Vellykket opsætning af Shostakovitch’ Næsen. Premiere d. 1. maj 2022
Der
er en fandenivoldsk oprørstrang i Gogols absurde novelle ”Næsen”: D. 25. marts
finder barberen Ivan Jakovlevitj en næse i det nybagte brød, hans kone har
serveret for ham. Han genkender den som kollegieassessor Platon Kovaljovs næse,
for han har ofte barberet denne embedsmand, der fuld af ambitioner kalder sig
selv major. Kovaljov vågner samme morgen ganske rigtigt og mangler sin næse, men
på vej til politiet for at melde tabet, møder han sin næse på en statsråd i Kazanj-katedralen!
Desperat forsøger han at annoncere efter sin mistede legemsdel, han mistænker
sin potentielle svigermor, Pelageja Podtotjina, en stabsofficers hustru, for at
stå bag hændelsen, men lige så pludseligt som næsen er forsvundet, er den der
igen, midt i Kovaljovs ansigt, d. 7. april.
Ud over den svimlende
kontrast mellem konkrete elementer, datoer og geografiske steder, og det fantastiske,
at lade en næse skifte ejermand, tematiserer novellen afstanden mellem rig og
fattig i et klassesamfund og det deraf følgende snobberi og de tåbelige ambitioner
efter magt. Instruktør Àlex Ollé fanger disse temaer på kornet i opsætningen af
den ganske unge Shostakovitch’ opera over Gogols novelle (en opera der i øvrigt
følger sit oplæg ganske tæt), men han udvider og uddyber også
samfundskritikken, så den ikke kun rammer eliten: opsætningen er en næse til
hele det moderne samfund. Kovaljovs jagt gennem byen efter sin manglende næse
er også et møde med andre samfundslag, og de fremstilles ikke nødvendigvis kærligt.
En ting er de hjemløse, der bor i telte på en losseplads - dem må man betragte
med en vis sympati - noget helt andet er de hysteriske masser, der løber med en
halv vind og demonstrerer med uforståelige krims-krams-skilte, for slet ikke at
tale om den middelklasse af naive, fede og overfladiske mennesker, der ser
charterrejser som en rettighed. De hænges ud! Det er faldet nogle recensenter for
brystet, at man præsenteres for mænd i bar mølle (som vi si'r på Fyn) eller skjorte, slips og underbukser, men det
er ikke dårlig eller barnlig smag, det er blot endnu en udskamning af indbildske, selvhøjtidelige mennesker. Den skyld, magten og overklassen har i samfundets lagdeling, påpeges
hverken hos Gogol eller Shostakovitch; den ligger og ulmer implicit under
overfladen af absurde hændelser. Alligevel sørger Ollé for, at også magten får
sin bekomst: Kovaljov, hans kolleger og hans kommende grevelige svigerfamilie har
en stor næse, og da Kovaljov til sidst stikker den for langt frem over for
rengøringskonen, klipper hun den resolut af!
Den unge Shostakovitch
partitur modsvarer den groteske handling med samme virtuose hittepåsomhed. Slagtøjs-
og messinggruppen er betragteligt udvidet, og selvom alt er stort set atonalt,
styrer Det kongelige Kapel under Hossein Pishkars ledelse sejrssikkert igennem
med rytme og præcision. Forestillings triumf skyldes først og fremmest dem,
selvom Palle Knudsen som Kovaljov, Simon Duus som Jakovlevitj m.fl., Nicolai
Elsberg i forskellige partier og Hanne Fischer som forskellige overklassefruer,
alle brillerer. Knudsen er både charmør, dumt svin og medynkværdig stakkel,
Duus urkomisk, Elsberg indbildsk og overlegen, og Fischers livtag med matrone-partier
er vildt charmerende. Læg dertil Det kongelige Operakor i storform; ikke bare
synger de fremragende - scenen i katedralen er gribende storladen - de morer
sig synligt også over at skulle spille med fart over feltet.
Det er måske nok ikke nogen
let tilgængelig opera (det er i alt fald ikke en begynderopera, og den er svær
kun at lytte til), og derfor har scenografen Alfons Flores lagt et symbolsk slør
over hele scenen: Sætstykker af fletværk eller kruseduller hænger som
spindelvæv ned og understreger, hvor ugennemskuelig denne opera er. Jakovlevitj’
barberstol, katedralens kors og andre rekvisitter hejses op efter brug og
gemmer sig her i tågen gennem hele forestillingen, indtil alt til sidst falder
på plads, og Kovaljov genforenes med sin næse. Da letter Flores’ fletværk og
afslører et scenebillede, der i påfaldende grad minder om Nationalbankens
indre. Man kan ikke undgå at tænke, da man går fra Operaen (eller rettere
løber, for sene spilletidspunkter en søndag aften er ikke særligt kompatible
med togforbindelserne hjem til Fyn), at magten ikke er nogen konkret størrelse
prominent placeret højt på samfundsstigen. Eller rettere: de højtståendes magt
beror kun på, at vi længere nede ad stigen, støtter dem, fordi vi også får
vores goder på grund af kapitalismens uudgrundelige netværk, der omspinder os
alle, og hvis vi flytter os, styrter stigen også ned over os. Er der ingen
andre muligheder? Næsen giver ingen svar; den giver kun en lang næse til
vores ambitioner om selv at besidde en lang næse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar