Jeronimusopera

Nielsens Maskarade for to flygler og ungt kor på Den fynske Opera d. 28. februar 2017

Instruktør Christian Steffensen taler varmt og begejstret om sit forhold til Holberg i foyeren; Den fynske Opera er nemlig kommet med på noderne og har nu også introduktion til forestillingen. Steffensen fortæller, at vi nok alle har en lille Jeronimus i os, der er imod fornyelser og bebrejder ungdommen, hvad man selv kunne have – eller har – gjort/gør. Han kan i alt fald komme med eksempler fra sit eget liv, og aftenen vil bidrage med endnu et, for, fortsætter han, dette, hans første operaiscenesættelse, er en meget traditionel iscenesættelse: Han ville ikke kunne forlige sig med at flytte operaens handling op til nutiden. ”Et arrangeret ægteskab i 2017?”, spørger han i den tro, at det er retorisk. Jo, det ville man jo nok kunne finde eksempler på desværre, tænker undertegnede, men lad nu det ligge til en anden gang. Det kedelige er, at Steffensen ikke har blik for, at Carl Nielsen og Vilhelm Andersens Maskarade allerede ved urpremieren i 1906 ikke kun var sit helt eget kunstværk, men også en pastiche: Operaen er nok inspireret af både Holberg og Mozart, det gør den bare ikke til et produkt af 1700-tallet, og ganske som Rosenkavaleren fem år senere handler den mere om en flugt eller en længsel efter det, der engang var. Symbolsk set er hele operaen en længsel efter ungdommens frie, ubekymrede liv. Dét er som komikken en væsentlig del af værket, og begge dele kunne man godt ønske, at man havde fået noget med hjem af – navnlig når man er blevet lovet en ”nationalopera med et twist” i annonceringen.

                      Det får man ikke. Man får i stedet en iscenesættelse der i kombinationen af rokokokostumer, pudderparykker og en minimalistisk, lidt surreel scenografi med skæve vinkler snarere virker dilettantisk end original og traditionel. Havde der været en dør midt på scenen (Jeronimus’ pæne borgerhjem med tempelgavl og rette vinkler er i kongesiden, den skæve dør til teatrets maskeradesal er i damesiden), havde scenen været en tro kopi af oldtidens skene-bygninger, hvis tre døre typisk illuderede indgangen til de tre huse, der som oftest indgår i en komedie. Det havde været i Holbergs ånd, for han kunne naturligvis sine latinske klassikere, Terents og Plautus, og han har hentet både figurer og plots fra disse romerske digtere til sine komedier. Havde Steffensen vidst det, så havde han og scenografen John Lindskov måske haft modet til at åbne denne tredje dør, bag hvilken hetærernes hus ofte befinder sig i de antikke komedier, for det er det, som denne iscenesættelse mangler: friskhed, fest og farver, lyst, lir og ungdommeligt mod.

                      Ungdommen er ellers rigt repræsenteret på scenen, hvor de studerende fra Syddansk Musikkonservatorium udgør koret. De danser, synger og agerer med stor lyst og entusiasme (Charlotte Haugaard, Anna Caroline Olesen og Stine Danving som de tre piger i tredje akt bør nævnes ved navn), og de har helt sikkert haft mere at byde på, men her hæmmes de af den stive instruktion, der blot flytter dem rundt som brikker på det skakternede gulv. Steffensens mest vilde indfald strækker sig til at gøre forestillingen til totalteater og lade dig unge mennesker bevæge sig ned ad midtergangen blandt publikum og optræde i foyeren i pausen. Det bidrager bare ikke med mere end den vedvarende småsnakken fra det ældre (!) par bag mig (de drak fadøl og troede trods deres pæne tøj, at de var på værtshus og skulle kommentere hver lille morsomhed på scenen), tværtimod er det set mere end en gang før og er sig selv på én gang barnligt og bedaget.

                      Blandt sangerne på scenen er det også ungdommen, man først og fremmest lægger mærke til og vender øret mod: Jens Søndergaard er en fremragende, flot og fyrig Henrik, og Mette-Maria Øyen er en åbenbaring som Leonora med sin stærke, smidige og meget smukke sopran. Bo Kristian Jensens Leander er slet ikke på højde med hende, hans tenor er denne aften så tør og spinkel, at man flere gange frygter, at den vil knække, og han leverer ikke den præstation, man havde forventet fra ham. Ulla Kudsk Jensen er både frue og ung pige som Magdalone, og Jesper Brun-Jensen har den rette stentorrøst som Jeronimus, men hverken han eller nogen af de andre udfylder Holberg/Andersens karaktertegning helt, og man må nok igen bebrejde en idefattig instruktør. Kun Jens Krogsgaard formår på baggrund af sine mange års sceneerfaring at tegne et subtilt humoristisk billede af hr. Leonard som en både tilbageholdende og forlystelsessyg borger; at han i bogstaveligste forstand falder pladask for Magdalone på grund af stive knæ er meget fint, om end det forbliver en detalje. Hvis der er et twist i opsætningen, så må det være pianisterne Martin Åkerwall og Per Salos klavertransskription af Nielsens rige orkesterpartitur. Denne er i sig selv en respektindgydende præstation, men det er ikke alligevel vellykket. Nielsens meget symfoniske partitur kan godt drukne sangerne eller stille vokale krav, der er for svære at opfylde, og en version for kammerorkester står stadig på ønskelisten, for de to klaverer klinger simpelthen for hårdt, ja, næsten truende i den tørre akustik på Den fynske Opera.

                      Alt i alt er opsætningen en rigtig jeronimusopera: Instruktøren har angiveligt at lutter respekt siddet på hænderne og ikke haft modet til at pille, instruere og nuancere, selvom hans 40-årige skuespilerfaring ganske givet har lært ham et og andet, der ville kunne forme en karakter på scenen og få publikum til at le af overraskelse og ikke kun smile ad operaens vittigheder. Parret bag mig lod ikke til at ænse andre end deres egen morskab eller vise respekt for det øvrige publikum eller de optrædende, og undertegnede er nok jævnt skuffet over ikke blive præsenteret for noget, der hverken kan gøre det ud for nationalopera eller en opera med et berigende twist. Lad mig derfor runde af med noget positivt, nemlig Nielsens musik og de tre unge dansere fra Det kongelige Teaters Balletskolen Odense & Akademiet for Moderne Dans og Klassisk Ballet (AMOK): Man går nynnende hjem fra det gamle Flodbio, så charmeret er man af Nielsens fine, indsmigrende melodier og fynske, musikalske lune, og de tre dansere, Emilie Augustesen Rasmussen, Sebastian Sund og Victor Lund imponerer i de to danseintermezzi, ”Hanedansen” og ”Vulcani List”. Lad derfor endelig ungdommen komme til fadet – og til Maskarade – for de har mere at byde på end en instruktør, der er en selvudnævnt Jeronimus!