Hekseri III

Händels Alcina forløst til perfektion på Gamle Scene, 14. marts 2015

Apoteose! Om det er publikum, der hæves til Olympen, eller sangerne på scenen, der kigger ned til publikum fra tinderne, er svært at afgøre i teatrets magiske rum, når alt falder på plads, for i sidste ende er det alle, der forvandles, og alt faldt – endelig! – på plads i opsætningen af Händels Alcina på Gamle Scene lørdag d. 14. marts. Da var alle stemmer fri for vinterens dårligdomme, da fandt to af Den kongelige Operas fineste stemmer endelig sammen, nemlig Inger Dam-Jensen i titelpartiet og Tuva Semmingsen som troldkvindens seneste erobring, helten Ruggiero, så alt var lutter vellyd.

Lad mig blive i chokolademetaforikken fra forrige omtale, for Tuva Semmingsens stemme er om nogen lige så vanedannende som god chokolade: Hendes stemme har en mat strålende klang, et mørke og en organisk varme, der sammenholdt med hendes mesterlige koloraturer giver mindelser om nydelsen ved tæt, og dog fugtig chokoladekage. Arien ”Mi lusinga il dolce affetto” bliver pludselig en så intens dvælen i en følelse af længsel og vemod, at tiden sættes i stå, og terzetten ”Non è amor, né gelosia” får med Semmingsens glødende stemme den bund, der var fuldstændig fraværende søndagen før, så man til fulde forstår, hvor psykologisk kompliceret forholdet mellem de tre elskende trods brud og genfunden forelskelse er. Om det også skyldes Semmingsens tilstedeværelse på scenen, at Hyon Lee pludselig ranker sig og mister den sure klang, der søndag gjorde, at hun konstant var i fare for at synge falsk; her var ren velklang og elysisk fryd.

I bussen til banegården talte et ældre par bag mig om, at det – trods alt – havde været en lang aften, og at man gerne kunne have skåret en halv time fra. Det er mig ubegribeligt! Hvem forkorter af egen fri vilje sit ophold i Paradis? Med alle partier fordelt som denne aften kunne man lytte i al evighed uden at blive mæt!