Thomas Bendixen skuffer sit forvænte publikum med Den indbildt syge. Skuespilhuset d. 30. oktober 2021
Den
romerske digter Martial (ca. 40 - ca. 104 e. Kr.) fangede let og elegant sin
samtids snobberi, hykleri, lyster og laster og fæstede dem til papiret med sin
satiriske pen, så eftertiden med skræmmende klarhed kan se disse romerske
karakterer lyslevende for sig - og genkende dem i sin egen tid. Man møder utro
ægtemænd, dårlige digtere og forfængelige kvinder i hans digte, og så møder man
en emsig læge, som man ikke kan lade være med at tænke på, når man har billet
til Molières Den indbildt syge:
Jeg var blot sløj; men straks du kom til
mig,
Symmachus, ledsaget af hundrede elever.
Hundrede hænder kolde som nordenvinden mig
rørte;
Symmachus, jeg havde ikke feber - men nu
har jeg!
Molière
var syg, da han skrev denne sin sidste komedie, og det er hele
komedielitteraturens mest slående eksempel på komisk ironi, at han døde på
scenen i rolle som Argan, den indbildt syge titelkarakter, men mens Martial udstiller
lægen Symmachus’ inkompetence og iver, fremstiller Molière dem som grådige
gribbe, der udnytter, den stakkels Argan.
Argan har nok ondt i livet
(med pauser og tonefald betones det flere gange, at det måske skyldes den
første kones bortgang, og det er fint set af instruktør Thomas Bendixen), men
hverken han eller lægerne formår at gribe ondet om dets rod og uddrive det, og
i sin eksistentielle angst kaster Argan al sin opmærksomhed på ”alle de
sygdomme, jeg ikke kender, og som jeg ikke aner, om jeg fejler.” Tjenestepigen
Toinette formår i en intrige med Argans bror, Béralde, at udnytte Argans
naivitet og fjerne hans forestilling om, at hans datter Angélique må ofre sig
og ægte en læge for hans skyld, men hypokondrien kan de ikke kurere, og
de bilder ham derfor ind, at han selv kan blive læge og således diagnosticere
sig selv, så komedien ender lykkeligt - i alt fald for Angélique og Cléante.
Måske havde Molière til hensigt med denne slutning ikke blot at understrege
lægekunstens inkompetence, men at lægekunsten endnu var i sin vorden, så længe
den ikke kunne kurere menneskets syge sind?
Mens menneskeheden endnu
forsøger at evne det, er det udmærket at kunne gå i teatret og le ad menneskets
dårligdomme og indbildskheder, og Søren Sætter-Lassen er i titelrollen garant
for, at der bliver noget at le over: Der er ingen bånd, der binder ham på
scenen, og med sin eminente mimik og gestik er han konstant nærværende for
publikum. Hver bevægelse, han gør, hver ansigtsmuskel, han fortrækker, vækker
dyb, varm latter; man behøver ikke vente på, han siger eller gør noget, man kan
se virkningen længe inden, og man ler nærmest konstant ad hans fremstilling af
Argan. Hans forårskåde, springende gang over veloverstået afføring er kostelig,
og han ruller toiletpapiret op på rullen i en egen barnlig glæde. Det er hans
sidste rolle som en del af Det kgl. Teaters faste ensemble, der efterhånden ingen
virkeligt store stjerner har tilbage; der er snart kun lutter middelmådige
skuespillere hyret i den nuværende skuespilchefs tid, så man må inderligt
ønske, at Søren Sætter-Lassen fortsat vil gæste Skuespilhusets scener.
Tina Gylling Mortensen som
tjenestepigen Toinette er den eneste, der kan matche Søren Sætter-Lassens
altoverskyggende talent. Hun er bramfri, fandenivoldsk, ligefrem og brysk med
hele sit korpus og hele sin stemmes volumen, og hun er meget, meget morsom. Også
hun besidder et nærvær, så hun foran publikum smelter sammen med sin rolle, og
de to bærer hele forestillingen. Måske det skyldes deres talent, at Thomas
Bendixen med denne forestilling ikke når de samme stjernehøjder, som han har
gjort med opsætninger af Misantropen, Den gerrige, Vildanden,
Faderen og Erasmus Montanus? Et faktum er det, at selvom scenegangen
afvikles lige så velsmurt, som Maja Ravns høje, elegante smedejernsgitter i
svungen og svulmende barok drejer rundt på scenen, så er der grus i
maskineriet, der får noget til at skurre. Marie Reuther er yndig som Agélique,
men hun er ikke nærværende nok, til at man føler for hende; Christiane
Gjellerup Koch er nok pylrende og kærlig som hustruen Béline, der kun ønsker at
arve Argans mange penge - også døtrenes andel - men også for publikum er det en
overfladisk pylren, og hun bliver aldrig den opfarende slange, hun kunne have
været. Martin Bo Lindsten spiller både notaren Bonnefoi, dr. Purgon og dr.
Diafoirus, så rollerne kommer kun til at sidde i kostumerne, og Alvin Olid
Bursøe som dr. Diafoirus jr. vil konstant kysse Jonathan Bergholdt Jørgensens
kedelige Cléante og besidder derfor en latent homoseksualitet, der kunne have
givet karakteren dybde, men publikum får kun gakkede gangarter, når han gør sig
til for sine kommende svigerforældre på farmands anvisning. Det er dumt, fordi
det er ærgerligt, at komikken ikke forløses hele vejen igennem forestillingen,
og det er ikke kun Argans selvmedlidenhed og hypokondri, der er genkendelig for
publikum; den unge kærlighed, grådigheden og indbildskheden er det også.
I
Thomas Bendixens hænder plejer dramaforlæggene at forme sig plastisk og elegant,
men også for ham er der altså en ende, og den nås her - uden at det på nogen
måde er en dårlig forestilling, Bendixen har blot forvænt sit publikum. Man må
håbe, at hans klarsyn - som Søren Sætter-Lassen - kun er momentant fraværende.
At der skulle være en læge til stede, der kan hjælpe, skal man nok ikke håbe
denne aften, for kunsten har det trods alt bedst i kunstnerhænder.
