Mere dokumentaropera; Bella ballerina på Den fynske Opera d. 11. september 2023
Nord
for Rom ligger byerne Veji, Cerveteri, Vulci og Tarquinia og mange flere. De er
grundlagt af etruskerne, oldtidsfolket, der i det bløde, bakkede landskab
etablerede en højkultur i århundrederne, inden Rom ekspanderede, gjorde sig til
herre over Etrurien og siden hele Middelhavet og kunne kalde det mare
nostrum, vores hav. Etruskernes kultur var - som romernes - i
udgangspunktet en bondekultur, men den blev gennem handel og anden udveksling påvirket
af grækernes sans for kunst og æstetik, og de arkæologiske fund fra etruskerne
er rige og smukke. Man kan stifte bekendtskab med dem i Villa Giulia tæt på Det
danske Institut i Rom, eller man kan besøge de smukke og rigt dekorerede grave
i f.eks. Tarquinia, for som det er tilfældet med egypterne, kender vi mest til
etruskerne gennem deres grave, der i dag benævnes efter deres smukke, farverige
vægmalerier: Krigergraven, Løvindegraven, Leopardgraven, Tyregraven, Graven med
de små blomster etc.
Også på Glyptoteket i
København kan man se en rig samling af etruskisk kunst, bl.a. sarkofager,
bordservice og kopier af nogle af de nævnte vægmalerier fra de etruskiske
grave. Det var museets stifter, Carl Jacobsen, der gennem den tysk arkæolog
Wolfgang Helbig (1839-1915) blev opmærksom på etruskerne og ikke bare begyndte
at samle etruskiske kunstgenstande, men også at bekoste kopier af de freskoer,
man begyndte at genfinde i gravene, for at bevare dem, og vel at bemærke kopier
af dem i den tilstand, de befandt sig i, da de blev fundet, ikke hvordan kunstnere
forestillede sig, at de måtte have set ud oprindeligt. Blandt disse malerier
var et af en danserinde i Francesca-graven, der betog ham i særlig grad; en
danserinde, der af forskeren George Dennis var blevet kaldt ”La bella ballerina”,
selvom maleriet 50 år efter Dennis’ kommentar ikke længere var så velbevaret,
at Jacobsen kunne se det i sin helhed.
Denne fresko - og fascinationen
af den - er emne for (endnu) en dokumentaropera af Mauro Patricelli. Som Skattegraveren
fra 2019 er Bella Ballerina et gesamtkunstwerk af musik, sang og
video projekteret op på bagvæggen. Partituret er domineret af synkoperede
rytmer samt gentagelser, hvilket understreges af adskillige
slagstøjsinstrumenter og kontrabas, og tonen vækker - som Skattegraveren -
minder om en spionthriller fra 1960’erne - også selvom cembaloet denne aften er
skiftet ud med et flygel.
Forestillingen indledes
med et citat af forfatteren Athenaios, der levede omkring år 200 e.Kr., og fra
hvem vi har overleveret et næsten komplet værk på 15 bind, Deipnosofisterne/Det
lærde middagsselskab, hvis ramme godt nok er en række samtaler ved et
drikkegilde som Platons Symposion, men som snarere har leksikalsk
karakter, idet det består af en række citater fra litterære værker, der ikke er
overleveret andre steder. Citatet lyder: ”But the Etruscans are so far gone in luxury, that they even
make bread, and box, and flog people to the sound of the flute.” Dette
citat tages bogstaveligt; det ikke bare vendes og drejes rytmisk, udsættes for
sprechgesang, kor og operasang, det gentages også adskillige gange, og det ledsages
af passager, hvor komponisten slår rytmen an på en boksebold, hvor sangerinden
Signe Asmussen slår en pisk mod gulvet, og af videoer, hvor danserinden Astrid
Elbo (ret amatøragtigt) ælter brød. Man må gå ud fra, at citatet er valgt p.g.a.
de overraskende muligheder for rytmik, det indeholder, ikke for sin sanddruelighed,
for Athenaios lever trods alt ca. 700 år efter etruskernes storhedstid.
Herefter
fortsætter forestillingen med en genfortælling af samarbejdet mellem Carl
Jacobsen og Wolfgang Helbig. Det er klassisk arkæolog Mette Moltesen (der meget
mærkeligt kun krediteres for ’tale’ og det endda under musikere!), der
vidunderligt velformuleret og skarpt guider igennem korrespondance og
arkæologiske fakta. Hun berettet også om den ældste stump musik fra den græske
oldtid, der er overleveret. Den er noteret med bogstaver, så tonerne kan kun
gengives med en væsentlig usikkerhed, men Patricelli tager udfordringen op,
præsenterer bogstavnote-ringerne på video og oversætter dem til toner. Denne
forholdsvis lange passage, hvor motivet varieres og udsættes for forskellige
instrumenter (mens melodistemmen klinger tilpas eksotisk og arkaisk i, hvad jeg
tror er en altsaxofon, men det fremgår (heller) ikke af programmet, så man må bære
over med min uvidenhed) er afgjort forestillingens bedste. Det bliver et
originalt og overraskende bud på, hvordan den musik, der ledsagede dansen, som
den er gengivet på Triclinium-gravens fresker, har lydt, og sammen med videoprojektioner
af ikke bare de nævnte vægmalerier, men også af dans af solist ved Den
kongelige Ballet, Astrid Elbo, bliver forestillingen her en metaforisk genskabelse
af den nævnte bella ballerina, der med tiden næsten er forsvundet. Dette
forsøg på at vække et maleri til live gennem en helt anden kunstart er
spændende, medrivende og smukt.
Derudover
har forestillingen ikke meget at byde på. Bevares, der spilles glimrende af de
fire musikere (hvoraf en er komponisten selv), og der synges - som altid! -
fuldstændigt fremragende af Signe Asmussen. Hendes mørktglødende, dramatiske
sopran er enestående i dansk musikliv, og hun burde engageres til langt flere
af de store, klassiske partiet på landets operascener, selvom man må
respektere, at hendes karriere ofte er viet ny musik, for den opgave løfter hun
også. Men kombination af musikere, en sanger og video er mere kunstig end
æstetisk medrivende. Der opstår et flow i den nævnte passage med altsaxofon og
dansende etruskere, ellers er synkoperne, talesangen og tonesproget noget nær
en gentagelse af Skattegraveren. Det er muligt, at Patricelli her har
opfundet en egen genre, og hans forestillinger er interessante og seværdige,
men er det opera, som man går grebet og bevæget fra? Svaret er nej. Det lykkes,
som Carl Jacobsen skriver i et brev, ”at
kalde
denne unge etruskiske skønhed ud af sin glemsel, af sin grav, hvor hun har
danset i tusinde år, og frem i lyset og livet!,” det svarer bare til at sige,
at ”Vissi d’arte” var gribende, men resten af Tosca fuldstændig
uinteressant. Med den kommentar ønsker undertegnede, at Patricelli i fremtiden
må bruge sine store evner og sin originale fantasi på at skabe rendyrket musikdrama,
for han viser i Bella ballerina store evner herfor.
Meget
passende fortsatte forestillingen efter to dage i Odense til Det danske
Institut i Rom fredag d. 15. september (og så må man håbe, at de medvirkende
ved den lejlighed gæstede Villa Giulia). Var man ikke til stede der, og vil man
gerne modsige denne anmelder eller blot opleve forestillingen (for det
fortjener den), så kan man se den på DR’s hjemmeside, hvor der ligger en
optagelse fra en opsætning med fuldt orkester i DR Koncertsalen. Den er er
trods mine forbehold bedre at bruge sin tid på end de mange genudsendelser, der
præger DR’s sendeflade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar