Urpremiere på Louise Alenius’ skræmmende smukke Manualen og Weills indsmigrende Die sieben Todsünden. Operaen d. 15. maj 2022
Da
renæssancens mænd (og kvinder?) begyndte at genopdage antikkens dramaer, opstod
operaen, og fra Monteverdi til Mozart behandler de fleste operaer antikke
motiver, historiske såvel som mytiske. I den mellemliggende periode,
middelalderen, domineredes Vesteuropa af den katolske kirke, som, selvom den
nok så sig selv som arvtager til det romerske imperium, anså den viden og den
kultur, romerne havde fra grækerne, for at være hedensk, og den blev derfor
undertrykt. Det gjaldt også dramaet. Drama fandtes i middelalderen kun i kirken
i liturgisk sammenhæng og - med tiden - på torve og markedspladser, men motiverne
for disse optrin var altid bibelske, så kunne sceneteknikken være nok så
effektfuld og storslået. Så meget havde kirken (sandsynligvis uden at være
bevidst herom) afluret grækerne, at publikum gerne måtte jages en skræk i
livet, benoves og betages, så længe målet var at formidle den rette, kirkelige
lære.
Disse
middelalderdramaer kaldes mysteriespil, og en moderne pendant hertil har
komponisten Louise Alenius komponeret og skrevet til Den kgl. Opera. Karaktererne
er ikke bibelske eller allegoriske, de er - meget moderne - konkrete: Lunge, Nyre,
Hjerte og Blodceller og hånd udgør den ene del af partierne. Den anden del er
personificeringer: Bevidstheden, Smerten, Angina - og titelkarakteren, Manualen.
Operaen Manualen er baseret på lægen Svend Lings selvmordsmanual, og operaen
forsøger således at gengive det, som et middelalderligt spil over apokalypsen
gjorde, nemlig menneskets brutale død. Her er blot ingen metafysisk dimension,
ingen gud eller frelse, kun en udfrielse af smerten, eutanasi. Om der er
en gud i denne udfrielse, eller om der er en moralsk intention med værket, kan
nok diskuteres. Det kongelige Teater har taget stilling og citerer på fortæppet
straffelovens paragraf 240 om, det straffes med op til tre års fængsel at
hjælpe nogen med at begå selvmord, og navnet på den medicin, Lings omtaler, er
mod komponistens vilje ændret i librettoen. Alenius afviser selv at tage stilling,
men der er i fremstillingen noget uhyggeligt skræmmende, der gjorde mig meget
forstemt, for her er døden ingen let udvej - og det på trods af at musikken er
noget af det smukkeste, jeg længe har hørt.
Alenius’
tonesprog er tonalt. Her er melodier og fraser inspireret af bl.a. minimalismen
og af samme enkle skønhed, som kom den fra en anden og æterisk, engleagtig verden.
På samme tid er orkesteret stort og partituret rigt på indfald og heftige udbrud.
Men forløbet er krast og konkret: Smerten overvælder kroppen og dens organer og
synger: ”Miserere nobis!”. Hjertet pumper ufortrødent videre, indtil Bevidstheden
følger Manualen og ved hjælp af den tjenstivrige Hånd sluger piller, der først
får organerne til at sætte ud, så hjerteblokkere og til sidst sovepiller. Operapublikummet
er vant til at opleve døden på scenen, men oftest iklædt drama og store følelser,
her er den kold, brutal og uforsonlig. Da hjertet giver efter i sine sidste
kramper, sker det med foruroligende drøn fra orkesteret og stroboskoplys, så
man må tænke, at ender et selvmord så ublidt og voldsomt, så var det bedre at
lade naturen gå sin gang. Ingen sygdom kan ikke være forbundet med større
smerte, og man genkender ikke det billede af en fredelig død, som Alenius
omtaler i programmet at have været vidne til på hospices.
