GuidOpera
med Rossinis Barberen i (Sevil)L.A.
på Den fynske Opera d. 7. september 2016
Siden Den fynske Operas
dannelse for tyve år siden har operaen med de beskedne fysiske rammer været
garant for intime opførelser af såvel klassiske som nyskrevne operaer.
Kvaliteten har måske været svingende (som den er det i alle operahuse), men det
har altid været en kvalitet i sig selv, at man her kommer tæt på sangerne og
oplever partituret på en helt ny måde, fordi orkesteret i en stor opera har
været reduceret til et kammerorkester og i nogle tilfælde til et flygel og en
pianist med en stor opgave.
De samme forhold gør sig gældende for Guido
Paevatalus iscenesættelse af Rossinis Barberen
i Sevilla, der havde premiere onsdag d. 7. september; orkesteret er en
klavertrio, og man kommer helt tæt på sangerne. På godt og ondt. Paevatalu
fortæller i sin introduktion til forestillingen, at han har fået lov til at
bruge ”cremekongen” Ole Henriksen som model for barberen, måske inspireret af
Paevatalus solbrændte, slanke lighed med Henriksen. Handlingen er derfor
flyttet til L.A., soldaterne er CIA- og FBI-agenter, og ganske få steder er
recitativerne skrevet om, så de passer hertil, men ellers er det den gode,
gamle, velkendte Barber, publikum
præsenteres for. Idéen med at gøre karaktererne til nutidige kendisser er
ellers forestillingens bedste, for de er jo – hvad Paevatalu selv understreger
– snarere typer end individer: den unge mand vil ha’ den unge kvinde, den gamle
mand vil også have hende, og den snedige tjener (her barberen) hjælper det unge
par. Det mønster kendes fra antikkens Ny Komedie, og hverken Holberg, farcer
eller nutidige sit-coms har kunnet slide det op.
Sangerholdet er på ingen måde antikt, men det
er modne, erfarne sangere, der synger. Det er en selvironisk pointe, at det unge
par er i deres bedste alder, når de synger så smukt som Signe Asmussen og Niels
Jørgen Riis gør. Hans varme tenor står sig fint med hans stærke, bamsede og
runde ydre, og hendes stærke, sprøde sopran tillader hende med et glimt i øjet at
vise sine mormorarme frem, når barberen giver hende en omgang med sine hudcremer.
Det er ret sjovt, og de agerer godt. Det gælder desværre hverken Guido
Paevatalu som Figaro, Christian Christiansen som Basilio og Anders Jakobsson som
don Bartolo. Selvom Paevatalu vokalt udfylder partiet som den snu barber smukt,
og Christiansens bas indimellem imponerer med sin stærke, smukke dybde, så er
deres stemmer kun en afglans af, hvad de engang var; indimellem taber
Christiansen vejret, og Jakobssons bas er flosset i kanterne. Det er i sig selv
helt naturligt og ikke ment som en kritik, for de har smukke stemmer. Til
gengæld er Paevatalus personinstruktion dybt kritisabel, for de tre sangere og
Jasia Julia Nielsens Berta går på scenen tilsyneladende med en overbevisning
om, at de kan rollerne på rygraden og derfor bare kan spille på rutinen. Det
kan de ikke, og der er megen formålsløs sjosken omkring og mange flove,
overgjorte grimasser, der måske understregede den rablende komik i operaen, da
de var dugfriske, men det er længe siden, de har været det, og nu virker det alt
bare uorganiseret og rodet. Derfor bliver idéen med Ole Henriksen og at flytte handlingen
til L. A. den eneste gode og virkeligt originale påfund ved opsætningen.
Det er dog stadig en meget charmerende forestilling,
og man trækker jævnligt på smilebåndet over viljen til at glæde og underholde.
Dertil kommer, at det er en udsøgt fornøjelse at lytte til den klavertrio, der ledsager
sangerne: Carol Conrad, Anton Lasine og Tobias Kruse Lautrup er meget morsomt og
meget passende iført badekåbe, og de spiller fremragende. Det klæder desuden
Rossinis sprælske musik at blive kogt ned til tre musikere, og det minder en
om, at selvom Rossini pludselig og brat holdt inde med at komponere operaer, så
skrev han i moden alder smuk kammermusik og beherskede også denne genre. De tre
musikere er alene grund nok til at lægge vejen forbi på turnéen og opleve Barberen i (Sevil)L.A.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar