Puccinis
trefløjede altertavle, Il trittico, i
Operaen i København d. 6. maj 2013
Det begynder adstadigt
til Seinens blødt vuggende strøm; først er der slet intet drama, det vokser ud
af en hverdagssituation, der i lyset fra scenografiens containerhal med sterile
lysstofrør i loftet er så realistisk, at det næsten er kedeligt: Et ægtepar
småskændes. Er det her virkelig en Puccini-opera?, spørger man sig selv. Der er
langt til eksotiske miljøer med opofrende heltinder, ingen tagkammersult, ingen
ondskabsfulde politiagenter og intet hedt elskende par, men langsomt vokser
dramaet i hænder på instruktøren Damiano Michieletto; alt, hvad der skal til,
er et par barnesko og et legetøjstog. Ægteparret, Giorgetta og Michele, har
haft den store sorg at miste en søn, og dette mest tragiske af alle tab har
fået deres kærlighed til at kuldsejle: Han er knuget og lukker sig om sin sorg,
bærer rundt på toget og skoene dagen igennem og triller efter fyraften af
gammel vane rundt med barnevognen, der nu er sørgeligt tom; hun kaster sig ud i
en affære med arbejderen Luigi, en affære, der på én gang er desperat
lidenskabelig og febrilsk og uengageret. Det ses tydeligt til sidst, da den
frustrerede ægtemand har myrdet sin rival og nødtørftigt dækket liget til med
sin jakke (oprindeligt den kappe, der har givet enakteren sin titel: Il tabarro), for jakken dækker slet ikke
Luigis afsjælede legeme, og hun kan ikke – uanset hvor langsomt hun så nærmer
sig – have undgået at se, hvad der er sket. Men det rører hende ikke, og hendes
skrig er snarere af selverkendelsen og afmagt end rædsel.
Det virkeligt kongeniale i Michielettos
iscenesættelse er på én gang at forstørre små foreteelser til stort skæbnedrama
og fastholde den uanselige hverdag i samme ved at binde de tre enaktere sammen.
Således er det ikke kun Gitta-Maria Sjöberg, der bliver klippet korthåret og
transformeret om til Tamar Iveri, der har titelpartiet i Suor Angelica, legetøjstoget og barneskoene vandrer også videre: Søster
Angelica er forvist til et fængselslignende kloster, fordi hun har bragt skam
over familien ved at bringe et uægte barn til verden. Det kan undre, at
Angelica skal sone i denne fangelejr, når hendes barn i denne opsætning opfostres
af familien, men man aner en større, ondskabsfuld plan sat i værk af den
ulykkelig mors infame tante. Denne fyrstinde forlener Randi Stene både med en
divaagtig elegance og en iskoldt kalkulerende tankegang, der gør hende til en kvindelig
pendant til den sorteste af alle operaskurke, Scarpia i Tosca; hun bestyrer boet efter det afdøde fyrstepar så beregnende,
at man aner en økonomisk gevinst ved at holde Angelica indespærret, og når hun
med Stenes klingende malmrøst lyver sønnen død, så gyser man frydefuldt.
Derefter udfolder Tamar Iveri, hvad hendes skære røst indtil da kun har givet
glimt af: En svimlende dybde og en andagtsgivende højde. Spændt ud mellem disse
poler raser hun i vanviddets sorg, og i en transcendentalt lysende scene skabes
endnu en forbindelse tilbage til Kappen:
Som Micheles indre sorg flakker rasende om mellem fysiske repræsentationer af
den mulige rival, sådan blændes Angelica nu af flere versioner af det barn, hun
har mistet, men stadig elsker. Tårer pibler frem i øjenkrogen – i alt fald på
mig – når hun med tøjet fra disse vanvidssyner under kjolen fantaserer sig
tilbage til sin graviditet, og da hun i et rædselsvækkende klarsyn erkender, at
det hele kun er en drøm om det for evigt mistede, og desperat begynder at vaske
det tøj, som kun er der for hendes blik. Man kan indvende, at Michieletto
trækker søster Angelicas selvmord lovligt langt, for hun forbløder ualmindeligt
hurtigt, men det er ikke des mindre hjerteskærende og vidunderligt teatralsk,
når fyrstinden dukker op igen – denne gang med barnet ved hånden – kun for at
finde moren udåndet og tilsølet af blod.
