Den jyske Opera på turné
med en jævn opsætning af Verdis La
Traviata. Odéon d. 27. februar
Kong
Vinter gæster landet i disse dage med hele sit følge! Sneen drysser og fyger, kulden
bider, eller ”det skrubknager” i én, ”så dejligt koldt er det”, som Andersens
”Snemanden” siger. Selv på scenen i Den jyske Operas turnéopsætning af La Traviata sner det; i anden akt
drysser sneen ned uden for vinduerne, i tredje akt lader scenografen Annette
Mahlendorf og instruktøren Lothar Krause det sne over Violettas seng. Det er et
poetisk tableau, men også et symbolsk billede, for i modsætning til publikum i
salen er Violetta ikke udsat i kulden: Hun er ikke tuberkuløs, men stiknarkoman
og sniffer baner af sne og altså mere afhængig af sne snarere end faret vild i
den. Det er fint set af instruktøren at lade den kvindelige hovedkarakter være
så mærket af sin tilværelse som prostitueret (om end i luksusklassen), at hun
må ty til narkotika for at kunne være til. Det er i alt fald bedre gennemtænkt
end at godt 1700 publikummer skal i den samme garderobe efter forestillingen
for at hente sit overtøj, og overtøj er nødvendigt i disse dage.
Problemet er ikke sne i
lange baner (the pun is intended), problemet er mangel på takt og omtanke. Den
manglende takt skal forstås bogstaveligt for samspillet mellem sangere på
scenen og Odense Symfoniorkester i graven, for ja, Odeons store sal egner sig
glimrende til opera, der er en fremragende akustik, men det gør det kun
tydeligere, når musikere og sangere ikke formår at følges ad. Det sker gennem
hele forestillingen og kan ikke bare være en enkelt forseelse - men måske fordi
denne forestilling er den trettende på turnéen? Takt mangler også i Krauses
instruktion, for på den ene side er det ganske i Verdis ånd at ville sætte et
samfundsaktuelt problem som prostitution på scenen, på den anden side er
Violetta Valéry kurtisane - luksusluder - men der er ingen luksus eller
elegance i hendes fremtræden på scenen eller det selskab, hun omgiver sig med:
Violettas kostume er slidset op til taljen og ringet ned, så udskæring og slids
næsten mødes, og koret kommer fjantet fnisende ind til fest i første akt og
rager uhæmmet på hinanden eller forsøger sig ubehjælpsomt som fan dancers. De synger glimrende, men det er længe siden, jeg har oplevet Den
jyske Operas kor agere så amatøragtigt. Nænsomhed og følsomhed er sørgeligt
fraværende.
La Traviata betyder ’den vildfarne’, og man kan ikke beskylde Kari
Postma, der synger partiet som Violetta, for at være faret vild, for hun har en
smuk, kraftfuld stemme, men hun snyder på vægten i første akts store,
afsluttende arie; flere fraseringer, koloraturer og toner mangler simpelthen.
Det er en slem skuffelse at opleve en stor stemme give op, og en mulig undskyldning
om at være faret vild i sneen og påvirket af kulden holder ikke. Bedre er Jung
Soo Yun som Alfredo med sin slanke, elastiske tenor, men hans klang savner
glans, og hans præstation denne aften er en afglans af hans Nemorino i
efterårets opsætning af Elskovsdrikken.
Bedst er afgjort Trond Halstein Moe som faren, der som så mange forældre ønsker
at gøre det bedste, og derfor gør det værste; hans stemme har glans, fylde og
den varme, hans handlinger ikke viser, men iblandt er den klemt og mister
højde, måske fordi Krause har lænket ham til en kørestol - eller snarere ladet
ham synke helt sammen i en kørestol og frataget ham muligheden for at trække
vejret igennem. Der er alt i alt for mange skuffelser i denne opsætning. Den er
ikke dårlig, men den er heller ikke mere end jævn, blandt andet fordi Krause for
ihærdigt ønsker at afdække lag eller tilføje et coup de téatre ved at lade Alfredo, Germont og den tro Annina skynde
sig ud af scenen, lige inden Violetta styrter sammen og udånder. Er deres tilstedeværelse
kun et resultat af hendes narkorus? Det er villet, og det faste greb i
hjertekulen udebliver, så man får ikke rigtig varmen, inden man skal ud i kong
Vinters isnende favn. Desværre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar