Eleven

Granhøj Dans imponerer – og skuffer – med Rite of Spring. Odense d. 8. september 2015

Religionens riter og kunsten har siden oldtiden, ja, måske siden urtiden, handlet om de overgange, vi alle møder i livet, på trods af at vi ikke alle møder dem samme sted, på samme tidspunkt eller på samme måde. Overgangen fra barn til voksen er indfanget i hulemaleriernes jagtmotiver, i religionernes myter, i folkeviser og coming-of-age-film, og de eksempler, der vækker størst begejstring, griber og får os til at fælde en tåre, er nok dem, der viser, hvor galt det kan gå, eller hvordan individer bryder ud af rækken og går sine egne veje.

Overgangsmotivet er altså letgenkendeligt, ja, måske endda banalt, men i det enkle ligger oftest den største kompleksitet; det er den, der rammer os, når et kunstværk taler direkte til os, og viser os, at det, vi troede, vi kendte eller havde gennemlevet selv, det er stadig nyt og uforklarligt, og så rejser hårene sig på hovedet af os… Hvor ubehagelige og skræmmende teenageårene kan synes i tilbageblikket, så kommer langt de fleste af os dog igennem dem og endda med gode, muntre minder, der lyser op i voksenlivets umiddelbare mørke, men det er alligevel ikke den historie, der griber os. Elektras undergang i sit selvfornægtende had til moren og hr. Olufs uforklarlige, men skæbnesvangre møde i skoven har et større drama i sig end vore egne forældreskænderier, drukture og låsede døre, og det glemmer Granhøj Dans i sin ellers imponerende nyfortolkning af Igor Stravinskys Le sacre du printemps.

Fra begyndelsen er vi i et rum for mænd. Nobelt klædt i smoking står de seks af syv dansere på rad og række, og at de slår en fælles takt på forstørrede claves, understreger kun et råt, kraftfuldt fællesskab for mænd – også da taktslagene viser sig at være en metafor at masturbere. Ind kommer så den unge mand, eleven, iklædt hættetrøje og træningsbukser lukket inde i sin egen lille verden med earpods i ørerne og smartphone i lommen. Hans dans er vild, kraftfuld, stærk og underfuldt poetisk og står forestillingen igennem i kontrast til gruppen af ældre, erfarne mænd; de udfordrer ham, provokerer ham, klæder ham af og voldtager ham endog i scener, der veksler med deres egen velkoreograferede og ordnede verden. Der er ingen tvivl om, at deres fællesskab er uforsonligt og barskt – ikke mindst når danserne har tøj på, for ganske som antallet af dansere på scenen veksler og kontrasten mellem eleven og de opdragende er voldsom, så understreges det rå og hårde af den nøgne dansers krop. Stærke, smidige og senede som disse dansere må være, så bidrager de afklædte scener med en sårbarhed, en ynde og femininitet, der betager og henrykker. Disse scener er helt aseksuelle, de handler om smerte, død og genopstandelse, og man kan let forestille sig, hvor svært det må være at begå sig mellem disse yderpoler, at det kan være svært at overleve dette stræde mellem Skylla og Charybdis.

Det er ikke des mindre, hvad der sker: Den unge mand overlever manddomsprøven, ja, han dør måske tilsyneladende, men kun for at genopstå som en af gruppen i smoking, så han til slut kan slå rytmen for. Det skuffer. For det første står denne fredelige, let ironiserende slutning i grel kontrast til Stravinskys kradse, rytmiske partitur – det ender tydeligvis med død! – for det andet fordi de mange prøvelsesscener, den unge mand gik igennem, ikke var værre, end at han klarede dem. Sagt på en anden måde: Helten var bare som alle andre, og hvor spændende gør det ham egentlig? Brugen af projektor for at tydeliggøre den unge mands genfødsel er også at tekste for hørehæmmede, forestillingen lever fint og letforståeligt i de stærke og kraftfulde spring, kast og fald, og i det lys, er det virkelig synd, at Granhøj Dans ikke tør have mere på hjerte om overgangen fra barn til voksen. Hvem gider høre historien om eleven, der klarede sig godt? Nej, vel?