Venskab og magt

 Mozarts La clemenza di Tito i Operaen er fuldstændigt lydefri

 

’Venskab og magt’ kunne være titlen på en roman af Jane Austen - i alt fald hvis man ser bort fra, at Austens romaner altid udspiller sig i den private sfære langt fra magtens bonede gulve. Men som Sense and sensibility og Pride and prejudice undersøger balancen mellem disse yderpoler - mere i tråd med oplysningstidens rationelle idealer end med den gryende romantiks følelseseksesser - undersøger Mozarts næstsidste opera La clemenza di Tito (på dansk Titus’ mildhed eller slet og ret Titus, som man oftest kalder operaen) forholdet mellem venskaber i magtens øverste lag. Måske Mozart selv først og fremmest ville portrættere idealet af en hersker; en nådig, tilgivende kejser, der i tråd med oplysningstidens idealer ikke lader sig styre af fordomme, men som overvejer og gennemtænker situationen, før han fælder sin dom. Kort sagt: et spejl for den kejser, kejser Leopold II, til hvis kroning i Prag operaen var bestilt.

                      Instruktør på opsætningen af Titus på Operaen, Jetske Mijnssen, betoner imidlertid - hvad der er lettere for publikum i et demokratisk samfund at forholde sig til - de følelser og spændinger, der opstår, når venskab og magt kolliderer, for hvordan skal en hersker - hvadenten han nu er romersk kejser eller nutidig leder i figursyet jakkesæt - forholde sig til, at det er hans bedste og nærmeste ven, der forråder ham og er den ansvarlige for et voldeligt og brutalt attentat? Det undersøger Mijnssen ved at inddele operaen i fire dele, hvis karakter slås fast med store, latinske bogstaver på bagvæggen af Ben Baurs smukke, klassiske interiør med paneler og høje lofter: Delizia - Potenza - Tradimento - Clemenza. I løbet af disse fire dele udvikler venskabet (Delizia/Glæde) mellem Titus, Sextus, Vitellia, Servilia, Annius og Publius sig på grund af magten (Potenza), der overdrages Titus, til forræderi (Tradimento) da Sextus - tilskyndet af Vitellia, som han begærer, men som selv kun begærer magten som Titus’ kejserinde - forsøger at dræbe Titus, og endelig frem til mildhed (Clemenza), hvor Titus tilgiver Sextus mordforsøget. Kejseren og magtmennesket Titus tilgiver i alt fald, men spørgsmålet om, hvorvidt vennen og mennesket Titus kan tilgive Sextus, og ikke mindst hvorvidt det er muligt fortsat at leve på magtens tinde, når selv ens venner bliver fjender, har Mijnssen sit helt eget svar på, og det klinger knugende og smerteligt, da tæppet falder.

                      Mijnssens instruktion er ud over dette klare blik for operaens komposition også rig på psykologiske nuancer. Alle karakterer står skarpt og realistisk tegnet (hvad der får Politikens anmelder til at negligere opsætningen som netflix, selvom dette dagblad vel ser sig selv som humanismens bannerfører i Danmark og burde sætte pris på disse medrivende portrætter): Publius tjener magten og retfærdigheden, Annius frygter magten og tør ikke indrømme over for Titus, at han elsker Servilia, da Titus vælger hende som sin kejserinde, men hun har mod og afviser straks frieriet, fordi hun elsker Annius. Den milde Titus lader dem selvfølgelig få hinanden og spinder gradvist sig selv ind i et net, hvor mildhed let kan forveksles med svaghed, og han lider, da han indser, at han end ikke kan stole på sine venner. Sextus er ligeledes en martret sjæl; kun alt for bevidst om sit desperate begær efter Vitellia kommer han nærmest ved et uheld til at tænde ild på Capitol, magtens borg (i diametral modsætning til demonstranterne, der stormede Capitol Hill d. 6. januar 2021…), og han tilstår gerne sin brøde og afventer sin straf. Vitellia styrter brat fra tinden af sit iskolde magtbegær til anger og død.

Mozart, der selv havde et fint blik for psykologiske nuancer og fik den til lejligheden udvalgte libretto af Metastasio (en libretto, der blev anvendt til op mod 40 operaer!) forkortet og gjort til ”rigtig opera” med libretto af Caterino Mazzolà, har forlenet disse karakterer med underskøn og rig musik. Tryllefløjten og Requiem, som han arbejdede på samtidig med Titus, og klarinetkoncerten klinger tydeligt med i baggrunden, ikke mindst i korsatserne og i de to store arier, der er skrevet til henholdsvis Sextus og Vitellia, ”Parto, ma tu ben mio” og ”Non piu di fiori”, den første med obligat klarinet, den sidste med obligat bassethorn. Elisabeth Jansson synger partiet som Sextus med sin sølverne, tindrende stemme og en styrke, der høster kaskader af bravo-råb efter arien. Tyske Mojca Erdmann synger Vitellia. Sine Bundgaard skulle ellers have sunget partiet, men har af private årsager måttet opgive, og det er sørgeligt, for nok har Erdmann en dramatisk, klangrig sopran, der med lethed løfter sig over alle andre, men hun mangler volumen i de dybe registre, og hun mestrer ikke arien om, at der ikke længere vil være blomster på hendes vej, som Bundgaard utvivlsomt ville have gjort det.

Litauiske Edgaras Montvidas synger titelpartiet med slank og smidig tenor; aldrig vakler hans stemme i portrættet af den gradvist mere desperate og fortvivlede kejser. Emily Pogorelc og Angela Brower synger partierne som Servilia og Annius, de eneste to for hvem operaen har en lykkelig udgang, med gylden, løfterig sopran, og Magnus Berg, der lykkeligvis er tilbage på Operaens store scene og BØR blive en del af ensemblet, forlener det mindre parti som Publius med styrke og skønklang. Det kongelige Operakor bruser med vælde, om det lakonisk priser Titus’ mildhed eller sitrende frygter oprørets flammer, for alle er de fremstillet som embedsmænd og politikere i et velkoreograferet, stift magtspil. Korsyngemester Steven Moore er synligt stolt og det med god grund. Dirigenten Hossein Pishkar er snarere ydmyg og dybt taknemmelig, da han kommer på scenen; lynsnart beder han klarinettist John Kruse, der spiller begge de to nævnte solostemmer, rejse sig, så hele Kapellet, men han kan nu også godt klappe sig selv på skulderen. Med stor præcision lokker han helt intimt lyriske og langsomme passager frem i partituret, men han kan også opildne til storm og rædsel i finalen af første akt. Bravi tutti!

I min erindring står den sidste opsætning af Mozarts næstsidste opera på Det kgl. Teater stadig lysende. Det var i 2004 på Gamle Scene, og David McVicar havde iscenesat så subtilt, at alle tvetydigheder dirrede dramatisk og endnu vækker genklang, og jeg har glædet mig som et lille barn til juleaften, da det blev annonceret, at en ny produktion af operaen var på vej. Mindre blev glæden ikke med Jetske Mijnssen som instruktør, for hendes iscenesættelse af Monteverdis Orfeus i foråret var lysende og hjerteskærende smuk, og Titus minder på mange måder om Orfeus, selvom den er en mørkere og emotionelt mere skræmmende end rørende forestilling. Helt fuldkommen lydefri - som Orfeus - er den dog, og jeg må afgjort se - og høre - den igen.