Ensemble Jupiter på
Hindsgavl d. 12. juli 2019
Landets
bønder istemmer vist frejdigt versene ”Alle gode gaver/de kommer ovenned” fra
Jakob Knudsens ”Vi pløjed og vi så’de” disse dage. Efter sidste års uendelige
sommer uden skyggen af regn og med bragende sol fra morgen til aften må vi i år
tage til takke med den velkendte danske vekslen mellem sol, blæst og regn, men
det er åbenbart til glæde for landmændene, for der er udsigt til en god høst.
Denne fredag regner det, så mennesker og katte holder sig inden døre, indtil
det er nødvendigt at gå ud: Hindsgavl Festival lokker med unge, energiske
talenter.
Om eftermiddagen er det
tørvejr, selvom det drypper fra parkens træer, og i Laden titter solen frem bag
skyerne: Violinisten Anna Egholm, pianisten Gustav Piekut og cellisten Jonathan
Swensen - ingen af dem er endnu fyldt 25 - tænder smil på læben og får øjne til
at stråle med Shostakovitch’ klavertrio nr. 1 og Schuberts klavertrio nr. 2.
Shostakovitch’ trio er et ungdomsværk - han var yngre end nogen af de tre
musikere, da han skrev det - mens Schubert var døende - og dog kun godt fem år
ældre end de tre - da han skrev sit (andet) monumentale værk for besætningen. Alderen
er dog ikke afgørende, og selvom det lykkes den unge trio at forløse Shostakovitch’
ungdomsværk inspireret af såvel følelser som ustyrlige hormoner, og
inderligheden og udtrykket måske nok mangler for at stå mål med Schuberts modne
geni, så er der en energi og ustyrlig spilleglæde hos de tre. Deres evne til at
spille sammen er formidabel! Det er hjertevarmende, at de ud over at beherske
de komplicerede noder lytter så opmærksomt til hinanden, at de så hensynsfuldt,
ja, næsten ydmygt giver hinanden plads til at brillere. At nogle finker ryger
af panden undervejs, at de nuancer og detaljer, der griber hjertet, mangler,
dét er ikke afgørende; her tæller fremtidens perspektiv, og man kan kun glæde
sig til at følge dem og høre dem om fem, ti, femten år. Det bliver
solskinsdage!
Samme aften står det
musikalske barometer allerede på ”Smukt”: Det franske Ensemble Jupiter i et
program, der udelukkende byder på musik, koncerter og arier, af Vivaldi.
Ensemblets musikere er også unge, og selvom de kun er få år ældre end
eftermiddagens trio, er de alle - alle - modne kunstnere. Et ensemble, hvor
alle er solister, intet mindre! Kun ganske få takter af den første arie, ”Vedrò
con mio deletto”, er spillet, før en tæt, varm bølge af vellyd rammer publikum.
Anført af Lea Desandres smukke, glødende mezzosopran lægger Vivaldis toner sig
over salen, og tag endelig ikke fejl; Vivaldi er ikke kun hektisk og udadvendt
eller inderlig og indadvendt, nuancerne og variationerne er utallige, det må
virkelig have været en myretue af idéer under præstens røde hår! Og hver tone
dirrer mættet og varmt i hænderne - eller struben - på de ni musikere, det er
virtuost spil. De tre koncerter lader tre af ensemblets musikere træde helt
frem (selvom alle bliver siddende eller stående på deres plads, ingen rykker
frem som solist), og navnlig ensemblelederen Thomas Dunford på lut og cellisten
Bruno Philippe får blodet til at rulle heftigere i årerne på publikum.
Stemningen er ekstatisk efter cellokoncerten i g-mol, RV 416, så elektrisk er
Philippes spil. Rytme, melodi, alt smelter sammen, men giver plads til den
enkeltes talent. Bifaldet er varmt, nej, brændende hedt, og det belønnes med et
ekstranummer; åbenbart holder Dunford og kontrabassisten Jérôme van Waerbeke
sig ikke til den klassiske musik, de jammer også (og deres fornemmelse for
rytme har aftenen igennem haft et subtilt, delikat præg af jazz over sig). Det
er der kommet et pop-blues-klassisk nummer ud af, hvis omkvæd lyder: ”We are an
ocean/each one a drop”. Det poppede er i denne sammenhæng ikke negativt. Det er
et glimrende nummer - kan det være andet med de musikere?! - og end ikke
sangens ocean er nok til at dæmpe det hedeslag, ensemblet har ramt publikum
med. Det er med blussende kinder, man går ud i den kølige, lyse sommeraften -
sikken en koncert!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar