Pornopera

Thomas Adés’ Powder Her Face ført til triumf på Takkelloftet d. 22. marts 2016

Hvilke operaer handler ikke om sex? Ja, bevares, opera seria gør (næsten) aldrig, og gennem størstedelen af 1800-tallet er det pakket grundigt ind i krinoliner, lange slæb og handsker af et romantiserende borgerskab, der bl.a. ikke tålte skildringen af en kurtisane som et samtidigt fænomen i Verdis La Traviata, men under de mange lag af fortrængning er sex eller lidenskab vel drivkraften for intrigerne hos bel canto-komponisterne, Wagner, Tchaikovsky, grand opéra og – ikke mindst – Puccini. Naturligvis er skurkene dem, hos hvem seksualdriften er mest fremtrædende og ustyrlig. Det gælder først og fremmest Mozarts Don Giovanni, selvom ingen opera vel handler så meget om sex, drifter og tiltrækning som Figaros bryllup, og ingen opera forholder sig mere nøgternt til menneskelivets blandede følelsesliv end Cosi fan tutte. Først da psykoanalysen har løst op for fortrængningerne, og arbejderkampen har gjort op med borgerskabet og ændret samfundsstrukturen, kan også operaerne behandle det menneskelige seksualliv helt synligt på scenen. Ikke at seksualiteten dermed ophører med at fremstilles dæmonisk, for den er stadig normnedbrydende og farlig for samfundet - det handler jo om den enkeltes lyst - og operaerne i det 20. århundrede har stadig et enten tragisk eller komisk syn på sex. Umiddelbart er det vist kun Ligetis Le grand macabre, der har mod til at vise og have sympati for uhæmmet sexlyst, men her er det også samfundet, der er vendt på vrangen og hænges ud.

                      En ting er sex som drivkraften for den intrige, der sætter handlingen i en opera i gang, en anden ting er eksplicit sex på scenen. Nogle instruktører kan lægge sex ind hvor som helst i en iscenesættelse for at provokere, og en del publikummer lader sig desværre provokere, men sex i partituret skal man lede længe efter. Thomas Adés’ 21 år gamle opera Powder Her Face har det til gengæld i rigelige mængder; musikken stønner, hulker og puster, der sukkes, klynkes, klaskes, smækkes og smaskes efter noder i den farverige orkestrering, mens kropsvæsker flyder på scenen. Det er ikke kun en befriende latter, der flere gange undslipper publikum i den propfyldte sal, Takkelloftet, for det er virkelig morsomt komponeret og meget underholdende, men det står også hurtig klart, at det ikke bare er musikalsk porno. Den kvindelige hovedpersons utallige seksuelle excesser dækker over det moderne menneskes følelse af eksistentialistisk tomhed og spleen, og det er operaen og forestillingens store force, at den til trods for sit til tider meget moderne og meget svært tilgængelige tonesprog rører sit publikum, ja, rører os til tårer.

                      Operaens handling er inspireret af den engelske Hertuginde af Argyll, hvis skilsmisse var den store societyskandale i 1960’ernes England. Skandalen skyldtes ikke skilsmissen i sig selv, men at bevillingen til skilsmisse blev begrundet i hertugindens umættelige seksualitet, der blev højlydt fordømt af retssagens dommer. Adés’ opera forsøger at trænge ind bag den snerpede fordømmelse og sexforskrækkede offentlighed og tegner et billede af en kvinde, der som utallige andre kvinder i historien - også i operahistorien - forud er blevet afskrevet, udhængt og nedgjort for at være individer med følelser, drifter og lyster, der gik imod samfundets idealer og bonerthed. Hendes skæbne bliver tragisk, fordi hun er blevet opdraget uden grænser for, hvad der er muligt, og hendes skønhed er blevet beundret og besunget i fuld offentlighed. Hun er resultatet af andres idolisering og tilbedelse, ganske som Neros blodige regime var resultatet af at give en teenager ubegrænset magt over hele verden, og hun betaler selv prisen. Efter den så famøse og forkætrede blowjobscene (internettet var endnu ganske spædt ved operaens urpremiere, det er måske årsagen til den megen omtale) er det tydeligt, hvor ensom og ulykkelig denne kvinde er, for hotelpiccoloen (man fristes til at stave det med k…) har kun hån tilovers for, hvad han har ladet sig forføre til og betale for. Han har ingen sympati for hverken en hertuginde, en kvinde eller et menneske, for som mand er det i hans magt at give verdens skabninger navn - også kvinden.

                      Instruktøren Orpha Phelan understreger denne tragiske mangel på evne til at forstå sig selv og sin skæbne i verden ved at lade en stum dobbeltgænger agere hertuginden som ung, således at operaens scener bliver hertugindens måbende og undrende tilbageblik på sit liv, og det er mageløst godt gjort af Phelan. Så godtroende og naiv er hertuginden selv højt oppe i årene, at vi ser hende forfærdes og fyldes med afsky, da det i en scene går op for hende, at hendes mand ikke står tilbage for hende, når det kommer til at udeleve seksuelle lyster. Tværtimod, men det understreger naturligvis kun samfundets dobbeltmoralske og hykleriske kvindesyn. Til sidst er hertuginden bogstaveligt talt klædt af, og sat ud af en hoteldirektør, der er helt afvisende over for den engang store skønhed, lader Phelan hende forlade scenen med et maleri af sig selv som ung som eneste skærm for verdens blikke. Dét er mesterligt! Dertil kommer Madeleine Boyds kostumer, der er en lystvandring gennem fem årtiers mode og tøjstil, og hendes scenografi, der naturalistisk gengiver en hotelsuite med både badekar og egen elevator, vidner som Phelans instruktion om, at skønheden ikke består; guldet er falmet, tapet og maling skaller af.

                      Udover at være provokerende har operaen ved siden af sin velfortjente berømmelse fået ry af at være uspillelig. Det kan heller ikke skjules, at der fra de sytten musikere fra Det kgl. Kapel, der sidder på hertugindens badeværelse og spiller, kommer en til tider mere ulden end klar klang, men det tilgives for den store indføling, der spilles med. Da hertuginden er blevet forladt af den hånende piccolo, er musikken øm og sart, og der spilles hele tiden transparent nok til, at man kan høre Adés’ mange stemningsskabende pasticher løbe som en understrøm eller underbevidsthed i partituret: en tango, en evergreen i 30’er-stil, ja, selv en vals som underlægning for hertugens masochistiske urinsex. Anne Margrethe Dahl synger den aldrende, undrende tilbageskuende hertuginde. Hun er en flot kvinde, og hendes dramatiske spil er væsentlig del af årsagen til, at hertugindens skæbne rører. Hendes stemme er lige så dramatisk, men skøn er den ikke, der har Sofie Elkjær Jensens jublende, rene koloraturrøst som tjenestepige, journalist, hertugens elskerinde og meget mere flere farver og en langt smukkere klang, og hun høster aftenens største bifald. Dahls egen datter, Christine Dahl Helweg-Larsen, gestalter smukt, elegant og velspillende den indlagte rolle som den unge kvinde, der har hele verden i sin hule hånd, allerede inden hun får titel af hertuginde. Alexander Sprague har såvel en smidig og slank tenor som skikkelse, og han gør sig glimrende som både flabet elektriker og slesk societysvans, og selvom Sten Byriel i de resterende roller - bl.a. hertugen - er lige så glimrende, så klinger hans bas umiddelbart bedre inde på Operaens store scene. I det store hele er der ingen indvendinger, og de, der har billet til den nu fuldstændig udsolgte forestilling, har bestemt meget at glæde sig til.