Benjamin Kitter er Cyrano de Bergerac! Odense Teater d. 10. september 2024
Edmond
Rostands skuespil om Cyrano de Bergerac kan umiddelbart synes oplagt som
operalibretto: Her er humor og kærlighed, jalousi, krig og en tragisk slutning.
Der findes én opera over skuespillet komponeret af den relativt ukendte
italienske komponist Franco Alfano, men den formår som Sebastians musical ikke
at løfte historiens potentiale. Det er nemlig de adrætte replikker og elegante
vers, der er skuespillets styrke og musikalitet, og der behøver egentlig ikke
sættes toner eller melodi til ordene. Replikkerne er skønsang i sig selv, og
det har den engelske dramatiker Martin Crimp i sin gendigtning af Rostands
drama tydeligvis øre for. Man behøver ikke ændre diskursen og kalde det en
modernisering, som Odense Teater har travlt med (det virker kun, som om man
behøver en undskyldning for at spille dramaet); det er en gendigtning, og langt
størstedelen virker til stadig at være Rostands egne ord. Kun de digte, der
fremføres undervejs, er gengivet som veloplagte ”spoken words”, som de kendes
fra poetry slam, og de tager intet fra Rostands drama. De føjer imidlertid
heller ikke meget til.
Desværre er instruktøren
Nicolei Faber ikke så lydhør over for musikken i Rostand/ Crimps drama.
Desværre fordi Faber med sin opsætning af Tjekhovs Mågen i vinter netop
viste, at han tør og kan lade skuespillerne tale gennem replikkerne, at han tør
lade dialogen være det gennemgående og karakterskabende. Cyrano de Bergerac
ville være en gumpetung og rodet forestilling, som den her er sat op, hvis ikke
geniale skuespillere formåede at lade alt udenoms fare og fokuserede på
karaktertegningen. Faber giver nemlig scenograf og kostumier Mie Friis samt
komponisten Hannah Schneider alt for frie tøjler. Scenebilledet er
forestillingen igennem et horror vacui af løse indfald, en labyrint af stiger
og åbninger, et pulterkammer for stilindtryk fra barokken til nutiden; et
sansebombardement, der med sin sort-hvide pallette ikke understreger, men
stjæler opmærksomheden fra replikker og poesi. Overgangene fra akt til akt
bliver en omstændelig forhaling af plottet, fordi der skal flyttes rundt
på de alt for mange rekvisitter, frem for eftertænksomme, rolige intermezzi.
Her kunne Schneiders musik bedre være kommet til sin ret (selvom det bare er
lounge-musik), nu bruges den som underlægning (?!) for de scener, som
instruktøren har vurderet, skal betones yderligere. Resultatet er, at
skuespillerne må løfte stemmen unødigt og selv da kan være svære at høre endsige
forstå, og publikum distraheres. Faber burde huske, at teatret består ved netop
ikke at være film, ved at være et alternativ til biografsalens
gentagelser. Teater er her og nu, det er levende; man ville kunne række frem og
røre og mærke skuespillerne, hvis ikke deres spil ikke allerede nåede ned i
salen til publikum – også uden musik.
Det gør det lykkeligvis
her, spillet; det rører, så man sidder åndeløs i sædet. Benjamin Kitters
præstation i titelrollen er mesterlig! Med syleskarp diktion tegner han Cyranos
overlegne vid og sarkasme, hans mod og selvironi, men først og fremmest hans kærlighed,
ømhed og offervilje, og forestillingens succes beror på ham alene. Natalí
Vallespir Sand får mange facetter frem som Leila Ragueneau, og den udvikling,
hun forlener karakteren med, er dybt rørende. Cecilie Gerberg virker som den
attråede Roxanne måske lidt overfladisk og for fuld af fæle eder til at være en
troværdig litteraturkender og -elsker, indtil man husker, at et bærende element
hos Roxanne er den ungdom og naivitet, der gør, at hun lader sig overbevise om,
at den flotte Christian har vid og poetisk sans ud over sit gode udseende. Det
er først som enke, at alvor, eftertanke og færre f-gloser indfinder sig i
hendes karakter. Christian gør Mathias Bøgelund til en så blank ungersvend, at
man fuldt og fast tror på ham, da han endelig selv tager ansvar frem for at
lade Cyrano være sit alter ego og kaster sig i døden. Han dør heltedøden i
modsætning til Cyrano, der - i alt fald i Rostands original - har en tragikomisk
død, da han tilfældigt bliver ramt af en brændeknude. Ud over Claus Riis
Østergaard som den fæle de Guiche, der foragter poesi og vittigt sprogspil (en
rolle, som Riis Østergaard ikke får nær så meget ud af som af andre roller, men
han er også hæmmet af Mie Friis’ latterligt karikerede kostumemiks) bør man kun
nævne Louise Davidsen og Niels Skovgaard Andersen i mindre roller. Resten gør slette,
naragtige figurer, og flere er umulige at forstå. Det er ensemblets faste
skuespillere, der bærer plottet smukt gennem scenerodet, resten gør man bedre i
at glemme.
Helt galt går det i fjerde
akt. Dramaet taber brat højde efter pausen, fordi de hurtige, vittige og
poetiske replikker erstattes af tung, politiserende krigsalvor. Der er ingen
dramaturgisk pointe i at skabe en kontrast til morskaben og kærlighedsforviklingerne;
akten varer næsten tre kvarter, den længste i hele forestillingen, og alt
foregår så langsomt og så dæmpet, at det nærmer sig parodi. Desuden dominerer
nutidige engelske (!) eder dialogen, og de bidrager ikke til musikaliteten, som
de gjorde i første, anden og tredje akt. Her demonstrerede de kun, f-ordene, hvor
rig oversætter Niels Brunses pen er. Han evner ikke kun at rime ”Arcadien” på
”elegant igen”, han evner også at tage brodden ud af selv de mest obskøne ord
og gøre dem poetiske, ja, ligefrem smukke. Der er intet i vejen for at ’kneppe’
og ’fuck’ kan indgå i dramaets ordrigdom - det handler for pokker om poesi og
ordets magt! - men scenografien og fjerde akts sendrægtighed modarbejder poesien.
I Jamie Lloyds iscenesættelse af Crimps version på Playhouse i London for år
tilbage bestod scenografien kun af nogle trin, og eneste rekvisit var en
mikrofon, mere skal der ikke til. Det er snæversyn og foragt at flytte fokus til
det ydre rum, når gendigtningen er så god som Crimps, og det bliver en
dødssynd, når man har Niels Brunses frodige, vittige, veloplagte, kort sagt
kongeniale ord i munden på et skuespilgeni som Benjamin Kitter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar