Guld i mund

 I dit korte liv er en dybt poetisk forestilling. Odense Teater d. 30. maj 2023

 

Det er først på vej hjem igennem sommernatten, at jeg opdager, at farven i Karin Gilles forsamlingshusscenografi til teaterkoncerten I dit korte liv ikke bare er kedelig og beige; den er blegt gylden som aftenhimlen med strejf af rødmen, den er skær og sart gul som hyldens blomster, der er på nippet til at springe ud, den er lys og fuld af forventning. Den har al den poesi, der er i forestillingen - og alligevel er den ret genkendelig og derfor lidt beige, altså ikke hvid og heller ikke bare beskidt af røg og bilos, men heller ikke kulørt.

                      Det er nemlig det helt gennemsnittelig liv fra barndom til grav, der skildres i forestillingen (altså ret beige), men der er samtidig et gyldent skær af poesi over den i de sange, der udgør forestillingen. Instruktør Anna Balslev har med sin eminente sans for dynamik, udnyttelse af scenerummet og overraskelser sat ti af skuespillerne i Odense Teaters ensemble - alle meget velsyngende - i scene med fem musikere: Rumle Sieling Langdal, Laurits Hyllested, Anna Roemer, Jonas Due og Janus Bagh. Det holder ikke skuespillerne tilbage fra iblandt at gribe et instrument, men det er ofte bare på skrømt - harmonikaen høres i alt fald ikke, men bidrager ved bare at være der til slutscenens fest og begejstring, inden titelsangen med et sødmefuldt præg af bitterhed slukker lyset.

                      Men forestillingen er sang, og det begynder med en sang: Først kommer skuespillere og musikere ind en ad gangen, de er i korte bukser, og de overraskes alle og bliver alle lige pinligt berørt over, at der sidder så mange mennesker i salen og kigger på dem! Så vover Natalí Vallespir Sand sig ud i det med Sebastians ”Her er en sang”, og snart efter er Laura Skjoldborg overstadigt og barnligt pjanket i Søren Kragh-Jacobsens ”Jeg er bare glad”. Men der er også plads til eftertænksomheden i barndommen med ”Nu er jord og himmel stille”, og med smil på læben må man konstatere, at Gnags’ (ellers rædselsfulde) ”Når jeg bliver gammel” er barnets naive drømme om, hvad det vil sige at være voksen - i alt fald her, og det tangerer tekstens banale poesi glimrende, ja, det løfter den endda.

                      Ungdommen er med lange bukser og større interesse for den anden. Mouritz & Hørslevs ”Jo mere jeg bliver din” er kejtet, øm og sårbar flirt på en klaverbænk, hvor fremragende Freja Klint Sandberg og Rumle Sieling Langdal mødes for i alt fald en stund, for usikkerheden har ofte overtaget: ”Jeg er sådan en som håber du siger mit navn,” synger hun, men der er ingen kærtegn, ingen kys. ”Duerne flyver af og til op,” synger Hanne Hedelund med en teenagers spirende undren, og Claus Riis Østergaard og Nicolai Jandorf trakterer Volmer Sørensen og Otto Franckers evigtgrønne ”Dansevise” som to fandens selvsikre karle. Eneste anke er nok, at melodiens inderlighed her lider under arrangementet, men ingen er i tvivl om, hvad de to er ude på! Inderligheden bidrager Sebastians ”Vårvise” til gengæld med, og hele ensemblet løfter The Minds of 99’s ”Hurtige hænder” til ungdommens skære jubel og livsglæde:

 

Noget er på vej
Ikke i rute men på vej
Broerne brænder
Vi drikker vin og danser tæt
Bygger luftkasteller
Lever og elsker
Som mennesker
Du er bekymringsløs
Det er jeg vild med
Elsker den måde du er dig på
Bare jeg kendte dig

 

Hurtige hænder
Hurtige fødder
Lever og ånder
Danser og synger
Tag mine hænder
Mine hurtige hænder
Følg mine læber
Kys mig og elsk mig

 

Og det gør man; kysser og elsker hver eneste af dem for begejstringen, hvormed de synger.

                      Alvoren begynder efter pausen, hvor alle er blevet voksne, vaner og trædemølle har taget over. ”Du er ikke alene” - igen har Sebastian fundet plads blandt de i alt 26 sange, som forestillingen består af - gjalder Anders Gjellerup Koch desperat ud mod publikum med mappen i hånden, mens bagvæggen er løsnet og snurrer hurtigere og hurtigere afsted. Hvor blev tiden pludselig af? Hvorfor gentager alt sig blot igen og igen og igen i voksenlivets trøstesløse hamsterhjul? At tiden så brutalt stjæles fra os af os selv, betoner Nicolai Jandorf ved at lede ensemblet i Biktoks ”Fabrik”, og Niels Skovgaard Andersen, hvis vokal - overraskende - er lige så adræt betagende som hans fysik, sætter brutalt punktum for alle drømme om at leve lykkeligt til sine dages ende med Guldimunds ”Dem vi plejede at være”. Selvom Skovgaard Andersen ellers nok er i stand til at bevæge sig uhindret, bliver han skubbet, båret, løftet, flyttet rundt af de andre i ensemblet for at illustrere den lammelse, som det tabte forhold har ramt ham med, og scenen er et højdepunkt i forestillingen; den går lige i mellemgulvet.

                      Alderdommen kommer pludseligt - eller afslutningen kommer pludseligt, for med udsøgt menneskekundskab og stor æstetisk sans tager Balslev os ikke med ind i livets sene efterår. Ville det være for brutalt? Eller ville det ende i ren farce, hvis alle skulle have grå paryk og gå med stok eller rollator? Ja, det ville det - sandsynligvis begge dele - og løsningen er langt mere raffineret: Alle har en fest, indtil Laura Skjoldborg næsten som et tilfælde kommer i tanker om titelsangen ”I dit korte Liv” af PH og Kai Normann Andersen. Subtilt afbrydes larmen med denne fine sangs dobbelte budskab: memento mori og carpe diem. Det er smukt - smukt som den lyse forsommerhimmel, der rødmer af skam over at turde håbe på en gylden sommer. Man har da lov til at håbe, og man er nødt til at håbe, for livet er kort, men det er ikke skræmmende at blive mindet om det af Anna Balslev i hendes udsøgte forståelse for poesi selv i den mest banale poptekst. Det er snarere som et kærligt kærtegn.