The
Great Gatsby på
Odense Teater er en trist affære. D. 1. oktober 2019
Teatret
er katalysator for den råddenskab, der breder sig i dansk kunst og kultur:
Massive nedskæringer og det brede, fantasiløse publikums hang til overfladisk
underholdning har medført en tilsvarende mangel på fantasi, mod og kreativitet
hos landets teaterdirektioner. Mantraet synes her - endnu højere udtalt end
tidligere - at være: ”Du har set filmen, se den på teatret!” Det kan muligvis
lade sig gøre at genskabe en film som en stor teateroplevelse, men Alfred
Hitchcocks formaning om, at kun dårlige romaner lader sig omforme til gode
film, minder om, at hvert medie har sine styrker og svagheder, og det er
styrkerne, der skal bære et værk til succes. Der skal en stor instruktør til at
se potentialet i en roman på scenen, for uanset hvor god en historie, hvor
stort et mesterværk den roman måtte være, så er der nogle vidt forskellige
betingelser for oplevelsen i lænestolen og oplevelsen i plyssædet i teatrets
magiske mørke. Scott Fitzgeralds mesterværk The
Great Gatsby er således en trist og langt hen ad vejen kedelig affære på
scenen, men alligevel er den nu på Odense Teater - sandsynligvis nok først og
fremmest fordi australske Baz Luhrmann filmatiserede romanen i 2013 med
Leonardo DiCaprio i titelrollen, for det må da kunne lokke folk i teatret, at de
har set historien på det store lærred for nylig, ikke?!
Årsagerne er flere -
selvom den altoverskyggende årsag er problemet med at omsætte tætskrevne sider
til medrivende, levende drama. For det første træder romanens jegfortæller,
Nick Carraway, uinspireret frem gennem lange, ensomme og omstændelige
monologer, uanset hvor fremragende Benjamin Kitter så spiller rollen. For det
andet er det pulserende storbyliv, de eksorbitante fester hos Gatsby og den
energiske, pulserende jazz reduceret til et kammerspil, hvor én sangerinde og
én fjerdanser samt helt nyskrevet musik skal gøre det ud for de brølende
20’ere. Det er et antiklimaks af dimensioner, da en gylden regn af konfetti
truer med at drukne den enlige sangerinde; så ufestligt, så lidt medrivende er
det. Der er ellers diskrete hentydninger til art deco i Mie Riis’ nedtonede,
enkle scenografi, men hun har svært ved at fange 20’ernes slanke drengelinje i
kvindernes kostumer. For det tredje har forestillingen svært ved at hænge
sammen, og karaktertegningen lider under afbrydelsen af Carraways mange
monologer, så først efter pausen begynder personerne at blive levende for os,
og før får skuespillerne ikke noget at arbejde med. Da Nick Carraway først
dumper ind hos kusinen Daisy, der er giftet ind i New Yorks high society, er de
alle både overfladiske, dumme og snobbede, men det virker mest som overfladisk
dilettantkomedie (og på den baggrund træder Kitters talent virkelig frem!). Mette
Kjeldgaard Jensens Myrtle Wilson er så kort tid på scenen, at publikum aldrig
bliver klar over, hvorfor Tom er faldet for netop hende, eller hvad der driver
hende personligt, og Jon Langes Jay Gatsby er snarere anonym end mystisk, selvom
karakterens naivitet og sværmeri dog ikke kan tages fra ham. Scenerne afløser
hinanden i et virvar af møbler og tjenestefolk, der skal ind og ud (der er
flere tjenestefolk end gæster til Gatsbys fester), og disse sceneskift er på én
gang for traditionelt, naturalistisk teater og for forstyrrende til at skabe
sammenhæng eller til at fastholde interessen. Man dødkeder sig gennem hele
første akt.
I anden akt spidser
dramaet til, og der træffes nogle sceniske valg, der er interessante (uden at
være geniale), så her holdes publikums opmærksomhed fast: De mange uudtalte
spændinger i sommerheden skaber muligheder for såvel karaktertegning som drama,
så den ene scene i den kvælende sommervarme på hotelværelset i New York bliver
den eneste begrundelse for at overføre romanen til scenen, selvom den er lige
ved at blive overskygget af en gigantisk isblok, som Nicolai Jandorfs Tom
Buchanan aggressivt kan hakke løs på. Lea Bastrup Rønne som Daisy får pludselig
noget at arbejde med, og mimik og gestik afslører, at hun er alt andet end
overfladisk og naiv, men nok snarere ret usympatisk og uelskelig. Hun fortjener
slet ikke Gatsbys kærlighed og kører den kynisk ned. Ved dramaets klimaks, da
George Wilson (Peter Høgsbro) skyder Gatsby i swimmingpoolen, lyder det skud,
man sidder og venter på, ikke. I stedet falder de tungt draperede, gyldne
gardiner i en pludselig, bølgende bevægelse, og en tung regn af aske falder.
Her er noget af teatrets magi intakt; her supplerer scenebilledet med noget af
alt dét, som man ville ønske, at instruktøren Nicolei Faber havde haft talent
nok til at tilføre de alt for mange, alt for lange monologer og stillestående
scener.
Jeg ser forestillingen med
engelskkollegers elever, og det er måske dem, opsætningen er tænkt til, for The Great Gatsby er jo en klassiker (og det er ikke alt forundt at ende sine dage
som en klassiker, Phillip Faber!). De er lette at begejstre, for de færreste
har været i teatret ofte, så de ved (endnu?) ikke, hvad teatret kan, når det
virkelig gør, hvad teatret kan, men de har læst romanen, og flere bemærker
væsentlige detaljer, som de savner, fordi karaktertegningen mangler vægt og
nuancer. Alt kan naturligvis ikke komme med, men alligevel slår det fast, at
landets teatre bekymrer sig mindre om kvalitet end om kvantitet; det gælder om at
få publikum ind på sæderne ved at spise dem af med allerede gennemtygget og
letfordøjelig mad. Problemet er bare, at det ikke kræver ret meget erfaring at
gennemskue, at ti fjer i hånden på én fandancer
IKKE bliver nogen tyverfest, og festen, farverne og flaskerne udebliver. Man
går ærgerlig fra teatret, for tænk - tænk
- hvad teatret kan, som filmen og romanen ikke kan, nemlig det storslåede,
eventyrlige, eftertænksomme, hvis bare der var mod til i teaterdirektionerne
rundt om i landet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar