Hekseri II

Fortryllende opsætning af Händels Alcina, Gamle Scene d. 8. marts 2015

Den første weekend i marts afvikledes Chokoladeselskabets Chokoladefestival i en af de nedlagte fabrikshaller på Carlsberg på Valby Bakke; landets fineste chocolatiérs imponerede med deres kunnen, overvældede smagsløgene med varme, søde og krydrede indtryk, og i forårssolen strålede de smukke historicistiske bygninger selv som konditorkunst med snirkler, krummelurer og snoninger. På Det kongelige Teaters Gamle Scene åbnedes søndag eftermiddag en endnu mere overdådig æske chokolade, nemlig Händels pragtopera Alcina, der (guderne må vide hvorfor!) aldrig tidligere har været spillet på nationalscenen, men modsat chokoladen på Carlsberg, hvis sukker og kakaoprocenter mætter på kort tid, kan man slet ikke få nok af den nektar og ambrosia, der lyder fra scenen og fra Concerto Copenhagen i orkestergraven på Kongens Nytorv.

                      Scenografen Louis Desiré har pakket Händels udsøgte chokoladearier ind i en magisk blå æske: Vi er på troldkvinden Alcinas forheksede ø, der er delt mellem naturens destruktive og blomstrende kræfter, nemlig en vulkan i baggrunden og frodig fantasi over bladvækst i damesiden, begge blå. Det er såre enkelt og stilsikkert gjort; midt på scenen er der plads til den tryllekreds, hvor de af Alcina forheksede elskere holdes fanget eller flyver omkring, alt rammet ind af et blot slør, der rives ned, efterhånden som Alcinas magt smuldrer gennem forestillingen. Hun er dog ikke nogen entydig karakter, for med sin vanligt sikre sans for psykologisk nuance tegner instruktøren Francisco Negrin et komplekst billede af en kvinde, der ikke bare holder mænd fanget i dyre- eller planteskikkelse, fordi hun har magten dertil, men fordi hun har lært af sine fejltagelser og nu blot beskytter sig selv. Hun bærer maske og én lang glacéhandske for at skjule de forfærdende ar, som man aner, at hun er blevet påført af et vilddyr (læs: mand), som hun siden da har sat sig for at styre og kontrollere med den magt, som naturen nu har givet hende. At det hele bare er (barok-)teater - sætstykker og faldlemme, snoretræk, tæpper og lyssætning - gør det ikke mindre forjættende, og det skjules lykkeligvis heller ikke, for den egentlige magi, der virkelig kan konkurrere med filmindustriens computeranimationer, findes i de stemmer, der befolker scenen. Og dansere, for Negrin har ladet sig inspirere af barokteatrets sansebombardement til at invitere seks gudesmukke parkourdansere til at agere de forvandlede elskere, som først er Alcinas lydige tjenere, senere hævngerrige ekskærester; man måber betaget over den lethed og styrke, hvormed de kaster sig rundt i virtuose trin og spring, der med traditionel teatertorden illustrerer, hvilke kræfter der kæmper på heksen Alcinas ø. Magien og heksekunstnerne slutter først, da Alcina, skamferet og uden maske,  står alene tilbage på scenen, og tæppet falder for sidste gang.

                      Enhver der har forsøgt sig som alkymist og eksperimenteret med chokolade i køkkenet, ved, hvor svær en råvare chokolade er at arbejde med. Chokoladens sammensætning af sukkerkrystaller og kakaosmør gør den svær at håndtere, og den kan kun kontrolleres i de rette temperaturer, ganske som det på sin vis også gør sig gældende for den menneskelige stemme - i alt fald sangerens stemme; den er sårbar. Opsætningen af Alcina har været ramt af sygdom; allerede fra premieren var alternerende sangere tilkaldt, og så sent som denne søndag d. 8. marts var det endnu ikke overstået, da Tuva Semmingsen - igen - blev erstattet af Itziar Lesaka. Enkelte anmeldere så af den grund skævt til opsætningen ved premieren, men det er dybt uretfærdigt og kan kun ses som surhed (hvilket bliver mere og mere udtalt hos Berlingskes Søren Kassebeer) eller nedsat hørelse, for bortset fra de to hovedpartier har sangerne forestillingerne igennem været de samme - og hvilke sangere: Norske Marius Roth Christensen giver fangevogteren Oronte en smældende høj og sikker tenor af de helt sjældne; her er kakaoprocenten høj, stærk og maskulin! Ruxandra Donoses forladte, men stålsatte og tilgivende Bradamante hører også til blandt de mørke chokolader, men i hendes stemme er også stærke, kraftige krydderier af kaffe og chili. Helt anderledes let, fortryllende og sødt smeltende er Anke Briegels Morgana; hun er sød som hvid chokolade, når hun på én gang uskyldigt drillende og pågående agerer Alcinas (teenage-)søster, der har ambitioner om at følge i storesøsters fodspor, men der er også mørke, bitre nuancer at spore - nougat og karamel - når hun taber spillet og må bede om tilgivelse hos Oronte. Den største vokale eksplosion af smagsindtryk tilhører dog Inger Dam-Jensen i titelpartiet; alternerende Nicole Heaston skulle angiveligt ikke stå tilbage for hende, men hvilken fortryllerske får man ikke med Dam-Jensen? Hun er sopran, men afgjort mørk og dog samtidig sød; her er et stærkt og sikkert knæk i chokoladen og indeni er fra arie til arie (hun har syv gennem hele operaen!) alt fra bitter orange og kraftig mint til stærk spiritus og sød, blød karamel. Hun er svær at konkurrere med, men alligevel er Itziar Lesakas Ruggiero en slem skuffelse i chokoladeæsken; hun er blød og kedelig, som har hun står for længe i solen, hendes koloraturer mangler smidighed, hendes dybe register styrke, og klangen er ganske enkelt smagsløs. Tuva Semmingsen var virkelig savnet, denne solskinssøndag!

                      Over hvert enkelt stykke, ja, over hele chokoladeæsken, væver Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen det mest spindelvævsfine guldfiligran. Hver tone sættes sikkert an, hver detalje markeres sikkert og lydhørt, men hele tiden diskret, hele tiden med øre for sangerne og deres behov, hele tiden et mesterligt overblik hos Mortensen. Hans hænder bevæger sig lynhurtigt, elegant og sikkert, og man får den tanke, om han ikke er den egentlige mester denne dag, om ikke det er ham, der støber chokoladeskallerne, som sangerne så leverer fyldet til (uden at det forklejner deres kunst!) efter Händels opskrift? Det er i alt fald umuligt at huske, om C(h)oCo nogensinde har spillet bedre end til denne opsætning! Publikum reagerer også spontant jublende - som forhekset! - og så kan anmelderne herefterdags godt lade sig nøje med vekaoprodukter, når de så skammeligt forsmår en overdådig anretning som denne!