Tragedie uden katharsis

Gribende musik, men problematisk plot i Brødre på Den jyske Opera d. 20. august 2017

Det ligner ved første øjekast en græsk tragedie: Steffen Aarfings scenografi til Daniel Bjarnasons opera Brødre er ét hvidt theatron, om end rektangulært og ikke halvrundt. Kor og solister sidder på bænkene, da tæppet går, så igen er vi vidne til en opsætning, hvis scenerum holder alle de medvirkende fanget hele forestillingen igennem. Der er åbenbart heller ingen vej ud af dette koncept. Alle er klædt i sort for at markere alvoren i historien om de to brødre: Den ene pligtopfyldende karrieresoldat, den anden kan ikke finde ud af livet, før han får lov til at tage sig af brorens kone og datter, da man tror, at denne er omkommet i krigen. Sandheden er, at de to brødre ligner hinanden mere, end de selv aner, og at den kontrollerede soldat lige så lidt er i stand til at styre sit temperament og sine drifter eller se sig selv i øjnene som broren.

                      Til trods for enkelte grå og få blå nuancer er plottet dog lige så enkelt sort-hvidt som scenebilledet. Klichéerne stod i kø allerede i Susanne Biers filmforlæg: faren kan naturligvis kun li’ sin ambitiøse og dygtige søn, Michael, og dennes krigstraumer eksploderer - selvfølgelig - til datterens fødselsdag midt i familieidyllen (det andet mulige tidspunkt for den slags ”drama” er julen, men det bruges i Elsker dig for evigt…). Undertegnede kommer aldrig til at forstå den fascinationskraft, som rå realisme, hvor følelsesudbrud kun kan illustreres ved, at hjemmets inventar smadres, har på anmeldere, selvom der dog er noget dragende ved karakterer, der konfronteres med ukendte sider af sig selv. Det er en pointe, der strækker sig så langt tilbage som til den tragedie, Aristoteles fremhævede for alle andre, Sofokles’ Kong Ødipus; som konge af Theben gør Ødipus alt det rigtige for at frelse sin by fra pesten, men han kender ikke sig selv, sandheden om sin herkomst og opvækst, og den, der ikke kan lede sig selv, han kan ikke lede andre. Aristoteles beundrede Sofokles’ tragedie, fordi digteren her lader klimaks for dramaets uhyggelige spændingskurve falde sammen med titelkarakterens erkendelse af tingenes rette sammenhæng: at han har dræbt sin far og ægtet sin egen mor.

                      Bjarnasons opera kulminerer også i, at hovedpersonen Michael ser sandheden i øjnene: at han dræbte sin soldaterkammerat, Peter, for at frelse sig selv. Men det sker først, da operaen slutter, og Michael kommer ikke til nogen erkendelse af sine handlinger, han handler ikke eller tager ansvar, som Ødipus gør, så operaen ender uforløst og postmoderne uopbyggeligt, hvilket må siges at bibringe publikum en noget gammeldags og forældet pointe (eller snarere mangel på samme). Åbne slutninger er blevet en kliché, og Bjarnasons opera kommer således til at lide samme skæbne som Lysistrate af hans landsmand og kollega, Steingrimur Rohloff, der forrige sæson blev opført på Den fynske Opera, og hvis libretto af Peter Laugesen blot var et moraliserende angreb på nutidig krigsførelse: Librettoen er simpelt hen ringe til at bære et musikdrama eller opera. Der sker ingenting i Kerstin Perskis libretto; mennesker mødes eller bevæger sig rundt om hinanden, men de agerer ikke, de flytter sig ikke, og publikum flytter derfor ikke ud på kanten af stolen, fordi alt er uudtalt. En ganske kort overgang er der i operaens begyndelse tilløb til spænding, hvis man ikke har læst programnoterne, fordi man ikke ved, hvad Michael har oplevet, men Perskis kurve knækker hurtigt. Dertil kommer, at klichéerne også her står i kø; ”Kagen, bagt med en mors kærlighed/Ti lys tændt for et elsket barn” lader Perski på et tidspunkt koret synge, og så synes selv det mest forvrøvlede Verdi-plot pludselig at være stor poesi, og hos Verdi sker der dog noget. Man skal heller ikke lade sig narre af, at koret fylder så meget, for det gør ikke operaen til nogen græsk tragedie: Koret i de antikke tragedier kommenterer handlingen mellem skuespillerne, udtrykker den frygt og forfærdelse, som publikum forventes at føle, men som ingen kan gribe ind i eller ændre. Her er koret snarere fortælleren, der forsøger at få de løsrevne scener til at hænge sammen, hvis de da ikke bare synger banale floskler som ovenstående. (Der synges på engelsk, men det gør det ikke bedre, for det er et engelsk fyldt med fejl.)

                      Selvom der ingen rensende forløsning er i at opleve Brødre på Den jyske Opera, er den værd at se: Kasper Holten får en ret fin scenegang ud af det spinkle plot, hvor personerne gør, hvad replikkerne ikke formår, nemlig at røre hinanden, og det understreges af Aarfings kølige scenografi og Ellen Ruges smukke lyssætning; tilsammen danner de fine stemninger og dybt æstetiske billeder. Bjarnasons musik er langt fra så atonal og brutal, som Politikens anmelder lod læserne forstå, Bjarnason har skabt et meget lyttevenligt partitur, der fuldt ud udnytter potentialet i et stort symfoniorkester. Iscenesættelsens stemninger understøttes fint af musikkens sarte klange, og med genkendelige ledemotiver uddybes karakterernes psykologi mere, end den gør i den hjælpeløse libretto: Peters enke, Anna, er låst fast i en smuk vuggevise, hun synger for den faderløse søn igen og igen, og Michaels overordnede, obersten, ledsages af trompeter, der både er stolte og stærke, men også har en dirrende tvivl i tonen. Man vil gerne høre musikken igen - specielt når den dirigeres så fint som af André de Ridder, og både Aarhus Symfoniorkester og Den jyske Operas Kor har taget musikken til sig og spiller og synger, som var de dybt fortrolige med dette nye værk.

                      Sangerne er alle værd at rejse efter: Sydafrikanske Jacques Imbrailo har som Michael en flot, stærk tenor - ham vil vi gerne høre igen! - og hans kone, Sarah, synges af Marie Arnet med fylde og varme. Selma Buch Ørum Villumsen betager som parrets datter alle med sin uskyldsrene, tindrende klare stemme alle, og Joel Annmo har som broren Jamie temperament og kant. Danske Dénise Beck har en dårende dejlig stemme, man smelter ved at høre hende synge sin vuggevise, og islandske Olafur Sigurdarson gæster igen Den jyske Opera med sin fyldige, mørke stemme, denne gang som en mere standhaftig væbner end Sancho Panza i Don Quichotte, nemlig som obersten. Man kunne have undt dem alle gennemlyste partier at frembære for publikum, det giver librettoen dem ikke, men taget i betragtning, at vi oplever en tragedie uden katharsis, så yder alle - ikke mindst sangerne - en beundringsværdig indsats!