Månelandskab

Digtinstallationen Blood på Den fynske Opera, d. 9. oktober 2018

Edith Södergran (1892-1923) er uden tvivl den gryende modernismes største digter i Skandinavien. Som kun 17-årig blev hun diagnosticeret med lungetuberkulose, og hendes digte, hvis motiver fortrinsvis kredser om den konkrete virkelighed - månen, stjerner, roser, klipper, hav og himmel - har en udefinerlig og magisk klangbund af en anden, fremmed verden og drager fortsat læsere og digtere. Hør blot digtet ”Månen”:

                      Vad allting som är dött är underbart

och outsägligt:

ett dött blad och en död människa

och månens skiva.

Och alla blommor veta en hemlighet

och skogen den bevarar,

det är att månens kretsgång kring vår jord

är dödens bana.

Och månen spinner sin underbara väv,

den blommor älska,

och månen spinner sin sagolika nät

kring allt som lever.

Och månens skära mejar blommor av

i senhöstnätter,

och alla blommor vänta på månens kyss

i ändlös längtan.

 Man er tilbøjelig til at læse ”månen” og ”blommor” symbolsk, og dog er digtets billeder så stærke og levende i sig selv, at det ville være at gøre vold mod digtet at tolke det symbolsk. Følelsen af nådesløst, goldt og koldt nærvær i månens lys er ikke kun velkendt for den, der har udsigt til et kort liv, og man kan finde lige så jublende og livsbekræftende digte i forfatterskabet - f.eks. i samlingen med den sigende titel Triumf att finnas till - som man kan finde introverte og trøstesløse.

                      Det er imidlertid sidstnævnte digte - heriblandt ”Månen” - som forestillingen Blood fokuserer på. Forestillingen bliver i Den fynske Operas sæsonprogram omtalt som en scenekunsthybrid, selvom det er en underligt prosaisk omtale af det ellers så poetiske møde mellem digtrecitation, musik, lys og scenograf. Digtinstallation klinger bedre og favner såvel billedkunsten som poesien - her poesien i såvel ord som musik: Den sarte strygekvartet og rå rock står Messerkvartetten og Jakob Thorkild for, Lisbeth Sonne reciterer og agerer og har sammen med Thomas Hejlesen stået for konceptet og iscenesættelsen eller installationen - et kunstværk skabt som et fysisk rum - for det er, hvad det er; en dynge af skeletter, to ensomt liggende ditto og en puf med en billedramme bag taler sit eget tydelige sprog. Det eneste, der forandrer sig, er videoerne af Ninna Steen og Thomas Hejlesen, der projiceres op i rammen og på puffen; en snestorm, to ensomme, hvide magnolieblomster, et dramatisk rødt gardin. Skeletterne bades iblandt i et skarpt, sølvglitrende månelys, men ligger ellers kun som en påmindelse om den uhyrlige krig, der rasede i Europa, mens Södergran skrev sine smukke digte i Raivola i den finske del af Det karelske Næs.

                      Dette bliver imidlertid også en statisk og ret rigid ramme om seancen, for Södergrans digte har - til trods for forfatterindens triste skæbne - også sider, der stråler af styrke og (kvindelig) selvstændighed, f.eks. sidste strofe af ”Dagen svalnar”, der også indgår:

                                           Du sökte en blomma

                                            och fann en frukt.

                                           Du sökte en källa

                                           och fann ett hav.

                                           Du sökte en kvinna

                                           och fann en själ -

                                           du är besviken.

Der havde været plads til større fokus på den vilje til liv, der - paradoksalt nok jo nærmere Södergran kom døden - blev mere og mere udtalt i forfatterskabet. Der er smukke og fascinerende tableauer undervejs; Lisbeth Sonne fremstiller en smuk kvinde (Södergran selv?) med sin månehvide hud og sit ildrøde hår, når hun flytter rundt på mikrofonen, kæler for den som for en blomst, som for at understrege ømheden for de digte, hun reciterer, men des mere savner undertegnede noget levet liv. Det virker søgt, når Sonne for at skabe en slags klimaks, råber og vrænger for at overdøve rå rock fra højtalerne, for den voldsomhed findes ikke i digtene. Man må uvægerligt tænke på, hvad Elisa Kragerup fik ud af Shakespeares Sonetter, da hun skabte sin Reumert-vindende forestilling ved at vende og dreje, gentage bardens evige digte, ja, nogle blev endda fremsagt på jysk, og det gik alt sammen op i en højere enhed. Måske var det skuespillet, gestikken og mimikkens diskrete supplement til digtene, der gjorde det, og det er der for lidt af her. For lidt, for når det er der, så rammer det rent: F. eks. er det en dybt rørende, da Sonne kæler for sig selv under sin pels - ikke kun som kontrast til skeletterne, men også fordi hun gør det uden noget tegn på glæde, eller når hun tager om halshvirvlen på et af skeletterne i undren og desperation. At forestillingen hedder Blood virker helt paradoksalt (og hvorfor en engelsk titel?), og selvom digtene er smukke, selvom musikken er smuk og - for det meste - afstemt efter digtene, selvom der er meget smukke billeder undervejs, så er det mest södergransk, når Sonne lever på scenen, når hun kaster sit navns emblematiske sollys over forestillingen.