Knivskarp opsætning af Choderlos de Laclos’ Farlige forbindelser. Skuespilhuset d. 14. januar 2023
Fremmedordet
’isolation’ kommer – via italiensk – af det latinske ord insula, der
betyder ø. Det kendes fra det franske ’île’, det engelske ’isle’ og det tyske ’insel’,
men på dansk kender vi det kun fra ’isolation’ og verbet ’isolere’, der ifølge
ordbogen betyder henholdsvis at ”tage ud af sammenhængen, omgivelserne og anbringe
for sig selv” og at ”anbringe paa et sted for sig selv ell. afskære
fra forbindelse med omverdenen; afspærre; indespærre.”
Side om side med denne
definition har vi ordsproget, at ”intet menneske er en ø”, men det er
alligevel, hvad alle er i Staffan Valdemar Holms knivskarpe, groteske og
samtidig dybt rørende opsætning af brevromanen Les liaisons dangereuses/Farlige
forbindelser på Det kongelige Teater. Alle 1700-tallets formelle former og
stive etiketter er flyttet til en mærkevaresnobbet nutidig overklasse; ingen
træder ind på scenen uden at bevæge sig som modeller på en catwalk eller uden
at ledsages af et modebrand i hånden. Det er krukket og skabagtigt, og først sidder
man med en følelse af, at det er for meget, for at det er en kold verden, hvor alt
handler om at blive set, men ellers holde afstand, er tydeligt nok: alle er
henvist til en af de fem store, runde puffer i Bente Lykke Møllers eksklusive stormagasinsscenografi,
så der kan konverseres uden risiko for at komme i kontakt med hinanden; alle er
henvist til hver sin øde ø. Men dette indtryk fortager sig, som forestillingen
skrider frem; den overfladiske, forlorne selvforståelse, denne overklasse har,
punkteres af, at en eller flere scenemedarbejdere træder ind gennem det
blegrøde gardin, der indrammer hele scenen, ved hvert sceneskift blot for at bytte
om på pufferne, men intet ændrer sig, de står på samme sted, og alt er låst fast
i meningsløs etikette og eksistentiel tomhed.
Og hvad får man så tiden
til at gå med i dette følelseskolde univers, hvor man mister fornemmelsen for
alt, hvad menneskeligt, nærværende og ægte er? Jo, af ren og sker kedsomhed
udfordrer markise de Merteuil sin tidligere elsker, vicomte de Valmont, til at
forføre den purunge Cécile, så Merteuil kan tage en raffineret hævn over
Céciles forlovede, Gercourt. Indfaldet kommer på tværs af Valmonts planer om at
forføre den dydige, fromme enke de Tourvel – også et indfald af ren og skær
kedsomhed og manglende formål med livet – men med løfte om en nat med sin
tidligere elskerinde, indvilliger Valmont. Man skal bare ikke lege med
menneskelige følelser, hvad Mozarts geniale otte år yngre Così fan tutte
også minder os om, for mens Choderlos de Laclos’ brevroman på den ene side er
en skarp kritik af adelens nytteløse, overfladiske liv i den sidste halvdel af
1700-tallets Frankrig (romanen udkom blot ni år før den franske revolution), så
er den også et Sturm und Drang-værk af betragtelige dimensioner.
Mennesket har en irrationel side, følelserne og drifterne, der er mindst lige
så styrende som 1700-tallets ellers så forkætrede fornuft.
Det er de ægte, dybe
følelser, der stikker en kæp i skæbnens hjul, så guldkareten kører galt, og det
er både rystende og medrivende at følge spillets gang. Tammi Øst agerer
Merteuil mesterligt; hun er dårende dejlig som en lidt aldrende Marilyn Monroe
og synes først pjanket flirtende, men hun er eksistentielt modløs, og gradvist –
så uendeligt subtilt og nuanceret – krakelerer denne pjankede overflade og
afslører, at Merteuil inderst inde er dødeligt forelsket i Valmont, og det er
kun etikettens bornerte afstandtagen og hendes egen ærekærhed, der får hende
til at nægte. Selv da tragedien har ramt, kan hun ikke vise sine sande
følelser, og det er uendeligt gribende, selvom man synes, hun får som fortjent.
Forføreren Valmont er i Casper Frederik Dyhr Crumps skikkelse fjern som en
sexet stjerne fra Hollywoods guldalder, men han er direkte, krævende og
maskulint dominerende, da han forfører Cécile, og da han gradvist virkeligt
forelsket sig i Tourvel, kommer det så umærkeligt, at man næsten ikke kan tro
det. Hendes fortvivlelse, som Birgitte Hjort Sørensen forlener med så mesterlig
desperation og så synlig, fysisk smerte, at det bør indbringe hende en Reumert,
er det, der overbeviser publikum – og Valmont – om hans sande følelser; hun tør
som den eneste i hele dramaet forlade sin ø, springe ud i det usikre dyb af
ægte følelser og klamre sig til Valmont, og da han stadig ikke af snæversynede
etikettehensyn tør tilstå sine sande følelser, forhindrer hendes gribende
smerte ham trods alt i straks at gå.
Trekanten flankeres udelukkende
af andre mesterpræstationer: Marie Reuther er yndig som Cécile; koket flirtende
og nysgerrig, men dødsensangst, da Valmont brutalt gør hende til sin. William
Halken vokser elegant og udvikler sig fra den drømmende, forelskede dreng til
den selvbevidste yngling, der med sit mod besegler tragedien, og Stephanie
Ngyuen er – selv med afstand – en eksploderende sexbombe af scenisk nærvær og
ægthed som Valmonts elskerinde, Émilie. Alexander Bryld Obaze får det lille
parti som Valmonts tjener til at vokse, så man husker ham på lige fod med
hovedrollerne, og mens Hanne Hedelund som Mme. de Volanges, Céciles mor, har en
kant af klapperslange konstant klar til at hugge til, så har Ulla Henningsen
som den toneangivende, urørlige Mme. de Rosemonde en isnende kølighed, der går
igennem marv og ben; hun hvisker – hun hæver aldrig stemmen – men alt omkring
hende forstummer, og hendes stemme er så klar, som var hun udstyret med
megafon. At høre tragedien refereret af disse to damer er til sidst et uventet,
gribende slag i ansigtet, og det understreges af, at David Andreas Hjertings
lyddesign, der indtil da kun har bestået af moderne popmusik med en pågående,
overfladisk rytme, her erstattes af ”Dove sono i bei momenti”, grevindens arie
fra tredje akt af Mozarts Figaros bryllup; ariens inderlige længsel
efter den tid, der var, går ikke i opfyldelse, og det er ingen lindring, at
tonerne af den store tilgivelsesscene fra slutningen af samme opera klinger, da
tæppet falder.
Jeg var rørt til tårer, og
publikums omklamrende klapsalver bekræfter kun, at intet menneske er en ø, så
ve den, der påstår andet. Det vil uvægerligt ende galt.