onsdag den 8. april 2020

I sofaen


Hjemmeteater i en krisetid. Højskolesangbogen fra Skuespilhuset.

Teatrene er lukkede. Odense Teater har endda allerede aflyst resten af sæsonen; resolut, defaitistisk og uden forhåbninger om at kunne opføre noget, når sommeren kommer uden muligheder for at rejse ud. Hvad gør man så, når kalenderen i marts var spækket med teater- og koncertoplevelser (som man havde set frem til gennem et helt år)? Det er tankevækkende, at de fleste kulturinstitutioner er ivrige efter at promovere sig selv ved at forære oplevelser væk, når den socialdemokratiske regering ikke har fundet penge til at hjælpe kulturen i velfærdsstaten Danmark. I Tyskland er der allerede givet 50 mia. € til kulturlivet med den begrundelse, at kultur ikke kun er luksus forbeholdt gode tider, men herhjemme har kultur vist aldrig været velfærd for nogen folkevalgte, for der er ikke stemmer i at ville give penge til kunst, teater og klassisk musik. Det er den almene socialdemokratiske dansker alt for åndsslap til at ville betale! (Undskyld, men det måtte ud…)
                      Så er det godt, at teatre og andre kulturinstitutioner kan selv! Wiener Staatsoper har dagligt (!) i lukkeperioden lagt en forestilling op, som man har kunnet se hjemme, og Det kgl. Teater har givet mulighed for at se blandt andet nogle af de forestillinger, der for nogle år siden blev optaget af DR for at kunne vises i biografen og i fjernsynet (og der kommer fortsat flere til). Den slags optagelser er nu sparet væk, men nu er lejligheden her altså til at indhente noget af det forsømte hjemme i sofaen. Det kunne f.eks. være Minna Johannessons forestilling Højskolesangbogen fra 2016. Forestillingen blev skamløst rost af alle dagblade ved premieren, og den blev genopsat med mindre ændringer i rollelisten i sidste sæson. Undertegnede nåede dog aldrig at se den, så denne lejlighed var kærkommen:
                      Højskolesangbogen er det, bliver kaldt en teaterkoncert, en genre, der vist nok er opfundet som undskyldning for at lokke nogle uvante teatergængere ind i mørket med løftet om en masse ørehængere (læs: pop). Nu er Højskolesangbogen jo ikke en hvilken som helst sangbog; den første udkom i 1888, den revideres til stadighed, så den er en sangbog om det danske samfund i tiden og derfor indeholder alt fra folkeviser til salmer, julesange, Kim Larsen og Shu-bi-dua, og for første gang nogensinde lå den i denne uge på bestsellerlisten hos Arnold Busck. Den er en sangbog med dybde såvel som bredde, og naivt kunne man forestille sig, at det var denne dybde, der var blevet omsat til scenen. Det troede undertegnede i alt fald ud fra de mange positive bedømmelser i pressen, men det skyldes måske den socialdemokratiske kulturpolitik i Danmark: mainstream og uskadeligt, det er idealet. Højskolesangbogen er nemlig en forestilling, der lægger ambitiøst ud, men halvvejs taber pusten, fordi det kræver for meget at holde fast i fortolkning og værdier.
                      Omkring forestillingen er en spinkel, men uhyggeligt aktuel ramme, om at i 2020 er hele den danske befolkning bukket under for en uforklarlig sygdom (hvilket både er en dybt banal, men også politisk klassisk radikal påpegning af, at ”something is rotten in the state of Denmark” (så meget for tolerance, nuance eller mangfoldighed!)). Kun ni personer har overlevet, og de mødes nu i Jonas Flys scenelandskab af discountsofaer for at synge sange sammen. De ni personer skal måske nok afspejle den danske befolkning fra Hirtshals over Nørre Nebel til hovedstaden og Tisvilde - her er en svineavler og en kommunalpolitiker, en evighedsstudent og en livsstilscoach samt hr. og fru Jensen/Danmark - men alle er kedelig middelklasse, der begynder med at synge nationalsangene og slutter første akt med et potpuorri over julesange. Alle er underligt upåvirkede af at være de sidste danskere, ingen er traumatiserede af en ikke kun national, men navnlig menneskelig katastrofe. Skal det tages som udsagn for, at vi har levet i en tid, hvor den slags scenarier bare er morsomme, fordi man ikke har kunnet forestille sig dem i virkeligheden? I så fald har vi det virkelig for godt i Danmark, så er det kun kulturen, der lider!
                      Den spinkle, røde tråd (dén sang får vi ikke undervejs) er således at genrejse Danmark ved at synge danske sange - endnu et element, der er blevet indhentet af virkeligheden, når familien Danmark for tiden bliver hjemme i sofaen og holder alsang via fjernsynet fredag efter fredag. Selvfølgelig skaber det sammenhæng og fællesskab, men sangene bliver også udtryk for den enkelte karakters tanker og følelser, og der opstår i første akter små intriger og interne spændinger mellem dem: Svineavleren bejler også her til prinsessen alias Miss Danmark, men hun er mere interesseret i renovationsarbejderen (så måske er hun snarere papirdanserinden fra ”Den standhaftige Tinsoldat”?), efterlønsmodtager Jensen har en affære med evighedsstudenten og gør hende gravid til stor sorg for fru efterlønsmodtager Jensen, mens byrådspolitikeren slæber rundt på sin afdøde mor. Der er masser af muligheder for at bygge en forestilling op, der har noget på hjerte ved at lade karaktererne udvikle sig, men i anden akt kastes handsken i ringen; Minna Johanneson har ikke noget på hjerte og evner ikke at tage stilling eller give udtryk for noget: Svineavleren ser tilbage på tiden før sygdommen, og alle karakterne viser sig at være i familie eller på anden måde tæt på hinanden, de er ikke tilfældigt overlevende. Tåbeligt eller latterligt urealistisk?
                      Dertil kommer, at sangenes egenart, der kunne have været udnyttet til at skabe dynamik og udtrykke nuancer gennem forskelligheder i genre, ord og rytmik, alle sovses til i et musikalsk arrangement, der gør, at alle sange lyder ens. Ingen melodier end ikke enkelte toner får lov til at stikke ud og løfte sig over de andre. Er det også et udsagn for den socialdemokratiske ideologi om, at alle skal være lige og lige grå og intetsigende? Alle de medvirkende synger skønt med hver sit næb, men musikken stækker deres vinger, så ingen får lov til at løfte sig, og de kaster sig rundt og op og ned i sofaerne, så det indimellem mere minder om en artistisk end kunstnerisk forestilling. Det er mere cirkus end teater. Endvidere strækkes den ud til at vare mere end to timer, og allerede inden pausen er man mæt, mæt af lyd og manglen på plot. Man bliver helt lettet over ikke at have betalt penge for en billet til forestillingen, men hvordan skal teatrene ellers løbe rundt, når nu kulturpolitikken er, som den er? Så risikerer vi jo først at måtte blive derhjemme - i sofaen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar