Operaen Blå er en tynd omgang. Den fynske Opera d. 23. maj 2025
Tre
dage i maj spiller operaen Blå af Hugi Gudmundsson på Den fynske Opera.
Tre dage, hvor det endelig er blevet regnvejr under en landsdækkende tørke, der
aldrig tidligere er registreret så tidligt på året. Det er næsten emblematisk,
for operaen har libretto af Jesper B. Karlsen over en roman af norske Maja
Lunde, en dystopisk fortælling om en fremtid, der lider under nutidens overgreb
på naturen: De varme lande mod syd brænder, intet kan gro p.g.a. manglen på
vand, og flygtningestrømme søger mod landene i nord, hvor der endnu er vand. Emnet
er nok både relevant og aktuelt, men romanen er for forelsket i sin egen
skrivestil til at fænge. Den er tung og drukner sin læser i en uinteressant og
redundant detaljerigdom. Stor litteratur giver plads til sin læser, og desværre
tager operaen denne mangel med fra forlægget.
Handlingen (i operaen)
udspiller sig i 2025, i 1978 og i 2053. Miljøaktivisten Signe vil i nutiden
konfrontere sin ungdomskæreste, Magnus, med, at han profiterer på naturen og
sælger gletsjeristerninger til overklassen; hun stjæler isterningerne fra deres
hjemby i Norge og sejler i sin båd ”Blå” til Sydeuropa, hvor Magnus nu bor, så
han kan se den sidste is smelte. I fremtiden følger man den unge mand David,
der er på flugt mod nord fra tørken i syd med sin syvårige datter Lou. De leder
også efter Davids kæreste Anna, Lous mor, og deres spæde søn, men tørken
standser dem. Imidlertid reddes de fra at tørste ihjel, da de tilfældigt falder
over Signes ”Blå” og i lasten finder termokasserne med det nu smeltede
gletsjervand. 28 år senere er det angiveligt stadig drikkeligt – og ikke
fordampet – et faktum, som det er sværere at forlige sig med end de scener,
hvor tid og rum krydses, og Lou og Signe møder hinanden på ”Blå” på Signes
sidste rejse mod syd i 2025.
Lyder det dramatisk? Det
er det det ikke. Scenerne er ganske korte. Der springes mellem nutid og fremtid
– i enkelte scener til forelskelsen mellem Signe og Magnus næsten 50 år
tidligere (hvor hun aborterede ufrivilligt, om end hun ikke ville have barnet,
fordi hun følte sig forrådt af, at Magnus som ingeniør havde fået arbejde ved
det nyetablerede vandværk i den norske bygd). Stort set al sang er monolog, og
karaktererne fremstår derfor mere som typer end som individer; typer, der
flyttes formålsløst rundt som brikker på et spillebræt, inden alt til sidst går
op. Når karaktererne interagerer, taler de hen over musikken, de synger ikke.
Man kunne indvende, at
sådan er barokopera også. Sådan er Vivaldis Griselda, der just har
spillet på Det kongelige Teaters Gamle Scene: arie på arie, hvor karaktererne
udfolder deres indre. Kun i recitativerne handler de. Forskellen er, at i en
barokopera bygges der – selvom der ofte trykkes på pauseknappen og zoomes ind
på karakterernes følelser – gennem forvekslinger og forviklinger op til et
klimaks, og således udvikler karaktererne sig. Det gør Signe, Magnus (som man kun
møder i fortiden), David og Lou ikke, og det er meget svært at engagere sig i dem
og deres blodfattige konflikter. Enten dømmer de andre, eller også lader de stå
til (og reddes af et usandsynligt tilfælde), og det er lige så uinteressant som
at se is smelte.
Det er ærgerligt, for der
er virkeligt gode tiltag i forestillingen. Først og fremmest er Gudmundssons
musik interessant og mere dramatisk inspireret end librettoen. Man er ikke i
tvivl om, hvor de første og sidste toner bærer hen. Besætningen for slagtøj, akkordeon
og basklarinet (det ligner det, men i det minimale program, der mangler en
grundig korrekturlæsning, står der kun ’klarinet’) bidrager til partiturets
spændvidde og det uforløste drama, og de tre musikere spiller overbevisende og
engageret. Sangerne er også gode, ikke mindst Magnus Berg, som flere vil kende
fra Det kongelige Teaters Young Artists Programme, der synger det lille parti
som sin navnebror Magnus, og Martin August Tornquist, studerende ved Det Kongelige
Danske Musikkonservatorium, som David. Ingeborg Fangel Mo synger partiet som Signe
med en stærk og insisterende, smuk klang, men hun overkompenserer en smule,
fordi Signes karakter har så få nuancer ud over vrede.
Signe Kroghs scenografi i
flere niveauer mimer både båd og anløbsbro, men fungerer lige så godt som
flygtningelejr takket være Ovar Holmens subtile og elegante lysdesign. Bag de
seks plateauer fuldender et sejl, der også fungerer som filmlærred,
scenografien. Den formår, hvad handlingen ikke gør, den appellerer til
publikums indlevelse. Endnu mere magisk er dog den sidste karakter, datteren
Lou, for hun er en dukke lavet af Martynas Lukosius og ført af Lene Hummelshøj.
Selvom Hummelshøj i nogle scener næsten skygger for Lou, løfter dukken også den
endimensionelle og fragmenterede handling ud i det fantastiske og fabulerende
rum, som teatret bør være, så den vækker smil.
Opera
skal bare mere end vække smil. Den skal gribe og engagere, den skal betage og
bjergtage, så blodet bruser, og pulsen banker. Selvom intet liv er muligt uden
vand, og det er nødvendigt at forholde sig til klodens klimakrise, så behøver en
opera herom jo ikke være en tynd kop te – slet ikke når man har så dygtige
kunstnere til sin disposition. Tænk, om Karlsen havde turdet frigøre sig fra
Lundes stive og uinteressante roman og havde pustet liv i karaktererne, havde
skabt dem på ny, så de fik varme og skikkelse! Blod er som bekendt tykkere end
vand. Det gælder navnlig på operascenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar