August Ennas ukendte
opera Kleopatra er en stor success. Gamle
Scene d. 12. marts 2019
Nunc
est bibendum, nunc pede libero
pulsanda tellus, nunc Saliaribus
ornare pulvinar deorum
tempus erat dapibus, sodales.[1]
pulsanda tellus, nunc Saliaribus
ornare pulvinar deorum
tempus erat dapibus, sodales.[1]
Således
begynder Horats sit berømte digt skrevet i glæde over, at dronning Kleopatra er
død for egen hånd ved en slanges bid: ”asperas/tractare serpentes, ut atrum/corpore
conbiberet venenum”[2]. At den
egyptiske dronning med den berømmede profil er død i 31 f. Kr., markerer, at
Cæsars arving, den kun 32-årige Octavian, har besejret sin adoptivfars mordere
og dermed afsluttet den krig og splittelse, der har præget Romerriget gennem
det meste af det 1. årh. f. Kr.
Så vidt er det ikke endnu
ikke kommet i August Ennas opera Kleopatra
fra 1894, som Den jyske Opera nu med stor fortjeneste har taget initiativ til
at grave frem og sende på turné over det ganske danske land. I operaen er
Kleopatra den sejrende, idet hun overvinder den unge Harmaki, der som arving
til den gamle farao-slægt (Kleopatra tilhører den ptolemæiske slægt) vil myrde
hende, befri landet for det romerske overherredømme og selv overtage Egyptens
dobbelte krone. Det er hele handlingen, og i Einar Christiansens meget
højtidelige og poetisk svulmende libretto (replikkerne er alenlange, det er
næsten kun monologer) skrider handlingen adstadigt frem. For adstadigt til et
moderne operapublikums smag måske nok, men på den anden side kunne operaen være
netop det, det moderne, stressede mennesker eftersøger: fordybelse og tid til
at dvæle i nuet. Det er afgjort ikke noget ligegyldigt fortidsfund, der nu kan
opleves; musikken funkler og sangen beruser som nogen skat fra faraonernes
Egypten, operaen er virkelig en dronning værdig. I det store orkester og i de
store stemmer er inspirationen fra Wagner meget tydelig, men samtidig har Enna
skrevet smukke og smægtende melodilinjer, som er milevidt fra Wagner, og man
bliver virkelig indtaget i musikken, man beundrer den ikke kun køligt og på
afstand. Undertegnede er mest tilbøjelig til at sammenligne melodirigdommen med
Lange-Müller; operaen er Der var engang
i en indpakning af Wagner og eksotiske, farverige klange.
Farverig er Bent Baurs
scenografi og instruktion til gengæld ikke; den er nordisk kølig og æstetisk
enkel: Et halvrundt rum med en enkelt søjlelignende halvvæg giver lige så meget
mindelser om en vikingehal som en egyptisk sal af sandsten. Skamler, en prunkløs
trone og et ildbækken udgør de eneste rekvisitter, så Ennas store, rige
partitur får virkelig lov til at møblere rummet, så man virkelig kan beundre
det. Det er et klogt træk, selvom Weekendavisens selvsmagende anmelder
naturligvis ikke kan lade være med at tale den ned for at være enkel, men
enhver ting til sin tid. Det giver også plads til en personinstruktion, der inden
for grænserne af den tunge libretto formår at skabe troværdige, levende
karakterer og endda i glimt åbne for dybder i psykologien, som Einar Christiansen
ikke har evnet. Således overdrager Kleopatra Harmaki kniven, som han har villet
dræbe hende med, i fængslet, så han ikke skal dø for bødlens hånd, og en halv-
eller helnøgen mandlig slave følger spøgelsesgrå scenegangen som et forvarsel
om Harmakis undergang. Uta Meenens kostumer er lige så enkle, men slår også
klart tonen an og stedfæster ved hjælp af lidt guld og kostumernes snit
handlingen til den egyptiske oldtid. Det er betagende!
Sangerne er af en
særklasse, der med bravur honorerer de ualmindeligt høje krav, som Ennas partitur
stiller. Ukrainske Stefania Dovhan synger ikke blot titelpartiet med stor
styrke og ditto skønhed, hun mestrer endog den danske tekst med en træfsikker
udtale, så man tror, hun er pæredansk. Finske Christian Jusli har som Harmaki
lidt mere uld i munden, men det er ingen kritik, når man hører den bredde og
kraft, hans tenor har, og tyske Tanja Christine Kuhn mestrer såvel dansk som de
høje toner i partiet som Charmion, hvis jalousi for hende til at forråde
Harmaki, som hun elsker. Thomas Christian Sigh synger overbevisende partiet som
ypperstepræsten Sepa, og herrerne i Den jyske Operas Kor har aldrig været så
udfordrede, men heller aldrig lydt bedre - bravi tutti! Alle er medvirkende
til, at denne ellers ukendte opera bliver siddende i kroppen på en, og
undertegnede er lykkelig over også at have billet til den sidste opførelse på
turnéen i Odéon om en måned. Forhåbentlig bliver der udsolgt landet over, for
det er virkelig værd at hæve glasset og skåle for Den jyske Opera for at have
hentet denne musikalske skat frem i lyset: Nunc est bibendum!
[1]
”Nu kan vi drikke og med frejdig Fod/i Dansen trampe! Smyk nu Templets Puder/til
Takkefest for Mars - og sæt saa frem/et Offermaaltid for de høje Guder.”
[2]
”lagde Slangen til sit stolte Bryst,/at hendes Legem kunde Giften drikke.”
(Axel Juels oversættelse (1933))
Ingen kommentarer:
Send en kommentar