Mozarts La clemenza di Tito i Operaen er fuldstændigt lydefri
’Venskab
og magt’ kunne være titlen på en roman af Jane Austen - i alt fald hvis man ser
bort fra, at Austens romaner altid udspiller sig i den private sfære langt fra magtens
bonede gulve. Men som Sense and sensibility og Pride and prejudice
undersøger balancen mellem disse yderpoler - mere i tråd med oplysningstidens
rationelle idealer end med den gryende romantiks følelseseksesser - undersøger
Mozarts næstsidste opera La clemenza di Tito (på dansk Titus’ mildhed
eller slet og ret Titus, som man oftest kalder operaen) forholdet mellem
venskaber i magtens øverste lag. Måske Mozart selv først og fremmest ville
portrættere idealet af en hersker; en nådig, tilgivende kejser, der i tråd med
oplysningstidens idealer ikke lader sig styre af fordomme, men som overvejer og
gennemtænker situationen, før han fælder sin dom. Kort sagt: et spejl for den
kejser, kejser Leopold II, til hvis kroning i Prag operaen var bestilt.
Instruktør på opsætningen af
Titus på Operaen, Jetske Mijnssen, betoner imidlertid - hvad der er
lettere for publikum i et demokratisk samfund at forholde sig til - de følelser
og spændinger, der opstår, når venskab og magt kolliderer, for hvordan skal en
hersker - hvadenten han nu er romersk kejser eller nutidig leder i figursyet
jakkesæt - forholde sig til, at det er hans bedste og nærmeste ven, der forråder
ham og er den ansvarlige for et voldeligt og brutalt attentat? Det undersøger
Mijnssen ved at inddele operaen i fire dele, hvis karakter slås fast med store,
latinske bogstaver på bagvæggen af Ben Baurs smukke, klassiske interiør med
paneler og høje lofter: Delizia - Potenza - Tradimento - Clemenza. I løbet af disse
fire dele udvikler venskabet (Delizia/Glæde) mellem Titus, Sextus, Vitellia,
Servilia, Annius og Publius sig på grund af magten (Potenza), der overdrages
Titus, til forræderi (Tradimento) da Sextus - tilskyndet af Vitellia, som han
begærer, men som selv kun begærer magten som Titus’ kejserinde - forsøger at dræbe
Titus, og endelig frem til mildhed (Clemenza), hvor Titus tilgiver Sextus
mordforsøget. Kejseren og magtmennesket Titus tilgiver i alt fald, men spørgsmålet
om, hvorvidt vennen og mennesket Titus kan tilgive Sextus, og ikke mindst hvorvidt
det er muligt fortsat at leve på magtens tinde, når selv ens venner bliver
fjender, har Mijnssen sit helt eget svar på, og det klinger knugende og
smerteligt, da tæppet falder.
Mijnssens instruktion er
ud over dette klare blik for operaens komposition også rig på psykologiske
nuancer. Alle karakterer står skarpt og realistisk tegnet (hvad der får
Politikens anmelder til at negligere opsætningen som netflix, selvom dette
dagblad vel ser sig selv som humanismens bannerfører i Danmark og burde sætte
pris på disse medrivende portrætter): Publius tjener magten og retfærdigheden,
Annius frygter magten og tør ikke indrømme over for Titus, at han elsker
Servilia, da Titus vælger hende som sin kejserinde, men hun har mod og afviser
straks frieriet, fordi hun elsker Annius. Den milde Titus lader dem selvfølgelig
få hinanden og spinder gradvist sig selv ind i et net, hvor mildhed let kan forveksles
med svaghed, og han lider, da han indser, at han end ikke kan stole på sine
venner. Sextus er ligeledes en martret sjæl; kun alt for bevidst om sit
desperate begær efter Vitellia kommer han nærmest ved et uheld til at tænde ild
på Capitol, magtens borg (i diametral modsætning til demonstranterne, der
stormede Capitol Hill d. 6. januar 2021…), og han tilstår gerne sin brøde og afventer
sin straf. Vitellia styrter brat fra tinden af sit iskolde magtbegær til anger og
død.
Mozart,
der selv havde et fint blik for psykologiske nuancer og fik den til lejligheden
udvalgte libretto af Metastasio (en libretto, der blev anvendt til op mod 40 operaer!)
forkortet og gjort til ”rigtig opera” med libretto af Caterino Mazzolà, har
forlenet disse karakterer med underskøn og rig musik. Tryllefløjten og Requiem,
som han arbejdede på samtidig med Titus, og klarinetkoncerten klinger tydeligt
med i baggrunden, ikke mindst i korsatserne og i de to store arier, der er
skrevet til henholdsvis Sextus og Vitellia, ”Parto, ma tu ben mio” og ”Non piu
di fiori”, den første med obligat klarinet, den sidste med obligat bassethorn. Elisabeth
Jansson synger partiet som Sextus med sin sølverne, tindrende stemme og en
styrke, der høster kaskader af bravo-råb efter arien. Tyske Mojca Erdmann
synger Vitellia. Sine Bundgaard skulle ellers have sunget partiet, men har af
private årsager måttet opgive, og det er sørgeligt, for nok har Erdmann en
dramatisk, klangrig sopran, der med lethed løfter sig over alle andre, men hun
mangler volumen i de dybe registre, og hun mestrer ikke arien om, at der ikke
længere vil være blomster på hendes vej, som Bundgaard utvivlsomt ville have gjort
det.
Litauiske
Edgaras Montvidas synger titelpartiet med slank og smidig tenor; aldrig vakler
hans stemme i portrættet af den gradvist mere desperate og fortvivlede kejser. Emily
Pogorelc og Angela Brower synger partierne som Servilia og Annius, de eneste to
for hvem operaen har en lykkelig udgang, med gylden, løfterig sopran, og Magnus
Berg, der lykkeligvis er tilbage på Operaens store scene og BØR blive en del af
ensemblet, forlener det mindre parti som Publius med styrke og skønklang. Det
kongelige Operakor bruser med vælde, om det lakonisk priser Titus’ mildhed
eller sitrende frygter oprørets flammer, for alle er de fremstillet som
embedsmænd og politikere i et velkoreograferet, stift magtspil. Korsyngemester
Steven Moore er synligt stolt og det med god grund. Dirigenten Hossein Pishkar
er snarere ydmyg og dybt taknemmelig, da han kommer på scenen; lynsnart beder
han klarinettist John Kruse, der spiller begge de to nævnte solostemmer, rejse
sig, så hele Kapellet, men han kan nu også godt klappe sig selv på skulderen.
Med stor præcision lokker han helt intimt lyriske og langsomme passager frem i
partituret, men han kan også opildne til storm og rædsel i finalen af første
akt. Bravi tutti!
I
min erindring står den sidste opsætning af Mozarts næstsidste opera på Det kgl.
Teater stadig lysende. Det var i 2004 på Gamle Scene, og David McVicar havde
iscenesat så subtilt, at alle tvetydigheder dirrede dramatisk og endnu vækker
genklang, og jeg har glædet mig som et lille barn til juleaften, da det blev
annonceret, at en ny produktion af operaen var på vej. Mindre blev glæden ikke
med Jetske Mijnssen som instruktør, for hendes iscenesættelse af Monteverdis Orfeus
i foråret var lysende og hjerteskærende smuk, og Titus minder på mange
måder om Orfeus, selvom den er en mørkere og emotionelt mere skræmmende
end rørende forestilling. Helt fuldkommen lydefri - som Orfeus - er den
dog, og jeg må afgjort se - og høre - den igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar