad. Det sker gennem hele forestillingen og kan ikke bare være en enkelt forseelse - men måske fordi denne forestilling er den trettende på turnéen? Takt mangler også i Krauses instruktion, for på den ene side er det ganske i Verdis ånd at ville sætte et samfundsaktuelt problem som prostitution på scenen, på den anden side er Violetta Valéry kurtisane - luksusluder - men der er ingen luksus eller elegance i hendes fremtræden på scenen eller det selskab, hun omgiver sig med: Violettas kostume er slidset op til taljen og ringet ned, så udskæring og slids næsten mødes, og koret kommer fjantet fnisende ind til fest i første akt og rager uhæmmet på hinanden eller forsøger sig ubehjælpsomt som fan dancers. De synger glimrende, men det er længe siden, jeg har oplevet Den jyske Operas kor agere så amatøragtigt. Nænsomhed og følsomhed er sørgeligt fraværende.

                      La Traviata betyder ’den vildfarne’, og man kan ikke beskylde Kari Postma, der synger partiet som Violetta, for at være faret vild, for hun har en smuk, kraftfuld stemme, men hun snyder på vægten i første akts store, afsluttende arie; flere fraseringer, koloraturer og toner mangler simpelthen. Det er en slem skuffelse at opleve en stor stemme give op, og en mulig undskyldning om at være faret vild i sneen og påvirket af kulden holder ikke. Bedre er Jung Soo Yun som Alfredo med sin slanke, elastiske tenor, men hans klang savner glans, og hans præstation denne aften er en afglans af hans Nemorino i efterårets opsætning af Elskovsdrikken. Bedst er afgjort Trond Halstein Moe som faren, der som så mange forældre ønsker at gøre det bedste, og derfor gør det værste; hans stemme har glans, fylde og den varme, hans handlinger ikke viser, men iblandt er den klemt og mister højde, måske fordi Krause har lænket ham til en kørestol - eller snarere ladet ham synke helt sammen i en kørestol og frataget ham muligheden for at trække vejret igennem. Der er alt i alt for mange skuffelser i denne opsætning. Den er ikke dårlig, men den er heller ikke mere end jævn, blandt andet fordi Krause for ihærdigt ønsker at afdække lag eller tilføje et coup de téatre ved at lade Alfredo, Germont og den tro Annina skynde sig ud af scenen, lige inden Violetta styrter sammen og udånder. Er deres tilstedeværelse kun et resultat af hendes narkorus? Det er villet, og det faste greb i hjertekulen udebliver, så man får ikke rigtig varmen, inden man skal ud i kong Vinters isnende favn. Desværre.