En gang til

Puccinis La Bohème på Den fynske Opera d. 9. marts 2019

Fjorten dage før premieren på Den fynske Opera var La Bohème, der er blevet til i et samarbejde med Teater Undergrunden og Operaen i Midten, fuldstændig udsolgt. Man skal altså være heldig, hvis man kan skaffe sig billet til en af de resterende forestillinger i Odense, og følgelig er dette i mindre grad en egentlig anmeldelse og snarere nogle tanker om og refleksioner over, hvorfor en opera, der spilles så ofte, kan lokke så mange publikummer til. Den fynske Operas opsætning af Papes Til døden os var glimrende og afgjort seværdig, men langt fra udsolgt, og der var - desværre - ikke en større andel af unge mennesker til denne lørdags Bohème end til andre operaer og klassiske koncerter. Måske tværtimod; gråhårede gamle med stok eller i rullestol havde trodset alderdommens skavanker og var lokket af huse for at høre og se Puccini i en totalteateropsætning.

                      Men hvad er det, der gør La Bohème så tillokkende, at den næsten kan redde et skrantende operahus’ økonomi? Et bud kunne være, at den får en til at føle sig ung igen - det kan selv undertegnede (jeg fyldte 40 i sommer) stå inde for er en effekt ved denne opera; den humor og legelyst, den idealisme, det mod og den ungdommelige appetit på livet, der er gennem første og anden akt, genkender man - forhåbentlig - fra sig selv, for unge har alle været, og unge ville vi gerne være igen. (Med det in mente bør man minde sig selv om at dømme mildere, når visse medier i disse dage går i selvsving og sensationslystne vinkler nogle unges opførsel i forbindelse med et ministerbesøg på et gymnasium ret groft - upåagtet at eventuelle ukvemsord ikke bør tolereres.) Den kollega, der ledsagede mig og oplevede sin første Bohème, kunne også sagtens genkende dette urtema og se det gribende i, at operaens slutning brutalt sætter punktum for dette ungdomsmod. Vi genkender det hos vores elever, der i langt, langt de fleste tilfælde er meget skikkelige mennesker, som vi inderligt håber må undgå alt for mange af livets knubs og hårde slag, før de er stærke nok til at tage imod dem.

                      Et andet bud kunne være, at La Bohème ikke bare er en evigt vedkommende og genkendelig historie, men at det er - rent ud sagt - skidegod og let tilgængelig musik. Rammerne om denne opsætning peger i alt fald i retning af populærkultur: Tættest på scenen sidder folk omkring caféborde med øl og vin (færre drikker vist vand), og lyden af plastickrus, der knuses, og klirrende flasker, der væltes på rækkerne bag de små borde, giver under forestillingen (sic!) mindelser om festivaller i det fri, og undertegnede føler sig pludselig meget, meget ældre. Er det virkelig nødvendigt at bedøve sig selv med alkoholiske drikke, mens man er i teatret? Selv Operaen på Holmen er begyndt at opfordre til, at publikum tager deres drikkevarer med ind på pladserne! Når (ellers altid fremragende) Kurt Dreyer som Alcindoro, hvis parti ganske effektivt er gjort til en talerolle, skal bytte plads med dirigenten, så morer publikum sig måske også nok (de, der har drukket tilstrækkeligt?), men det er en revygimmick, og hos undertegnede falder den på gold jord: ”We are not amused.” Desuden kan man i forlængelse heraf overveje, hvorfor det er det velkendte, måske endda fortærskede, der lokker folk afsted i hobetal. Er et brud med naturalismens dogme om den fjerde væg stadig så provokerende, at vi må barrikadere os bag latteren? Er SoMe, MeToo, klimakatastrofer og Fake News så skræmmende, at vi må skærme os bag det trygge og forventede og ikke engang tør opleve en ny eller ukendt opera? Anders Ahnfelt-Rønnes instruktion er så traditionel (ja, der er duel på flûtes og pudekamp i fjerde akt, ja, Alcindoro får regningen i anden akt og ligner et fjols), at man lige så godt kunne have undværet en instruktør, og her er altså ingen nye oplevelser eller overraskelser i scenegangen, sangerne agerer nærmest uden instruktion.

                      Når det er sagt, så er det jo en fremragende opera. Den er et uforligneligt kunstværk i sin hel egen ret - selv når den her er beskåret, så første og anden akt til sammen varer tre kvarter, og hele forestillingen er overstået på mindre end to timer. (Det sætter unægtelig anekdoten om, at La Bohème skulle være Edward VII’s yndlingsopera, fordi det er den korteste, i relief!) Sangerne i denne opsætning er glimrende, de to kvindelige sangere og Daniel Svenson er fremragende, om end udtalen af den danske tekst volder ham lidt problemer; Helene Hvass Hansen er en varm, fyldig og sensuel Musetta, Mette-Maria Øyens skære røst er inkarnationen af en pigelig og blid Mimi, og Svensons Rodolpho er smægtende som en Jussi Björling in spe. Man kan godt se bort fra det kitschede, når de sammen med Thomas Storm som Marcello bevæger sig rundt blandt cafébordene i tredje akt, for man er indrammet af og indhyllet i al deres stemmepragt, og de to duetter, der blander sig, er sublime og det mest gribende øjeblik i hele forestillingen. Man er også meget tæt på at få en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, da Mimi til slut udånder (sådan er jo Puccinis partitur!), men det sker ikke, da Jan De Neergaards klaustrofobiske scenografi og Ahnfelt-Rønnes instruktion gør karakterernes udbrud for teatralske, og man er mere tilbøjelig til at krumme tæer.

                      Hvis dette skal være en anmeldelse, og hvis der virkelig skal gives stjerner (er de ikke blot et påskud for ikke at læse det skrevne?), så må scenebilledet have fire stjerner. Scenografi, kostumer og instruktion ligner noget fra en mindre vellykket dilettantforestilling - det trækker alvorligt ned, hvis man skulle være i tvivl - men sangerne er som sagt fremragende, det trækker gevaldigt op, og man må håbe, de for fremtiden møder bedre produktioner. Men det bedste er gemt til sidst: orkesteret, der består af bare syv fantastiske musikere, hvoraf de seks er kvinder (det kan man godt bemærke dagen efter Kvindernes Internationale Kampdag). To violiner, bratsch, cello, kontrabas, klarinet og harpe favner hele Puccinis partitur, og selvom enkelte tonemalende detaljer måske går tabt, så forlenes partituret med en musikalitet så altomfattende, at man virkelig forstår, hvor slidstærkt og gennemkomponeret et mesterværk, der er tale om. De syv musikeres synergi er så gribende, at de alene har fortjent en stjerne mere - også selvom de naturligvis har del i de stjerner, der er givet sangerne. De er alene årsag til, at man gider opleve La Bohème en gang til.