Friedrich Kuhlaus Lulu vakt til live efter 180 år. D. 4.
februar 2018
På
den ene side af havnen i København, i Operaen på Holmen, genopsættes Mozarts
uopslidelige sidste sceneværk, Tryllefløjten,
i Marco Arturo Marellis iscenesættelse. Den genså jeg sidste søndag, og den er
lige spillevende, helstøbt og morsom som ved premieren for tre år siden. På den
anden side af havnen i København, på Gamle Scene på Kgs. Nytorv (der så småt
begynder at ligne Kgs. Nytorv, og hvor Christian V’s rytterstatue atter er
synlig midt i metrobyggeriet), sættes Tryllefløjten’s
danske stedsøster op; Friedrich Kuhlaus opera Lulu. Lulu og Tryllefløjten har samme mødrene ophav,
nemlig Wielands eventyrsamling Dschinnistan,
men faderen til de to operaer er forskellig, og selvom den ene er blevet så
kendt, at hans opera er på plakaten hele 19 gange denne sæson, og den anden har
været så negligeret, at hans opera ikke har været spillet i 180 år og nu kun er
på plakaten seks gange, så har Kuhlaus Lulu
bestemt noget at byde et moderne publikum.
Publikum er heldigvis indstillet
på eventyr, og der er muligvis udsolgt til Tryllefløjten,
men Lulu er også velbesøgt, så kun de
ringeste pladser er ikke besat. Handlingens eventyr er via sit nære slægtskab
med Tryllefløjten kendt af alle (og
sådan markedsfører Den kgl. Opera også Mozarts opera!), og den er - uden
frimurermystik - enkel grænsende til det banale: En ung prins, Lulu, lover en
fedronning, Perifehrime, at frelse hendes datter, Sidi, fra en ond troldmand,
Dilfeng, og det gør Lulu så ved hjælp af en magisk fløjte. Slut, prut, finale!
Man kunne næsten ønske, at en af Verdis librettister havde haft fingrene i
historien, så der kunne være lidt flere forviklinger at følge med i; at Sidi
fra sin fødsel har været i besiddelse af en rosenknop, der vil blomstre, når
hun vil møde sit hjertes udkårne gør nemlig ikke handlingen mere spændende.
Tværtimod gør denne detalje den kun endnu mere banal, hvis man er bekendt med
de (oplagte, men forslidte) freudianske tolkninger af folkeeventyr, for ja,
prinsen har en fløjte og prinsessen
har en rosenknop, så det handler
naturligvis bare om at passere sikkert fra barndommen til voksenlivet ved at
blive indviet i seksualitetens mysterier. Man spekulerer på, om det var af
samme grund, Mozart flettede så mange frimurereferencer ind i Tryllefløjten, så den dog fik flere lag…
Instruktøren Christian von
Götz giver heller ikke meget ”for den gammeldags, sexistiske historie” og har
tildigtet en lille rammefortælling, hvor Sidi er en ung pige på Freuds tid (!),
der dødeligt syg lever sig ind i eventyret om Lulu. Han gør hende til operaens hovedperson
og lader hende træde i karakter på trods af sygdom og kvindens begrænsede rolle
omkring år 1900; i sin eneste arie forsøger hun at lukke den stumme pige, der
operaen igennem agerer Døden, ude, og hun identificerer sig herefter ikke
længere med eventyrets kvindelige hovedperson, men med Lulu: I operaens
slutning er de to identisk klædt, og Sidi kysser kærligt Døden, mens Lulu hæver
den nyudsprungne rose til begravelse og ikke til bryllup. Nogle anmeldere har
forsøgt at tolke denne flirt med kønnet i lyset af Judith Butlers
queer-teorier, men det virker mere som et desperat forsøg på at tilføre
operaens handling lag, som den ikke besidder. Handlingen er en tynd kop te, og
den talte dialog, som Henrik Engelbrecht har strøget næsten fuldstændig, havde
næppe gjort nogen forskel, når instruktionen er lagt i hænderne på von Götz.
Bevares, den lille rammefortælling giver måske en antydning af et lidt mere
interessant lag end bare sex og er ganske original, men hans personinstruktion
er forfærdende ringe: Sangerne gør store fagter, hopper, springer eller danser
discotrin i kulørte spotlys, mere bliver det ikke til. Kun sangernes egen
tillærte forståelse for komedie - og et overraskende, spontant sækkevæddeløb
for koret - vækker latter og bider sig fast i hukommelsen, og det må jo undre,
hvis instruktøren har villet tilføre operaen et eksistentialistisk lag af
alvor.
Det er musikken, Kuhlaus
boblende, festlige, elegante og melodiøse musik, der stiger fra orkestergraven,
der gør, at man hilser opsætningen af operaen hjerteligt. Hvis det banale spil
på scenen keder undervejs (og det gør det, navnlig i første akt!), så kan man
blot kaste et blik i graven, hvor Sébastien Rouland med stor entusiasme og elan
dirigerer Det kgl. Kapel, der spiller Kuhlaus musik, som havde det aldrig bestilt
andet! Musikken flyder varmt og heftigt i kapellets årer i harmonisk vekslen
mellem tutti og underskønne soli hos først og fremmest blæserne. Hvilken
genopstandelse! Alt klinger så livligt og medrivende, at man ikke skulle tro,
at operaen har været død i næsten 200 år, og de overlevende rester af Det kgl.
Operakor har også taget musikken til sig i en jubel af sang. Solisterne kæmper
mere med at få det til at lyde naturligt og levende; Sofie Elkjær Jensen skal
synge sig varm, før hun igen klinger sprødt og jublende, og Henning von Shulman
har svært ved at forlene Dilfeng med den rette mængde fare og ondskab. Da
forestillingslederen viser sig på scenen, inden anden akt begynder, forventer
man, at det er med en bemærkning om, at Gert Henning-Jensen er indisponeret,
for han er så tynd i toppen, at selv hans timbre smuldrer, og koloraturerne
bliver svage og hviskende. Det er imidlertid opsætningens stjernesolist, Dénise
Beck som Sidi, der har følt behov for at undskylde, men uden grund, for ingen
ville kunne sætte en finger på hendes rene, lyriske og skære stemme; hun
klinger overjordisk rent og lyst og høster flere brava-råb for sin ene store,
imponerende arie. Kuhlau er altså spillevende - det er den sceniske fremtoning,
der trænger til kunstigt åndedræt, når musikken nu atter stiger op af graven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar