Sprællevende
og dynamisk Figaros bryllup ved Elisa
Kragerup på Gamle Scene d. 9. april 2016
Nogle operainstruktører
tager udgangspunkt i symboler og lader disse være grundlaget for deres
instruktion: Robert Carsen lod i Les
boréades symbolsk sangerne gå rundt med paraplyer eller plukke en mark tom
for blomster, Oliver Py bandt symbolsk (og meget upraktisk!) Romeo og Julie
sammen med en snor i Gounods opera, og Kasper Holten lader Kong Roger udspille sig om og i en kulisse i form af et tredelt
hoved for at frembære en (rigid og unuanceret) psykoanalytisk tolkning af
titelkarakteren som splittet mellem superego, ego og id. Men symboler er ikke dramatiske - og opera er
jo musikdrama - så de nævnte eksempler forbliver bare levende billeder og
koreograferede bevægelsesmønstre. Symboler kan kun illustrere (der er skam
meget smukke scenebilleder hos Carsen og Holten), de levendegør ikke ned i
handlinger, hvad der rører sig i en operas partitur, og deri ligger forskellen
på en mesterlig iscenesætter og en tableaumager - eller forskellen på opera,
der griber, og opera, der bare skal forstås: Francisco Negrin så således teater
som en metafor for magtspillet i Julius
Cæsar, hvilket gav mulighed for et utal af forklædninger, accentuerede skellet
mellem klasser og følelser og lod afdøde karakterer gestalte sig som dansere,
og Stefan Herheim understreger ikke bare en operas handling - den bæres i store
operaer alene af replikkerne - han synliggør på forunderlig vis både tiden for
operaens tilblivelse, for dens modtagelse og for alt det, der i den
mellemliggende periode er løbet i åen! Ind i denne række (den kunne fortsættes,
men få er så konsekvente som de nævnte) af mesterinstruktører skriver nu -
indtil videre da - også Elisa Kragerup sig med Figaros bryllup på Gamle Scene.
Elisa Kragerup har denne forunderlig evne til
at forankre en handling i et metaforisk rum, der både kan løfte og bære
handlingen igennem. Metamorfoser blev
til i et nøgent, hvidt rum, hvor skuespillerens evne til at forandre skikkelse
kun suppleredes af lys, vand og sort maling, karaktererne i Shakespeares Romeo og Julie lukkede hun inde i en
gummicelle, hvor kærlighedens og hadets sindssyge så gestaltede sig, og
kærligheden i Mozart og da Pontes første mesterværk, Le Nozze di Figaro, ser hun krystalklart som en rutchetur, hvorfor
den naturligvis må udspille sig et tivoli med orkesteret midt på scenen som
selve omdrejningspunktet. (Alene dette er et stort og lyst indfald, og man
sidder og håber, at Det kgl. Kapel for én gangs skyld vil blive den første til
at modtage publikums jublende hyldest, men dette ønske indfries dog ikke.) Ikke
bare er operaens undertitel …ossia la
folle giornata - ”eller den skøre dag” - et vink med en vognstang, at her
kan (og vil) alt ske - det er trods alt en komedie, ja, en farce! - men operaen
frembærer jo netop i kraft af de mange parkonstellationer så forskellige
aspekter af kærlighedens væsen, at vi mindes om, at kærlighed ikke er én ting,
men at der er store og dybe udsving; snart er man højt oppe, snart er man dybt
nede. Er kærligheden så ikke at ligne med et tivoli? JO!
Rampen til en rutchebane omringer Det kgl.
Kapel midt på scenen, og her kan forskellige effekter så køres ind: en
romantisk svanevogn (ikke et ord om Lohengrin!),
en vogn fra spøgelseshuset med frådende tænder og don Basilio som Dracula samt
grevindens badekar. Scenebilledet skifter ikke, det forandrer sig som i et
hurlumhejhus med de få rekvisitter, der nu er nødvendige, og undervejs træder
operaens handling krystalklart frem, som det, den er: absurd morsom! En dør på
hjul er således alt, hvad der skal til, for at Cherubino kan gemme sig for den
jaloux greve i anden akt; at den flytter sig er kun des mere morsomt, og det er
en latterkrampende hyperbel af dimensioner, at greven vil bruge en motorsav til
at åbne den (ikke at hans omgang med værktøj ellers garanterer et heldigt
udfald). Kragerup har blik for det enkle, når hun lader greven tabe
skruetrækker og hammer lige så let, som han behændigt taber bukserne, og
udgangspunktet er stadig tivoli, når hun nytteløst lader Cherubino gemme sig
bag en flok balloner, der med djævelsk velbehag sprænges én for én af greven…
Mest morsom er dog nok scenen mellem mor, Marcellina, og søn, Figaro, i tredje
akt - Mozarts eget yndlingsscene i hele operaen - der præsenteres som det, den
er: melodramatisk og sentimental som programmet ”Sporløs”, det hele behændigt
orkestreret med mikrofon og håndholdt kamera af en nævenyttigt oplagt don
Basilio. Til sidst overrækkes de forenede par buketter og en medgift på check,
ganske som i utallige gennemtyggede TV-programmer.
Ikke kun operaens humor forvaltes fortrinligt
af Kragerup. Hendes falkeblik ser ikke bare operaens facetter af kærligheden -
teenagerens ubændige lyst, det unge par, det modne par og parret med knas i
forholdet - men også intrigernes betydning for forholdene. Under ouverturen
tager greven og grevinden fire ture i rutchebanen, først er de nygifte og
legende, til sidst sidder de med ryggen til hinanden i en vogn, der dårligt kan
køre længere. De ser sig altså begge om efter en anden partner. Grevinden er
lige så lidt afvisende over for Cherubinos flirten, som greven lægger
utilsløret an på Susanna, og sluttelig tager grevinden konsekvensen af det
dårlige forhold til ægtemanden: Hendes mund tilgiver greven, men hun har gennemskuet,
at det er endnu et påhit fra hans side (et neonskilt med PERDONO sænkes belejligt
ned fra loftet, som han falder på knæ), og hun har pakket kufferterne og
forlader straks efter scenen. Det er det eneste minus ved iscenesættelsen, at
Sine Bundgaard som grevinden ikke kan synge med i ensemblet i finalen, men det
opvejes af de mange geniale indfald undervejs. Et af disse er i et splitsekund
at vise, at end ikke Figaro og Susanna er garanteret evig lykke, da
”Rosenarien” bliver en rædselsvision hos Figaro, hvor han ser hende som en
lyserød kanin omringet af glubende sultne ulve. Jo, kærligheden er en
rutchebanetur; snart kilder det forventningsfuldt i maven, snart jubler, ja,
skriger man overstadigt, og snart har man kvalme og vil egentlig allerhelst af…
Der spilles, ageres og synges lige så veloplagt
og energisk, som Kragerup har instrueret. Andreas Spering leder det så centralt
placerede og meget ombejlede (sangerne agerer i enkelte scener mellem
orkestermedlemmerne, Cherubino lægger an på en kvindelig violinist og meget
mere) men festligt, fejende tempo. Måske har man hørt Kapellet spille mere
knivskarpt, men det er livlig Mozart, der er indlevelse og føling for musikken,
det er mere, end mange andre orkester kan præstere i det wienerklassiske
repertoire. Figaro synges af Henning von Schulman med varm, legende og
tordnende bas, og han applauderes allerede efter første akt med flere
bravo-tilråb. Greven, hvis parti Palle Knudsen varetager med sin vanlige glød
og charme, skal være glad for, at Schulmans Figaro kun er oplagt til spøg,
ellers kunne det blive en blodig udgang på komedien, for han overgår med flere
alen greven i volumen, så skræmmende er Knudsen ikke. Til gengæld har han
smukke fraseringer og en udsøgt indlevelse. Sine Bundgaard er frodig,
eftertænksom og kølig grevinde, hvilket til fulde understreges af hendes skære
røst, Anke Briegel er en livlig, men vokalt mere kønsløs Susanna. Svenske Francine
Vis dublerer Tuva Semmingsen som Cherubino; det er altid et slemt slag at
skulle undvære Semmingsen, og Det kgl. Teater ved det åbenbart, for det fremgår
ikke af hjemmesiden, at Vis er sprunget ind flere gange forud for denne aften,
selvom det nu ikke er noget at skamme sig over, for hendes mezzosopran er stærk
og tilpas krydret til netop at kunne agere den unge page, hvis hormoner stadig
bobler og ikke har fået stemmen til at falde helt på plads endnu, og hun får et
stormende bifald. Elisabeth Hallings Marcellina er desværre meget spag, men
Morten Staugaard som Bartolo og Bengt-Ola Morgny som don Basilio/don Curzio
(der skelnes ikke mellem de to roller i opsætningen) er fulde af liv og humør -
hos førstnævnte endda på trods, for han er udstyret med både krykker og
kørestol og må hjælpes med iltapparat af sin gamle husholderske. Er det
overstadigt? Er skuespillet for livligt, og har sangere såvel som musikere
svært ved at følge med? Efter devisen, at hvad man sætter til på gyngerne, det
tjener man ind på karrusellen, er denne forestilling lige i øjet: Fuld af
livsglæde og -visdom, energisk spillet og sunget og meget, meget morsom. Det er
en operadebut for Kragerup, som man ønsker må blive stående, for denne dybt
originale og dog tro opsætning af en af de bedste operaer i hele musikhistorien
er enestående blandt alverdens operascener, og undertegnede vil meget, meget, MEGET
gerne ud at køre Kragerups rutchebane igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar