Shakespeares absurde Helligtrekongersaften som pæn komedie.
Odense Teater d. 27. februar 2020
Helligtrekonger
d. 6. januar markerer julens afslutning - og hvad skal man så tage sig til
resten af januar, når det stadig er mørk og kold vinter (når det ellers er
vinter, ellers er det bare mørkt)? Man kan gå på kur. Man kan smække pungen i,
spare og nægte at fortsætte forbrugsfesten i januarudsalgene. Man kan sætte
gang i den endeløse række af nytårsforsætter, som man i julens overdådige fest
naivt har forestillet sig at indfri, og læse flere bøger, bruge mindre tid på
nettet og begynde at træne til et maraton... Man kan også være realistisk og
indse, at man i alle disse tilfælde nok mest af alt holder sig selv for nar, og
på Shakespeares tid var helligtrekongersaften netop begyndelsen på
karnevalstiden (inden virkeligheden endelig meldte sin ankomst, når spisekamrene
var tømte, og fasten begyndte), så hvad var mere oplagt for the Bard end at skrive en komedie om
netop dette: mennesker, der holder sig selv - og hinanden - for nar? Det var,
hvad han gjorde, og selvom titlen nok skyldes, at komedien blev førsteopført
helligtrekongersaften 1602, så bør man også bide mærke i undertitlen: or, What you will. Alt er nemlig muligt
i denne komedie, og karaktererne opfører sig, som de vil - og det har
selvfølgelig konsekvenser.
Helligtrekongersaften udspiller sig i Illyrien, et eventyrland,
hvis navn også Holger Drachmann benytter i Der
var engang. Forud for handlingens begyndelse har der været et stormvejr og et
skibbrud, der vælter tingenes normale tilstand omkuld, og komediens
hovedpersonen, den unge Viola, skilles fra sin tvillingebror Sebastian og strander
på kysten i dette land, hvor intet er, som det burde være: landets hertug,
Orsino, er forelsket i forelskelsen (hos Shakespeare indleder han komedien: ”If music be the food of
love, play on”), hans udkårne, grevinde Olivia, sørger lige så overdrevet for
sin afdøde bror, hendes hushovmester, Malvolio, hæver sig i sit hovmod langt over
sin stand, hendes onkel, Hr. Tobias Hikke, sætter al anstændighed over styr for
at drikke fra morgen til aften og så videre, og så videre. Viola selv tvinges
af omstændighederne til at forklæde sig som en ung mand, Cesario, for at få
ansættelse hos hertugen, og det sætter gang i komediens forvekslinger: Hun selv
forelsker sig i hertugen, mens Olivia forelsker sig i Cesario. I modsætning til
alle andre, er Viola tvunget af omstændighederne, hun lyver ikke for sig selv,
og hun svarer altid ærligt og sandt, når hun bliver spurgt. Den eneste, der -
ironisk nok - gennemskuer alle masker, er narren, Feste, og der er større
sandhed i alle hans narrespil, end der er i alle de andre karakterer tilsammen:
”Sådan er vor tid! En mening er som en glacéhandske for et vittigt hoved - den
bliver vendt på vrangen i en håndvending!” Det er nok et vittigt ordspil, men
der ligger en skarp kritik af (nu)tidens overflade og værdirelativisme bag. Hos
Shakespeare falder alle masker til sidst i komedien; karnevallet ender,
samfundsordenen genoprettes, og de rette par formæles med hinanden. Således
ender også Shakespeares tragedier, men Helligtrekongersaften
viser, at der også er grænser
for, hvor langt ud man kan drive morskaben og løjerne. Det kan gå over gevind.
Sådan er Jens August
Willes iscenesættelse på Odense Teater hen over karnevalstiden denne vinter desværre
ikke. Franciska Zahles fascinerende hurlumhej-scenografi, der består af
bogstaverne I-L-L-Y-R-I-E-N i forskellig størrelse hulter til bulter på scenen,
viser nok forståelse for forlægget (først til sidst falder alt i hak og Illyrien
staves for publikum på scenen), men Wille har pillet brodden ud af replikkerne
og skuespillet. Ingen af karaktererne synes drevet af en personlighed bag
masken: Benjamin Kitter viser i rollen som hertugen sit store talent for at
være nærværende på en scene, men nogen kærlighedssyg drømmer er han ikke.
