John Adams’ Nixon in China er dybt vedkommende
musikdrama. Operaen d. 12. maj 2019
Langt
de fleste danskere kender citatet, der danner overskrift for denne klumme:
Første vers af Adam Oehlenschlägers romantiske og episke digt om de to guldhorn,
hvis tyveri fra Kunstkammeret elegant og virtuost iblandet dele af Henrich
Steffens’ forelæsninger om den romantiske filosofi blev en af de mest fejrede
skønlitterære klassikere på dansk. Langt de fleste ved, at de, der ”higer og
søger/ I gamle Bøger” er oplysningstidens fornuftige videnskabsmænd, og langt
de fleste ved, at videnskabsmænd ifølge digtet ikke evner at fatte den
uforklarlige storhed og skønhed, der ligger i et kunstværk som de to guldhorn.
De leder forgæves, og derfor er det til sidst gudernes vilje, at ”Evig bortsvandt
Helligdommen.” Indimellem kan som bekendt selv en blind høne indimellem finde et
guldkorn, så selvom den køligt fornuftige tankes søgen ikke altid bærer frugt,
så kan den dog finde fine pointer iblandt. Det gør sig gældende for opsætningen
af John Adams’ moderne klassiker Nixon in
China.
Det er næppe sikkert, at
operachef John Fulljames kender Oehlenschlägers klassiker Guldhornene, så det er sandsynligvis helt uforvarende, at han
kommer til at blive en af disse fornuftsmennesker, der higer og søger: Adams’
opera handler om præsident Nixons historiske besøg hos formand Mao i Kina i
februar 1972, og librettoen er flere steder baseret på de ordvekslinger, der
fandt sted mellem de politiske ledere, så derfor lader Fulljames - ganske
logisk - handlingen udspille sig i et stort arkiv, hvor en hær af forskningsassistenter
og arkivarer ”higer og søger” blandt de historiske dokumenter, der overføres
til storskærm, så historien selv bliver en del af scenografien. For det første
kopierer Fulljames her sin iscenesættelse af Rossinis La donna del lago, hvor handlingen også udspiller sig i et
historisk tilbageblik, for det andet er det næsten for simpel og indlysende
idé, til at kunsten og æstetikken kan blomstre rigt og frodigt. Sådan forholder
det sig i alt fald i første akt, hvor mængden af arkivarer skaber mere forvirring
end klarhed i scenebilledet (og hvilket arkiv har for øvrigt så mange ansatte i en tid med en årlig
besparelse på 2%?). Jo, måske læser de Maos tanker op fra kilderne i det
indledende kor, men hvorfor opstiller de derefter hele seks lærreder i
rundkreds for at afspille filmen af Nixons fly, der lander i Peking, og hvorfra
kommer præsidentparret, da de pludselig står lyslevende på scenen? Har arkivarerne
overnaturlige, nekromantiske evner, eller befinder vi os i det store hinsidige
arkiv?
Måske det er fortænkte
spørgsmål, så tilgiv ironien, men det er også fortænkt at ville have
arkivrammen til at passe ned over hele operaen; det er et koncept og ikke en
kunstnerisk idé. Imidlertid er det samtidig en virkelig original idé, det går
bare først op for publikum i sidste akt, for mens operaen begynder realistisk
og følger de historiske begivenheder - officiel modtagelse, privataudiens hos
Mao og statsbanket - så bliver den gradvist mere og mere et psykologisk portræt
og en refleksion over mennesket, statsleder eller ej, i tiden og historien.
Tredje akt er således gribende i sin fremstilling af statsledere som bange,
usikre mennesker med længsler, drømme og afsavn, og det er en rørende, tragisk
pointe, at de til sidst en efter en går ind i en kæmpestor kasse, der
forsvinder bort i arkivet som en genstand for senere tiders forskning. Mennesket
reduceret til objekt. En mere følsom iscenesættelse havde nok evnet at favne
bredden i denne opera ved f.eks. at lade den begynde realistisk (så havde vi
måske også set et fly på scenen!) og gradvist lade eftertidens syn - arkivet og
forskerne - tage over, som der graves ned under overfladen, og den personlige
historie fremlægges.
Det er en skønhedsfejl, og
den er placeret uheldigt og synligt i første akt, men man lægger først og
fremmest mærke til den, fordi operaens øvrige fremtoning er fuldstændig
lydefri. Uanset hvor meget man higer og søger, er Fulljames’ personinstruktion intet
andet end eminent; fra sangerne træder ind på scenen er de et med deres
karakterer: Johan Reuter er en
energisk og ambitiøs Richard Nixon, men under overfladen romantisk, følsom og
lettere naiv, Sarah Tynan er en
bedårende, engageret og omsorgsfuld Pat Nixon, Arnold Bezuyen er en forvirret, svag og lettere debil
Mao Tse-tung, og Sofie Elkjær Jensen er
hans skræmmende handlekraftige, skrappe og dog også ømme frue, Chiang Ch’ing. Der
er et fascinerende spil mellem Nixon, der ønsker at skrive verdenshistorie, og
den aldrende, svagelige Mao, der taler i tunger; scenen mellem dem er både
morsom, men også fuldstændig absurd, når de gang på gang taler forbi hinanden.
Så meget for storpolitik! Alle synger de med en styrke, nuance og skønhed, der
går lige i hjertekulen, og ikke mindst Sarah Tynan med hendes krystalklare og
til lejligheden perfekt amerikanske diktion ønsker man meget snart at høre
igen. Anden akt er hendes, hun stjæler fuldstændig billedet mellem en ellers
sjov og opfindsom brug af arkivkasserne som scenografi, og lige så forvirret
scenebilledet er i første akt, lige så smukt er det, da hun i den tyst dalende
sne synger sin store arie: ”This is prophetic!” Brava!
Man skal nemlig ikke tage
fejl af operaens historiske emne eller de få år, den har på bagen, (operaen
havde urpremiere i 1987), for det er en rigtig
opera i klassisk forstand med arier, duetter, ensembler og store korscener. Adams’
tonesprog er nyt, men let at lytte til; de gentagne toner og rytmer virker
hypnotiske, og samtidig ændrer tonernes farve og instrumentationen sig, så det er
som om, man hører tiden gå og blive til historie. Det er berusende musik, ikke
søvndyssende, det er foruroligende og smukt på samme tid, fordi den både følger
sin egen idé og griber publikum, og dermed er operaen blandt de mest originale
partiturer i det 20. århundrede. Alexander Vedernikov dirigerer Det kongelige
Kapel med vanligt mesterligt overblik, og sporer man premierenerver i rytmen,
er indsatserne stadig præcise og klangen sublim. Orkestreringen er endvidere afstemt,
så orkester og sang altid er i balance, der er rum til også at høre stemmernes
klang. Alene det at sætte en opera, der aldrig har været spillet i Danmark, op er
prisværdigt, og at det tilmed er en moderne, bredt appellerende klassiker og
ikke en af de sædvanlige travere (…) i en stort anlagt opsætning er en hel
stjerneregn værd. Nixon in China er
frisk blod til operagenren og operapublikummet; den er det, vi higer og søger
efter.
