Fuldtonet triumf! Sine Bundgaard i La voix humaine, Takkelloftet d. 14. november 2020
Jean-Paul
Sartre fremmalede billedet af livets absurditet som oplevelsen af at se et menneske
stå og telefonere i en telefonboks. Man ser det for sig: Læbernes underligt
forvredne bevægelse, ansigtets mimik og håndens gestikuleren er ikke blot
meningsløse, men groteske og, ja, latterlige for den udenforstående. I dag,
hvor telefonboksene er forsvundet, genkender vi oplevelsen, når en person
kommer imod en på gaden, mens han eller hun taler uden nogen synlig adressat,
fordi mikrofonen er gemt i kraven eller opslaget på jakken. Men ordene giver dog
mening, og det absurde ved telefonen, disse tyndere og tyndere skærme, i dag
er, at den hele tiden stjæler vores fokus. Vi er afhængige af den, vi slipper
den ikke, vi venter kun på den næste tone fra den.
Telefonen og det nærvær
såvel som den distance, den skaber, er også udgangspunktet i Francis Poulencs La
voix humaine: En kvinde taler i telefon med sin elsker. Hun er irriteret
over gentagne afbrydelser og forstyrrelser på linjen, hun er nervøs og -
fornemmer man snart - psykisk ustabil. Hun har allerede en gang forsøgt
selvmord, fordi han har fundet en anden. Man er vidne til et menneskeligt
sammenbrud, og i hænderne på instruktøren Kamilla Warko Brekling bliver det
gribende drama: Hun vil mere end blot at være med på en lytter, og selvom
sopranen Sine Bundgaard først har sat sig til rette (med mundbind) blandt
publikum og farer op for at svare, da hendes telefon ringer, så ved man ikke -
først - om det er virkelighed eller fiktion. Men hun, Elle, fortsætter; også da
røret er lagt på i den anden ende, er hun tæt på ham og dog adskilt fra ham.
Gennem resten af forestillingen ringer telefonen kun i den ledsagende klaverstemme,
telefonen selv ringer ikke, og således bliver operaen snarere en indre monolog
end en dialog, og det er ikke absurd, det er hjerteskærende: Hun er som Sisyfos
dømt til at udholde den samme kamp med klippeblokken, når hun for øjnene af
publikum i hukommelsen gennemlever den sidste samtale med den elskede igen og
igen og …
Operaen udspiller sig i
Takkelloftets foyer med de store vinduer og novembermørket som baggrund. Det understreger
det umiddelbare og impulsive i opsætningen, at det er passionen, der driver
kvinden, så hun står helt nøgen i al sin sårbarhed foran publikum. På samme tid
er alt nøje instrueret, men subtilt, så man knapt aner det, og dog gyser man
undervejs: Lyset kommer mod endevæggen fra to vinkler, så hun kaster to skygger
som et udtryk for hendes indre splittelse, og da hun glider ned på gulvet,
bliver skyggerne til vinger bag hendes ryg. Stregtegninger af den elskedes
profil klæbes op på ruderne, taskens indhold spredes over gulvet, og de breve,
han vil have tilbage, foldes ud og læses eller rives i stykker. Én konvolut
indeholder symbolsk visne blade, der drysser ud, så ”Les feuilles mortes”
kommer til at klinge for det indre øre som ekstranummer, da sang og klaver
forstummer.
Sine Bundgaard blomstrer
imidlertid som aldrig før. Hendes sopran og hendes sceniske nærvær folder sig
ud i store, røde, frodige farver for øjnene af publikum. Hun er så tæt på, at
man kan læse desperationen i hendes øjne og høre længslen i hendes hvisken, men
hun kan også løfte stemmen; den rejser sig i trods, der veksler til frygt for
senere kun at være et rigt, tindrende og ømt ”je t’aime”. Det er en
bekendelsesopera, publikum er vidne til, og selvom hun til sidst tager sig
sammen, atter tager sko og jakke (og mundbind…) på for at tage plads blandt
publikum, så er man rystet og rørt til tårer. Måske man ufrivilligt har været voyeur
til hendes sammenbrud, men det er medfølelse, ikke simpel nyfigenhed, der fastholder
en yderst på stolen - for hvornår mon telefonen igen ringer og river hende ud
af hendes tilsyneladende balance? Den tanke er uhyggelig at gå ud i
novembermørket med.