Nielsens
Maskarade for to flygler og ungt kor på
Den fynske Opera d. 28. februar 2017
Instruktør Christian
Steffensen taler varmt og begejstret om sit forhold til Holberg i foyeren; Den
fynske Opera er nemlig kommet med på noderne og har nu også introduktion til
forestillingen. Steffensen fortæller, at vi nok alle har en lille Jeronimus i
os, der er imod fornyelser og bebrejder ungdommen, hvad man selv kunne have –
eller har – gjort/gør. Han kan i alt fald komme med eksempler fra sit eget liv,
og aftenen vil bidrage med endnu et, for, fortsætter han, dette, hans første
operaiscenesættelse, er en meget traditionel iscenesættelse: Han ville ikke
kunne forlige sig med at flytte operaens handling op til nutiden. ”Et
arrangeret ægteskab i 2017?”, spørger han i den tro, at det er retorisk. Jo,
det ville man jo nok kunne finde eksempler på desværre, tænker undertegnede, men
lad nu det ligge til en anden gang. Det kedelige er, at Steffensen ikke har
blik for, at Carl Nielsen og Vilhelm Andersens Maskarade allerede ved urpremieren i 1906 ikke kun var sit helt
eget kunstværk, men også en pastiche:
Operaen er nok inspireret af både Holberg og Mozart, det gør den bare ikke til et produkt af 1700-tallet, og
ganske som Rosenkavaleren fem år
senere handler den mere om en flugt eller en længsel efter det, der engang var.
Symbolsk set er hele operaen en længsel efter ungdommens frie, ubekymrede liv. Dét
er som komikken en væsentlig del af værket, og begge dele kunne man godt ønske,
at man havde fået noget med hjem af – navnlig når man er blevet lovet en
”nationalopera med et twist” i annonceringen.
Det får man ikke. Man får i stedet en
iscenesættelse der i kombinationen af rokokokostumer, pudderparykker og en
minimalistisk, lidt surreel scenografi med skæve vinkler snarere virker
dilettantisk end original og traditionel. Havde der været en dør midt på scenen
(Jeronimus’ pæne borgerhjem med tempelgavl og rette vinkler er i kongesiden,
den skæve dør til teatrets maskeradesal er i damesiden), havde scenen været en
tro kopi af oldtidens skene-bygninger,
hvis tre døre typisk illuderede indgangen til de tre huse, der som oftest indgår
i en komedie. Det havde været i Holbergs ånd, for han kunne naturligvis sine
latinske klassikere, Terents og Plautus, og han har hentet både figurer og
plots fra disse romerske digtere til sine komedier. Havde Steffensen vidst det,
så havde han og scenografen John Lindskov måske haft modet til at åbne denne
tredje dør, bag hvilken hetærernes hus ofte befinder sig i de antikke komedier,
for det er det, som denne iscenesættelse mangler: friskhed, fest og farver, lyst,
lir og ungdommeligt mod.
Ungdommen er ellers rigt repræsenteret på
scenen, hvor de studerende fra Syddansk Musikkonservatorium udgør koret. De
danser, synger og agerer med stor lyst og entusiasme (Charlotte Haugaard, Anna
Caroline Olesen og Stine Danving som de tre piger i tredje akt bør nævnes ved
navn), og de har helt sikkert haft mere at byde på, men her hæmmes de af den
stive instruktion, der blot flytter dem rundt som brikker på det skakternede
gulv. Steffensens mest vilde indfald strækker sig til at gøre forestillingen
til totalteater og lade dig unge mennesker bevæge sig ned ad midtergangen blandt
publikum og optræde i foyeren i pausen. Det bidrager bare ikke med mere end den
vedvarende småsnakken fra det ældre (!) par bag mig (de drak fadøl og troede
trods deres pæne tøj, at de var på værtshus og skulle kommentere hver lille
morsomhed på scenen), tværtimod er det set mere end en gang før og er sig selv
på én gang barnligt og bedaget.
Blandt sangerne på scenen er det også
ungdommen, man først og fremmest lægger mærke til og vender øret mod: Jens
Søndergaard er en fremragende, flot og fyrig Henrik, og Mette-Maria Øyen er en
åbenbaring som Leonora med sin stærke, smidige og meget smukke sopran. Bo
Kristian Jensens Leander er slet ikke på højde med hende, hans tenor er denne
aften så tør og spinkel, at man flere gange frygter, at den vil knække, og han
leverer ikke den præstation, man havde forventet fra ham. Ulla Kudsk Jensen er
både frue og ung pige som Magdalone, og Jesper Brun-Jensen har den rette
stentorrøst som Jeronimus, men hverken han eller nogen af de andre udfylder
Holberg/Andersens karaktertegning helt, og man må nok igen bebrejde en
idefattig instruktør. Kun Jens Krogsgaard formår på baggrund af sine mange års sceneerfaring
at tegne et subtilt humoristisk billede af hr. Leonard som en både
tilbageholdende og forlystelsessyg borger; at han i bogstaveligste forstand
falder pladask for Magdalone på grund af stive knæ er meget fint, om end det forbliver
en detalje. Hvis der er et twist i opsætningen, så må det være pianisterne
Martin Åkerwall og Per Salos klavertransskription af Nielsens rige
orkesterpartitur. Denne er i sig selv en respektindgydende præstation, men det
er ikke alligevel vellykket. Nielsens meget symfoniske partitur kan godt drukne
sangerne eller stille vokale krav, der er for svære at opfylde, og en version
for kammerorkester står stadig på ønskelisten, for de to klaverer klinger
simpelthen for hårdt, ja, næsten truende i den tørre akustik på Den fynske
Opera.
Alt i alt er opsætningen en rigtig
jeronimusopera: Instruktøren har angiveligt at lutter respekt siddet på
hænderne og ikke haft modet til at pille, instruere og nuancere, selvom hans
40-årige skuespilerfaring ganske givet har lært ham et og andet, der ville
kunne forme en karakter på scenen og få publikum til at le af overraskelse og
ikke kun smile ad operaens vittigheder. Parret bag mig lod ikke til at ænse
andre end deres egen morskab eller vise respekt for det øvrige publikum eller
de optrædende, og undertegnede er nok jævnt skuffet over ikke blive præsenteret
for noget, der hverken kan gøre det ud for nationalopera eller en opera med et
berigende twist. Lad mig derfor runde af med noget positivt, nemlig Nielsens
musik og de tre unge dansere fra Det kongelige Teaters Balletskolen Odense
& Akademiet for Moderne Dans og Klassisk Ballet (AMOK): Man går nynnende
hjem fra det gamle Flodbio, så charmeret er man af Nielsens fine, indsmigrende
melodier og fynske, musikalske lune, og de tre dansere, Emilie Augustesen
Rasmussen, Sebastian Sund og Victor Lund imponerer i de to danseintermezzi, ”Hanedansen”
og ”Vulcani List”. Lad derfor endelig ungdommen komme til fadet – og til Maskarade – for de har mere at byde på
end en instruktør, der er en selvudnævnt Jeronimus!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar