Gluck druknet i Lethe, glemslens flod, i opsætning af Orfeus og Eurydike. Den fynske Opera d.
20. februar 2018
”Således sang han og slog
de klingende strenge til sangen.
Skyggerne rørtes til
tårer. Og Tantalus glemte at snappe
efter
den flygtige bølge. Ixion at snurre på hjulet,
gribbene
glemte at hakke i Tityos, Danaus’ døtre
lod
deres kar være kar, og Sisyphus sad på sin klippe.
Ja,
det berettes, at selv Eumeniderne rørtes af sangen
og
måtte knuse en tåre. Og hverken dødsrigets dronning
eller
gemalen kan nænne at afvise bønnen og kalder
da
Eurydice frem. Hun stod blandt de nyligen døde.”
Således
beskriver den romerske digter Ovid evnerne hos sin mytiske kollega Orfeus i sit
smukt vildtvoksende og vidt forgrenede mesterværk Metamorfoser, her i Otto Steen Dues endelige oversættelse fra 2005.
Ovid betoner i denne passage kunstnerens evne til at tryllebinde og forføre
selv den strengeste vilje og give de lidende trøst, men myten om Orfeus og hans
elskede Eurydike, der så pludseligt rives bort, handler også om kunstens så
begærede, men evigt uopnåelige mål. Orfeus må - hvis vi skal tro Ovid - have
formidlet sin længsel afklaret, afstemt og gribende; han må have besiddet dét
talent, som holdet bag co-produktionen af Orfeus
og Eurydike ikke besidder, for - polemisk sagt - er Tantalus’, Ixions,
Tityos’ og Sisyphus’ lidelser næsten at foretrække frem for denne forestilling.
Oppe på jorden, væk fra
Hades’ haller, bør man nok give en mere konkret og mindre billedrig beskrivelse
af, hvorfor denne forestilling ikke lykkes: Den vil for meget. Sympatisk har
produktionsholdet lænet sig op af Christoph Willibald Glucks rolle som
reformator af operagenren, nemlig at forene sang, musik, dans og skuespil i en
plastisk symbiose, så forestillingen præsenterer både sangere, dansere og
skuespillere, og bagtæppet er en videoprojektion. Men ambitionen må have været,
at hver kunstart skulle stå frem i sin egen ret, ikke at lade dem smelte sammen
og forstærke hinanden i én harmonisk forestilling, og resultatet er, at
kunstarterne skriger til hinanden: Gluck kvitteres i det dunkle program (rød
skrift på sort papir er næsten umuligt at læse) for at være komponist, men
Glucks fremragende oeuvre er ”arrangeret” af Jéròme Baur, hvilket i realiteten
vil sige, at Glucks musik er sukret ind et tykt lag af synthesizer-pop. Både en
oboist og en fløjtenist kvitteres i programmet, men det er kun fløjten, der
trænger gennem laget af syntetiske instrumenter. Som enhver muzak er den
optaget og lægger sig tungt over publikum gennem ophængte højtalere. Det medfører,
at sangerne må bære mikrofon, og uanset hvor glimrende Josefine Andersson, der
synger Orfeus, og Berit Barfred Jensen, der synger Eurydike, end er, så sidder
man i en lille sal som på Den fynske Opera lammet af frygt for at blive døv.
Opera og mikrofoner hører kun sammen til udendørskoncerter!
Det stopper som sagt ikke
her. De to sangere står stive som støtter, og ganske vist er Weirdwears
kostumer til de to meget smukke, men det bidrager ikke just til at gøre
forestillingen til musikdramatik. Dramaet formidles af to dansere, der
udtrykker sangernes følelser gennem kroppen; Mark Philip er Orfeus, og Noora
Hannula er Eurydike, og de er begge fremragende. Med stor styrke og præcision
rammer de, hvad musik og sang ikke formår, og blev publikum ikke forstyrret af
disse, ville man blive rørt af de to dansere og de poetiske billeder, der
skabes omkring deres dans. Poetisk er Mark O. Viktovs videodesign på bagtæppet ikke
just, men min kollega, der ledsagede mig, formåede til trods for at være
operanovice (der bestemt ikke blev fanget af genren ved denne lejlighed) at
bevare sit gode humør; hun fik associationer til Monty Pythons
decoupage-inspirerede videoer og måtte undertrykke flere fnis undervejs - selvom
de næppe var blevet hørt i synthesizerlarmen... Jeg måtte give hende ret, så
kan læseren forhåbentlig se for sig, hvordan nedgangen til underverdenen gennem
trærødder og faldende sten tog sig ud. At et kor har bidraget på det
præindspillede lydtæppe eller at skuespilleren Elise Müller agerer Orfeus’ mor,
musen Kalliópe, hjælper intet.
Forestillingen er blevet
til i et samarbejde mellem Meridiano Teatret, Uppercut Danseteater, NordicOpera
og Den fynske Opera, og det er virkelig et sympatisk projekt, for det kunne
have været lykkedes. Tvivler man, kan man opsøge José Montalvo og Dominique
Hervieus opsætning af Jean-Philippe Rameaus Les
Paladins; den findes på DVD (med fremragende Les Arts Florissants under
William Christies ledelse) og forener forbilledligt Rameaus smukke, sprøde
toner med hiphop/breakdance/moderne dans i fascinerende, farverige, sjove og
udtryksfulde optrin. Her på Den fynske Opera er nok nok, og kunstarterne er
hverken afstemte efter musikken eller respekterer Glucks værk, så publikum er
uforstående over for Orfeus’ evner, der lokkede hans elskede Eurydike fra Hades
og Persefone. Man savner modet til det enkle, modet til at lade Glucks musik
tale for sig selv som i en opsætning på Den fynske Opera for år tilbage, hvor publikum
sad på begge sider af scenen, hvor sangerne var alene helt uden scenografi
eller rekvisitter. Denne opsætning er en vandring gennem underverdenen, og kun
den stumme, stærke dans formår at røre bare en lillebitte smule.