Puccinis Pigen fra Vesten endelig på landkortet i
København; Operaen d. 18. november 2017
Før
Jorden var overskuet, opmålt og set ude fra rummet var der på landkort og
globusser ikke kun hvide pletter; mærkværdige skabninger, uhyrer og monstre var
tegnet ind i terra incognita alt
efter kartografens fantasi. Alt var jo i princippet muligt, ingen anede, hvad
der skjulte sig i det ukendte, hvad grænselandets erobrere og opdagere ville
erfare af forunderlige, skræmmende og foruroligende undere, og her kunne jo - metaforisk - bo drager. Men det afhænger naturligvis af, hvis øjne der ser, om man
er en kold og kynisk kriger, der bevæger sig ind i det ukendte, eller en
sandhedssøgende videnskabsmand i oplysningens tjeneste. I Puccinis gyldent
lysende opera La fanculla del West baseret
på David Belascos skuespil er handlingen henlagt til sådan en grænseegn, hvor
hårdtarbejdende, ensomme og lidende mænd desperat søger lykke og rigdom, men i
deres midte er anbragt en engel med et hjerte af så purt guld, som det mændene
graver efter, og det er hendes syn på livet, på godt og ondt, der kommer til at
afgøre, om man skal frygte at møde uhyrer i det ukendte - eller det modsatte.
Denne guldgraveropera af
Puccini har siden den store succes, som urpremieren på Metropolitan Operaen i
New York var i 1910, været en glemt skat, der uretfærdigt er forsvundet ud i
mørket, men hvis værdi flere og flere gudskelov er begyndt at få øjnene op for.
Puccini anså selv operaen for at være hans bedste, og den mest ambitiøse er den
i alt fald; orkesteret har den største besætning, Puccini nogensinde skrev for,
og der stilles meget store krav til sangerne alene på grund af orkesterets
størrelse. Der males med en bredere pensel - måske fordi alting simpelthen
engang var større i Guds eget land, Amerika - og koret er her ikke henvist til
en statistrolle som i andre Puccini-operaer, men har en hovedrolle, der skal
udfoldes for at kunne udvikle sig og være den kontrast til pigen med
guldhjertet, Minnie, den eneste kvinde i den barske guldgraverlejr, som dramaet
omhandler. Det er af nogle anmeldere, f.eks. Berlingskes Søren Kassebeer,
blevet betragtet som et stort fejltrin, og Kassebeers såkaldte anmeldelse er en
endeløs kritik af Puccini, en længst afdød komponist, for at have skrevet en
lang, omstændelig optakt til den konflikt, der er operaens kerne. Det publikum,
der formår at lytte og tænke, inden det dømmer, opdager blot, at kritikken
naturligvis falder tilbage på Kassebeer selv, der ikke har forstået, at dramaet
ikke kan sættes i gang med tjubang og revolverskud som en westernfilm, for det
er kendskabet til de udsatte mænds ulykkelige situation og forståelsen for den
trøst, Minnie er for dem, der til sidst forløser operaen. Ganske som bohèmernes
morskab er nødvendig for at gøre Mimis død så tragisk. Første akt er en næsten
filmisk præsentation af et herrekor, et kor af individer, og musikken, der
ledsager dem, er om muligt endnu mere rig på detaljer og sansninger end i nogen
anden opera af Puccini. Det er skræmmende, at et gammelt, seriøst blad som
Berlingske accepterer at have en så uvederhæftig ignorant ansat som
musikanmelder.
Man skal måske være
indviet for at have ører for de store kvaliteter i Pigen fra Vesten, men de er der, om end de måske kappes om at
overstråle La bohème, Madame Butterfly eller Tosca. Operaen er blevet undertegnedes yndlingsopera af Puccini (selvom Tosca’s højspændte drama bider den i
hælene), så smægtende, storladent og rørende er partituret, at mere må have
mere, og én gennemlytning eller ét møde med operaen er ikke nok: Heltinden står
som altid hos Puccini i centrum, hun er blot ingen ung kvinde, der trods mod og
styrke bukker under i en kynisk verden domineret af mænds ambitioner, begær og
magt. Minnie er en fuldvoksen kvinde, der har lært, at hendes styrke netop
består i hendes sødme og omsorg, og at hun ikke er svag, selvom hun står fast
på sine værdier og tror på det bedste i mennesket. Tværtimod fyrer hun en
revolver af, inden hun overhovedet åbner munden, og hun formår med både revolver
og jernvilje at holde de barske bjørne omkring sig i skak. I den forstand er
hun lige med de guldgraverne med de barkede næver, og de ser op til hende, drømmer
om hende og kommer genert med små gaver, så hun som en af de få
Puccini-heltinder ikke bare overlever, men også får den mand, som hendes tilgivende
hjerte har valgt. Dén kærlighed har i højere grad guldbryllup i sigte end Toscas
kærlighed til Cavaradossi eller Mimis til Rudolfo.