Marie
í Dalis scenografiske indpakning af dette mysteriespil er uhyre enkel;
bevægelige stiger - enten lige eller snoede som et DNA-molekyle - udgør kroppens
stiliserede indre. I et rundt bur omviklet af bølgende, lysende ledninger
sidder Hjertet over scenen. Kostumerne, som Dali også har stået for, er straks mere
fabulerende og ekspressive i kraftige røde, grønne og blå farver. Lunge, Nyrer
og Blodceller ligner klovne, Hjertet er ulasteligt klædt i jakke, vest og
slips, mens Bevidstheden er smukt iklædt 20’er-snit og bølget pagehår. Kostumet
dækker sigende hendes (bevidstheden er mezzosopran) hænder, indtil fem piger fra
pigekoret, der udgør hånden, hjælper hende i sit foretagende og frigør hendes
egne hænder. Manualen er grotesk iført cerisefarvet robe og hvid kegleformet
hat, som var han (partiet synges af en kontratenor) Den store Bastian eller en
middelaldermø af ædel byrd. Det kongelige Operakor er som Smerten indlysende
nok iklædt lange sorte gevandter og slør, indtil de første piller er slugt og
smerten tager af, så fjernes de sorte klæder. Det er fantasifuldt gengivet og
samtidig så uhyre enkelt, at man undrer sig over, hvad instruktøren Sasha
Milavic Davies egentlig har bidraget med? Forløbet er for barsk til egentlig at
agere; det er, hvad det er, usentimentalt og brutalt.
Forestillingen
lever i kraft af Alenius’ partitur, det mesterligt spillende Kongelige Kapel og
de fremragende solister: Elisabeth Jansson synger - naturligvis - underdejligt
som Bevidstheden, og Signe Asmussen forlener Lungen med drama og styrke - selv
da Lungen skal forestille at have ondt ved at fungere. Hvor er det velgørende
endelig at høre hende på Operaens store scene! Petri Lindroos er Hjerter med al
dets stædige styrke og udholdenhed, mens Morten Grove Frandsen i titelpartiet
måske er bedre end nogensinde. Ondt er det, at fem skært syngende piger fra Det
danske Pigekor er den desperate Hånd, der udfører selvmordet, men sådan er
denne opera fuld af paradokser. Man kan ikke undgå at blive berørt, men
undertegnede blev det ikke på en opløftende måde.
Efter
Alenius’ skønhedsgru er Weills Die sieben Todsünden nærmest en lise. Kontrasten
mellem Alenius og Weill er til gengæld også den eneste mulige forklaring på,
hvorfor man har valgt at sætte disse to værker sammen, for nok er historien om
Anna, hvis dovne familie udnytter hende til at forsørge sig, også brutal, men
den muntert ironiske kabaret-stil ligger langt fra Alenius’ tonesprog, og
spørgsmålet er, om noget kan eller bør følge efter en selvmordsopera. Imidlertid
er Brecht og Weills ballet chantée meget charmerende, og den charme lægger
en distance til den amoralske historie, der gør dette mysteriespil langt mere interessant
og intellektuelt stimulerende.
Man kan imidlertid savne enkelheden
fra Manualen i Die sieben Todsünden. Patrick Kinmoth og Pontus
Lidbergs iscenesættelse er opulent, farverig og et teatralsk sansebombardement
- heri ligner den også mysteriespillet - men der bliver for mange lag i
forestillingen. En ting er, at Anna, der synges af Nanna Øland Fabricius,
fordobles af en (mandlig) danser, Lukas Hartvig-Møller - hun er en slags sprechstallmeister
i sin egen historie - men hvorfor føje endnu et lag til med de dukker, Anna og
hendes familie bærer rundt på? Annas rejse gennem syv byer, hvor hun møder de
syv dødssynder, er også blevet en rejse gennem syv tidsaldre og syv stilarter
(Anna bliver næsten en pendant til Virginia Woolfs Orlando), og
teatret fordobles af Kinmoths scenografi: syv porte, der rammer scenen ind og
strækker sig bagud i henhold til perspektivets love, og få sætstykker, der
markerer satsens epoke, kommer ned fra loftet. Kostumerne - altså forskellige kostumer
til hver epoke - er flotte, Lidbergs koreografi rig og varieret, så man kan i
princippet blot læne sig tilbage og nyde farverne, glimmeret, Dansk
Danseteaters dansere, den fremragende kvartet af mandlige sangere, Det kongelige
Kapel, som Robert Houssart leder lige så fermt som gennem Manualen, og
ikke mindst Nanna Øland Fabricius alias Oh Land. Det er en dekadent forestilling
på en god halv time, mættet af indtryk, men føjer opsætningen egentlig noget til
Brechts subtilt moralske fortælling? Og hvorfor er Oh Land - upåagtet hvor
smukt og velartikuleret hun synger - engageret til at synge Anna frem for en af
teatrets egne sangere? Det er underligt, at hun bærer mikrofon, mens de fire
mandlige sangere kan synge rummet op uden, men disse spørgsmål må forblive et
mysterium for de uindviede.