Natalí Vallespir Sand er sød og kælen som Olivia, men heller ikke hun er revet
med af sine følelser, hverken sorgen eller forelskelsen. Anna Bruus Christensen
er som Viola alt for ung til at give en karakter vægt på scenen, og hun siger
måske nok sine replikker, men hun agerer ikke derefter og virker hul. Lars
Simonsen er Malvolio og er - som altid også - dygtig på en scene, men hans
karakter bliver aldrig farlig, og den trussel, hvormed han forlader scenen (”Jeg
hævner mig på hele flokken af jer!”), får ikke luften til at dirre. Værst er
det dog, at Peder Dahlgaard som Tobias Hikke og Malene Melsen som Andreas
Blegnæb ikke får lov til at udfolde deres store talent helt. Komikken i deres
scener begrænses til gemmeleg og stød med underlivet, og al den absurde nonsens
i deres replikker er enten reduceret til høflige replikskifter eller simpelthen
skåret ud. Andreas Blegnæb er en nar, fordi han så DUM, at han ikke forstår, hvad
der bliver sagt, og ikke kan andet end tale efter munden. Alligevel har han en
historie, der hæver ham herover: ”Jeg blev også engang forgudet.” Men
drukkenbolten Tobias Hikke siger fra over for ham til sidst: ”Vil I hjælpe? Et
tossehoved, og en idiot, og en skurk, en smalfjæset skurk, og en dompap?” Den
replik er brutalt skåret, og de to vandrer blot ud for at fortsætte deres
svirerier. Dermed mister komedien sin dybde og lidt beske pointe, og det er
bisset gjort.
Skulle Wille og Odense
Teater (det er det samme; Wille er teatrets direktør, om end afgående)
kritiseres for bare at spille en pæn, uskyldig komedie, så er det også bisset,
at man har engageret Thorbjørn Radisch Bredkjær alias Bisse til at skrive ny
musik til forestillingen og spille rollen som narren Feste, for dét er et
glimrende valg. Måske ejer Bisse ikke det største talent som skuespiller, men
han siger sine replikker, så de kan høres, og så de får vægt, og derved hæver
han sig over Peter Høgsbro, der lirer sine replikker af i en strøm, der ingen
mening giver på femte række, og rollen som Antonio falder fuldstændig igennem.
Hvordan er Høgsbro kommet igennem skuespillerskolen?!, spørger man sig selv.
Bisse skaber derimod nærvær, og hans nye sangtekster supplerer med den ro og
eftertænksomhed, som Wille negligerer. Bevares, Bisses poesi når nok ikke op på
højde med Shakespeares, men hans tekster lægger sig fint i forlængelse af
komediens temaer, låner motiver herfra og viser den eksistentielle dybde,
komedien ejer. Bisse selv er snart klædt i bukser, snart i kjole, snart i
underkjole og hofteholder (!), men altid i højrødt og altid med narrehat, og
denne leg med kønnet, peger ikke blot ud i nutidens diskussion om køn,
kønsskifte og ligestilling, den ligger også i komediens forvekslinger, og forekommer
derfor ærlig og ægte. Således er der en fin pointe i at lade den ranglede
Melsen spille Blegnæb, og gøre Fabian til Fabiana spillet af Anton Sager i
kæmpekrinoline, for det tydeliggør maskespillet som tema i komedien, men det
udnyttes ikke, ganske som replikkerne ikke bruges til at tegne karaktererne.
Der er altså bissestreger
eller bissetricks over hele linjen. Det er bisset gjort, at skuespillerne ikke
forholder sig til indholdet af replikkerne, det er bisset gjort af Wille, at
han svigter skuespillerne og ikke ser dybderne i komedien (det er faktisk dobbelt bisset, for det har han ofte vist før, at han kan), og det er bisset, at
komedien og kønsdiskursen ikke føres ud på det overdrev, hvor Shakespeare har
placeret den. Men der er også bisset gjort mod kritikeren, at Bisses bissestreger
ikke lader sig kritisere og tværtimod pointerer det, man savner i skuespil og
iscenesættelse. Bisset!