Poetisk lapsus

Holbergs Den Vægelsindede gendigtet uden talent af Hansen og Mieritz. Odense Teater d. 9. september 2015

”Min poetiske raptus” kaldte Ludvig Holberg senere i livet de 25 komedier, han i årene frem til 1728 skrev til Den Danske Skueplads i Grønnegade. Han havde ikke blik for, at den menneskekundskab, der også gør ham til Skandinaviens største oplysningstænker, ville sikre hans komedier en varig plads i dansk litteratur og gøre ham til en af landets største dramatikere – eller også havde han ikke modet til at stole på dem, fordi de jo kun var komedier. Eftertiden har dømt anderledes; Holberg har fået varig plads foran Gamle Scene skuende ud over Kongens Nytorv (p.t. metrobyggeriet), og selvom komedierne ikke har fået helt samme uomgængelige plads i dansk teater, som Shakespeare har det i engelsk (hvilken løftestang ville det ellers ikke være for skuespillerne!), så spilles Holberg dog jævnligt på danske skuepladser landet over. Imidlertid er det som om, at tilliden til den store tænker er begyndt at smuldre, for ud fra denne sæson at dømme ser det ikke ud til, teatercheferne stoler på, at andet end de helt store klassikere – Erasmus Montanus og Jeppe på Bjerget – vil lokke publikum til, og derfor be’r de skuespillere og dramatikere gendigte alle andre Holberg-komedier. (På den anden side viser det også en manglende tillid til dramatikerne selv, for hvor er den helt nyskrevne danske dramatik?) Man skulle ellers synes, at navnlig debutkomedien om Den politiske Kandestøber i disse dage var mere aktuel end nogensinde før (debatten om migranter taget i betragtning) – endda helt uden gendigtning!

                      På Odense Teater åbner sæsonen med Den Vægelsindede udsat for syrebad af Ditte Hansen og Louise Mieritz. Grundplottet er intakt, men ellers bruges Holberg ikke som andet end ramme for moderne (storby-)livsstil i Hansen/Mieritz’ tolkning. Ganske vist er det en af de komedier, Holberg ikke selv var helt tilfreds med, og som han derfor omarbejdede efter førsteopførelsen, og ganske vist er Hansen/Mieritz’ næstekærlige synspunkt og ærinde sympatisk, men deres psykologiske indsigt og deres vid står slet ikke mål med Holbergs – selv ikke når han har en dårlig dag. Det er ikke kun hovedkarakteren Lucretia, der hos Holberg er ramt af vægelsind (hun er det bare i ekstrem grad for komikkens skyld), de to par, der roterer om hendes akse, er også i tvivl om deres medmennesker og deres egne valg, og mens det for Holberg er pointen, at dette er et grundvilkår for alle mennesker – uden at vi skal blive outrerede som Lucretia – så forsimpler Hansen/Mieritz det eksistentielle lag til en morale om, at ”græsset er grønnest, dér hvor du vander det”. Hvad værre er, så gennemsyres den nyskrevne dialog af vittigheder, der er af samme slags som fem-årige børn, der siger ’tissemand’ og fniser – men kvinder i 40’erne har måske samme humor… Det er ikke de seksuelle referencer i dialogen, der er pinlige, det er, at også dette behov for at eksplicitere sex og kønsdele forsimpler hele komedien. Vi griner af kroppen og dens behov, det ved den kloge Holberg meget vel, og man ser det i sammensætningen af de to par, der er komediens egentlige hovedpersoner: en sanselig og en mere tilbageholdende i hvert par, men Holberg viser med sin dialog, at mennesket også har en forstand og en fornuft, der prøver – prøver – at tøjle den uregerlige krop. Hos Hansen/Mieritz er dette stadie overstået, og samlivsproblemerne baserer sig udelukkende på, om man skal kneppe eller bare ligge i ske. Velbekomme.

                      Latteren bliver altså hurtigt noget anstrengt. Bevares, nogle ler højt, nogle endda demonstrativt højt, men det afspejler måske bare en tidsånd, at end ikke humor må stikke dybere end: ”Jeg tror, hun er bipolar” – ”Nej, hun er fra Greve.” Heldigvis er det langt hen ad vejen talentfulde og dedikerede skuespillere – ikke mindst mændene – der er på scenen, og teaterchef Jens August Wille har tidligere bevist, at han som instruktør godt kan få publikum til at vride sig inderligt af grin over ikke-bearbejdede værker af både Holberg og Shakespeare. En hæsblæsende farce i rokoko-punk over Henrik og Pernille er i alt fald svær at glemme. Det samme sikrer han her; der er en smittende fart over feltet, en adræthed og iver, der giver komedien sit eget flow, og som sikrer, at der ikke dvæles ved de platte vittigheder. Han forstår med sin instruktion – jeg tvivler stærkt på, at situationen er opstået i hovedet på Hansen/Mieritz – at lade kroppen tale alene, så komiske situationer opstår. Mest prægnant nok, da den sexsublimerende konkurrenceroer Michael står helt nøgen over for sin lige så nøgne rokammerat og taler for nærvær uden om mobiltelefoner; han er ganske rolig selv, og der er helt sikkert nærvær hos kvinderne på forreste række – men nok ikke den tilsigtede.

                      Andreas Jebro har rollen som Michael, og han er aftenens mest træfsikre kort; han er så dybt forankret i sin rolle, at han er morsom ud over de pinlige replikker blot ved fuldendt at beherske sin krop, mimik og gestik og udstille sine nervøse tvangshandlinger. Det samme gælder hans modstykke, Benjamin Kitter som Peter, der danner par med Mia (eller er det Pia?), for også han spiller med hver fiber af sin krop og Nicklas Bendtner-frisure, så han er morsom ud over det  påtagne, hver gang han skal sige ”fisse”. Magnus Christensen som Henrik (oprindeligt hedder tjeneren Torben, men så godt kender Hansen/Mieritz altså Holberg) er lige i hælene på dem; som assistent for en modedesigner er han – klichéerne står jo i kø her – latent homoseksuel, men han spiller ikke så bøsset, at der ikke er plads til en vis tvivl hos publikum, og det giver karakteren selvstændighed. Louise Davidsen og Christine Gjerulff som Mia og Pia (hvem der er hvem, spiller ingen rolle) virker begge uligevægtige, og det er ikke en del af rollen, det handler snarere om, at de ikke har fundet rodfæste i deres rolle. Værst er dog titelrolleindehaveren: Rikke Lylloff er ikke vægelsindet, hun skøjter blot overfladisk rundt og lirer sin tomme replikker af i et afsindigt tempo. Her dvæles ikke ved nogen replik, for ingen af dem har en ægte tone i sig, hun er vægelsindet blottet for sind, og det kan kun være hendes kønne ydre, som akademikeren Janus (at ’anus’ indgår i dette navn, spares vi heller ikke for…) med de mange freudianske fortalelser betages af, for en personlighed, mindst af alt en splittet personlighed, er hun ikke.

Holberg brugte i førsteudgaven af komedien kun karakteren Lucretia til at skabe forviklinger og misforståelser, og ved omarbejdelsen i 1731 gav han hende sin helt egen kærlighedskabale. Her er det både vedkommende og spændende, om Lucretia kan beslutte sig for at tage bejleren Per Iversen eller ej, fordi Holbergs karaktertegning er rundere og dybere, end hvad Hansen/Mieritz formår, så hos dem får vi serveret en sirupssød klichéfinale, hvor hun skal smædes sammen med Martin Bo Lindstens lige så klichéfyldte og hysterisk spillede Janus. Kort sagt går man som publikum ikke hjem med andet en oplevelse af nogle dygtige, mandlige skuespillere og en erfaren instruktør, resten er en stor (poetisk) lapsus. Havde Holberg set det, havde han sandsynligvis set med mildere øjne på det, han selv havde skrevet, og som han kaldte sin poetiske raptus!