Den kongelige Opera, der
nu selv har hjemme i nybyggerland på Holmen, har været længe om at finde modet
til at bevæge sig ud i de hvide pletter på Puccini-kortet, og anmeldere som
Søren Kassebeer og Peter Dürrfeld sidder som de sure, gnavne, gamle mænd i
Muppet-show og opfordrer bestemt ikke til eventyrlyst. Nu er den her imidlertid
(endelig!) og lagt i hænderne på Christoffer Berdal, hvis personinstruktion er
noget af den fineste og mest lydhøre realisme, der længe har været præsenteret
på Holmen. Han forstår, at den psykologi, Puccini maler frem i orkesteret, ikke
lader sig ændre, og han forholder sig loyalt hertil. Den opdatering han og
scenograf/ kostumedesigner Palle Steen Christensen laver til et nutidigt, men
lige så barsk mandemiljø (det kunne være en fjerntliggende mine eller en
boreplatform), ændrer intet ved hverken handling eller musik - den bidrager
bare heller ikke til noget. Der er en gold æstetik i gule beskyttelseshjelme og
-veste, og har man oplevet danmarkspremieren på operaen i Mikael Melbyes
totalregi på Den jyske Opera i 2009, er denne opsætning scenografisk en kæmpe
skuffelse. Hos Melbye voksede træerne bogstaveligt talt ind i himlen, det
sneede rigtigt, som det kun kan sne på teatret, og projektioner af fotografier
og breve fra de guldgravere, der vitterligt drog ud i det ukendte, gjorde
mændenes skæbne rørende håndgribelig og dog så tragisk diffus. Modet til at
lade træerne vokse ind i himlen har man altså endnu ikke på Holmen. Kun ét ægte
poetisk øjeblik bliver det til, til trods for de smægtende, ømme toner
undervejs, nemlig da lysdesigner Mikael Sylvest lader Minnie og hendes udkårne
Dick Johnson alias landevejsrøveren Ramerrez vandre bort mod en gylden horisont,
mens de gradvist bliver mindre og mindre. Dét scenebillede matcher musikken til
fulde.
Det er Det kongelige
Kapel, der ellers følger Puccinis partitur til dørs - selv i hænderne på en
assisterende dirigent som Robert Houssart denne lørdag; det er ellers vidt og
bredt annonceret, at kommende chefdirigent Alexander Vedernikov skulle dirigere
forestillingen, og teatret synes at have gjort en dyd ud af at holde alterneringen
hemmelig. Det er en trøst, at vi, der kommer fra Fyn, er vant til at opleve
Vedernikov i spidsen for Odense Symfoniorkester, men det klæ’r ikke Den
kongelige Operas ledelse at agere bondefanger. Ann Petersen, der skulle synge
Minnie, er også fraværende denne lørdag, så partiet synges af bulgarske Svetla
Vassileva, men det er et lykkeligere bytte; hun er lille af statur, men yndig
og har den store, smægtende røst, der når ud over det kæmpestore orkester i
graven, og hun er tydeligt rørt over den jubel, der bliver hende til del. Hvordan
hun med så kort varsel har nået at lære scenegangen at kende, er i sig selv en
bedrift, og de små fejltrin, man bemærker undervejs, bidrager kun til at gøre
Minnie endnu mere genert og kejtet ved mødet med den kærlighed, der slår benene
væk under hende. Han synges af Niels Jørgen Riis, der er på toppen af sin
karriere, og selvom han tydeligt giver alt, han har i sig, så hæver hans tenor
sig flot og højt mod det eftertragtede guld i loftet af Operaen sammen med
Vassilevas. Johan Reuter som den jaloux sherif Jack Rance synes dog ikke på
højden efter den sygdom, der forhindrede ham i at synge titelpartiet i (Aniara
Amos’ afskyelige opsætning af) Rigoletto;
hans klang er bred, mørk og varm, men han har problemer med at nå ud over
orkesterets brusen. Heller ikke alle af operakorets solister formår at træde
frem som individer, men de, der gør, løfter virkelig deres parti, som Berdal
har ønsket det: Jens Søndergaards Sonora er en pragtindsats, og Magnus Gislason
får stor følsomhed ud af en stor, barsk mand, Harry. Michael Kristensen
forlener den forstående Nick med stor empati, og Johanne Bock har talent og
stemme nok til at give Minnies tjenestepige (oprindeligt af indiansk herkomst,
men det er vist for politisk ukorrekt til Berdal & co.) både karisma og
humor.
Alt i alt er det ikke den
henrykkende forestilling, man i årevis har gået og ønsket sig skulle blive Den
kongelige Operas premiere på Pigen fra
Vesten. Det er som om selvtilliden mangler, når man ikke besætter alle
partier med de kræfter, partituret fordrer, og når man ikke tør insistere på
den poesi og ømhed, der er i tonerne. Man frygter uhyrerne i det ukendte og har
ikke tillid til at møde ægte mennesker, der lever, lider og føler. Men guldet
glimter lokkende publikum imøde endda, det har Puccini sørget for, og jeg kan nok
ikke lade være med at begive mig Operaen igen; jeg tror mere på La fanciulla del West end anmeldere og
operaledelse gør, hvor sørgeligt det end er. Og sørgeligt er det, at man ikke
for otte år siden havde modet til at go
West og hente Den jyske Operas mindeværdige danmarkspremiere til
hovedstaden.
