Figaro går til filmen

Barberen i Sevilla som forkortet, men meget helstøbt (stum)film. Operaen d. 17. marts 2018

Om det er Chaplins berømte barber i The Great Dictator, der har inspireret instruktør Martin Lyngbo til at lade Rossinis berømte Barberen i Sevilla udspille sig i en sort/hvid stumfilmskulisse, er uvist, men referencerne er der: Figaro er en vagabond, der småfusker sig igennem livet for at have til dagen og vejen, og han tager kun den lokale barbers plads for at kunne hjælpe greven med at befri Rosina. Rikke Juellunds scenografi og kostumer er alle holdt i sort-hvide-brunlige nuancer, og cembalisten er placeret på en forhøjning nær scenen og illuderer pianisten, der stod for den ledsagende musik i biografteatrene i stumfilmens storhedstid. Det er gennemført og en dybt original idé, og det viser kun, at Al Jolsons mytiske replik i den første talefilm, The Jazz Singer, også fanger operagenrens bredde og styrke: ”You ain’t heard [or seen] nothin’ yet.”

                      Lyngbo lader dog aldrig den barberforklædte vagabond barbere nogen; med Chaplins iltre og energiske bevægelser i takt til Brahms ungarske dans i Diktatoren in mente kunne det ellers have medført megen morskab, men der er derudover rigeligt at se på, og Lyngbos baggrund som skuespilinstruktør fornægter sig ikke: Kulissen er et gadebillede med tre huse - ganske som i den ny komedie, der voksede frem i hellenistisk tid for 2300 år siden; i midten bor doktor Bartolo, til venstre barberen og til højre notaren. Facaden kan elegant skubbes til siden, så man kan følge med i, hvad der sker i husene, men handlingen udspiller sig ellers både ude og inde, og Lyngbo er i øvrigt så fuld af idéer, at der næsten sker for meget - i alt fald når sidehandlingerne truer med at tage fokus fra hovedhandlingen. Under terzetten, hvor greven forklædt som sanglærer sammen med Rosina forsøger at narre Bartolo, er Don Basilio på besøg hos barberen for at få en tatovering (!) på højre overarm, og Simon Duus’ lange ben strakt og spændt i smerte i de mest umulige stillinger er lige ved at løbe med al opmærksomheden. Mere harmonisk er scenegangen under bagtalelsesarien, hvor Don Basilio (igen den eminente Duus) giver den som den lille hjemmekemiker og fremstiller bomber, der sætter hele gaden på den anden ende. Det er dog aldrig negativt at have en instruktør, der ikke bare er fuld af idéer, der føjer sig smukt til handlingen og forøger publikums oplevelse - det kan højst blive en undskyldning for at se forestillingen to gange, at der sker meget - men det bedste er, at ikke kun Simon Duus, men hele ensemblet af sangere er med og lever sig ind de mange gags og gimmicks, så alt er ren fornøjelse.

                      Det er meget kompetente sangere, der udgør rygraden i opsætningen; ikke så store stemmer, at man væltes bagover af betagelse, men meget, meget dygtige sangere. Sydafrikanske Luthando Qave er sikker i titelpartiet, men lige så sikker en lurifax, der uset tiltusker sig til livets ophold. José Fardilha forlener doktor Bartolo med en flot, myndig røst og slesk, slibrig senex, der ikke holder sig tilbage fra bizarre stævnemøder med Elisabeth Hallings Berta, hvor hun maler ham! Matteo Macchionis grev Almaviva er denne aften indisponeret (undertegnedes held til at opleve en undskyldende forestillingsleder er åbenbart uden ende…), så vi får ikke den store, afsluttende tenorarie, vi ellers er blevet stillet i udsigt, og det ærgrer, for Macchioni har en smuk, rank tenor, der ikke knækker over og bliver skinger eller nasal. Anna Kasyan er opsætningens ubestridte stjerne; hendes sopran har en sprød, skær klang, der nåde både højt og dybt, og selvom hendes dybe toner ikke er de kraftigste, har hun et smukt glissando og fornemme koloraturer. Ud over dette er hendes spilleglæde smittende, hun er virkelig en heltinde med ben i næsen, der allerede under ouverturen er i færd med at svinge begge ben ud over balkonen for at slippe bort fra Bartolo, og da det opdages, giver hun ikke op, men spæner af sted!

                      Der er fart over feltet i denne opsætning, og man vil kun glæde sig over at vende tilbage til den og se den igen og igen i årene frem over. Kun i orkestergraven jager Vincenzo Milletarì ikke afsted, i stedet styrer han det eminente Kongelige Kapel med stor indsigt, og han følger hele tiden sangerne på scenen og Lyngbos alsidige instruktion. Det er en fornem produktion, langt den bedste denne sæson på Den kongelige Opera, for her føjer alle lag sig smukt til hinanden i en helhed, så man kan kun lykønske Martin Lyngbo med sin debut som operainstruktør. Han må gerne komme igen, ja, han måtte gerne fortsætte i samme spor, for hvem kunne ikke se fortsættelsen, Figaros bryllup, for sig iscenesat som Natten før brylluppet? Philip Barrys komedie og Mozarts opera har begge bevidste så vel som ubevidste forvekslinger og forviklinger og en underliggende strøm af uforløst erotik til fælles, og der er ikke den store forskel på en sydstatsmansion og et greveslot. Jeg ville købe billet! Men det ville jeg nok, uanset hvad Lyngbo måtte blive sat til at instruere for Operaen næste gang - også selvom jeg giver meget for hans (radigale) overbevisning om, at langt er lig med kedeligt, for lad gå med de få beskæringer, der er i denne opsætning, men det må ikke blive normen at lefle for laveste fællesnævner.