Pause! Og for én gangs skyld er det på sin
plads kun at lave en længere pause i en lang forestilling; der er ellers på det
seneste gået inflation i opsætninger på Det Kgl. uden pause, men efter disse to
tragedier, kommer pausen som en lise og overgangen til noget ganske nyt.
Barnet står i centrum i Michielettos formidable
opsætning af Puccinis overset tryptikon: I Kappen
det mistede barn, i Søster Angelica
det moderløse barn, så efter pausen er det passende at se positivt fremad i den
søde forventning om et barn. I Puccinis eneste komedie, Gianni Schicchi, lader Michieletto os med fotografiet fra en
ultralydsscanning forstå, at det unge par, Lauretta og Rinuccio, har taget
forskud på ægteskabets glæder, for de vil ha’ hinanden! Får de det ikke,
fortæller Sine Bundgaard som Lauretta med uendelig sødme i Puccini-sopran-hittet
over dem alle, ”O mio babbino caro” (babbino
betyder ’lille far’!), at så drukner hun sig i Arno. Titelkarakteren må altså
træde til og sørge for at have en medgift, så Lauretta kan gifte sig med
Rinuccio, hvis familie er både begærlig, grisk og snobbet. Vi føler derfor
aldrig, at Schicchi går over stregen, når han forklædt som den afdøde arveonkel
testamenterer den mest værdifulde del af boet til ”min hengivne ven Gianni
Schicchi” og lukker familien inde i, hvad der ved et coup de thêatre viser sig at være en af åbningens skibscontainere;
så kan de lære det! Mere skræmmende er det imidlertid, at Johan Reuter, der både
synger Schicchi og Michele, nu står i frakken fra Kappen, mens Lauretta og Rinuccio leger kært med legetøjstoget;
også han har nu sonet sin skyld i det mord, som hans sorg afstedkom. Spørgsmålet
er så, om det hele kører i ring; om vi, da skibscontainerne til sidst atter står
lukkede og lysstofrørenes uforsonlige lys atter tændes, virkelig befinder os i
den ottende kreds af Dantes Helvede,
hvor alt er dømt til at gentage sig selv…
Man har da lov til at håbe! Om ikke andet kan
man glæde sig over det høje, musikalske og vokale niveau, der – endnu en gang
og til trods for sparetider – hæver sig op fra graven og scenen i Operaen:
Gitta-Maria Sjöberg er ganske vist først uoplagt og tam, men hun synger sig
varm og ilter, mens Johan Reuter hele tiden er snart intenst ulmende, snart i
udbrud både som Michele og Schicchi og udspyr sin ekvilibristiske flammerøst
over os. Hanne Fischer er en rørende og henrivende småtosset posedame, der
drømmer sig ud på landet, og Randi Stenes skrækindjagende fyrstinde bliver i Gianni Schicchi en ikke mindre
skrækindjagende, men netop derfor des mere morsom matrone, og hele hendes
afstumpede familie prenter sig med latterkramper i hukommelsen: Sten Byriel,
Michael Kristensen og ikke mindst Morten Lassenius Kramp og Susanne Elmark
brillerer her. At give så små partier til så store sangere siger noget om Den
kgl. Operas høje standard! Det kgl. Kapel spiller under Carlo Rizzis direktion
med den præcision og den musikalske nuancerigdom, der netop gør en aften i
operaen til det mere end en indspilning, åh jo, det må kunne gentage sig i en
fremtidig sæson! Nu mangler vist kun den mest uovertrufne Puccini-opera, Pigen fra Vesten, at komme op på Det
kgl. Teater, også den kan vi håbe på snarest at opleve.
